Valdemar den Store – Kongen der samlede Danmark og valgte Ringsted

Hvem var Valdemar den Store?

Valdemar den Store var en dansk middelalderkonge, født den 14. januar 1131 - blot syv dage efter sin far Knud Lavard blev myrdet i Fjenneslev Skov. Han regerede Danmark som enekonge fra 1157 til sin død den 12. maj 1182 og tilhørte Jellingdynastiet som kongerækkens nummer 17 - også omtalt som Valdemar 1. og Valdemar 1. den Store.

Hans mor var Ingeborg af Novgorod fra rurikideslægten, og hans navn er ikke et traditionelt dansk kongenavn som Erik, Knud eller Svend. Det går tilbage til oldefaderen, storfyrst Volodymyr Monomakh af Kyiv — et levn fra moderens russiske rødder og Valdemars tidlige barndom i Kyiv-riget under borgerkrigen i Danmark. Da han vendte tilbage til Danmark som barn ca. 1137, opvoksede han hos stormandsslægten Hviderne — nærmere bestemt hos Asser Rig på Sjælland — som fostbroder med Absalon og Esbern Snare. Det samkvem prægede hele hans regeringstid.

Medkonge fra 1154 blev han enekonge den 23. oktober 1157, da han besejrede sin rival Svend Grathe i Slaget på Grathe Hede syd for Viborg. I løbet af 25 år som enekonge endte Danmark som et af Nordens stærkeste kongedømmer.

Hvad var Valdemar den Store kendt for?

Valdemar den Stores vej til magten begyndte med Blodgildet i Roskilde den 9. august 1157, da Svend Grathe lod Knud 5. myrde og selv flygtede lettere såret. Knap to måneder senere slog Valdemar Svend på Grathe Hede, og borgerkrigen var slut. Som enekonge samlede han Danmark under én krone.

Hans vigtigste militære bedrift var vendertogene mod de slaviske vender i Østersøen, der kulminerede med erobringen af Rügen i 1169 og ødelæggelsen af vendernes gudestatue af Svantevit i Arkona — sandsynligvis den 15. juni 1169. Togene gennemførte han side om side med Absalon og sikrede dansk politisk indflydelse i Østersøen i generationer.

Indadtil gennemførte Valdemar to afgørende reformer. Han erstattede ledingspligten med en ledingsskat, så bønder betalte til kongens ombudsmænd i stedet for at huse kongen under hans rejser — en administrativ modernisering, der styrkede kronemyndigheden mærkbart. Og i 1165 lod han sin treårige søn Knud hylde som medkonge under et hærtog i Østersøen, mens kongeslægtens øvrige mandlige medlemmer var fraværende. Det var i praksis en overgang fra valgkongedømme til arvekongedømme - historikeren Lars Kjær betegner det som et regulært statskup i Politiken Historie.

Valdemar forstærkede også Dannevirke mod syd med den såkaldte Valdemarsmur af teglsten og opførte eller udbyggede en række borge, herunder Vordingborg, Nyborg, Søborg og Helsingborg. I 1162 tog han sit rige i forlening af den tysk-romerske kejser Frederik 1. Barbarossa, en handling der sikrede kejserlig opbakning, men samtidig bekræftede Danmarks vassalforhold til kejserriget.

Hvilken relation havde Absalon til Valdemar den Store?

Absalon og Valdemar den Store voksede begge op hos Asser Rig som fostbrødre. Valdemars første markante handling som enekonge i 1158 var at skaffe Absalon bispestolen i Roskilde. Venskabet var personligt; samarbejdet var politisk og militært.

I hele Valdemars regeringstid stod Absalon ved hans side: ved vendertogene, ved kirkepolitikken og ved administrationsreformen af det danske hof. I 1177 lykkedes det Valdemar at få Absalon valgt som ærkebiskop i Lund, den højeste kirkelige post i Norden. Under et oprør i Skåne i 1180 måtte Absalon flygte, men Valdemar og Absalon vendte tilbage med hær og nedkæmpede opstanden i 1181.

Absalon byggede desuden fæstningen på øen ud for handelspladsen Havn ved Øresund — det sted der siden voksede frem som København. Det var ét af Valdemars forsvarsprojekter langs østkysten af Sjælland - de to mænds indsats spændte geografisk fra Ringsted i centrum til Roskilde og det fremtidige København ved kysten. Saxo Grammaticus, der nedskrev Danmarkskrøniken, var Absalons mand. Hans hyldesttekster afspejler Hvideslægtens perspektiv og bør læses med det for øje.

Absalons tilknytning til Ringsted er konkret: Sct. Bendts Kirke var rammen om ceremonien den 25. juni 1170, som Absalon medvirkede til at gennemføre som biskop.

Hvem var Valdemar den Stores familie og arvinger?

Valdemars familie rummer to slægtslinjer: den danske kongelinje gennem faderen Knud Lavard og den russiske fyrsteslægt gennem moderen Ingeborg af Novgorod. Med sin dronning Sofia af Minsk - datter af fyrst Volodar af Novgorod - fik han sønnen Knud 6., der efterfulgte ham som regent 1182-1202, og Valdemar Sejr, der regerede 1202-1241 som Valdemar 2. Dertil kom seks døtre.

Datteren Ingeborg ægtede Filip 2. August af Frankrig — et ægteskab der fik vidtrækkende europæiske konsekvenser, da Filip forsøgte at lade det annullere, og Ingeborg endte med at tilbringe årtier ved det franske hof. Datteren Helene blev hertuginde af Lüneburg efter giftermål med Henrik Løves søn Vilhelm. Valdemar havde desuden en uægte søn, Christoffer Valdemarsen, med en frille ved navn Tove — en kvinde der fejlagtigt er blevet knyttet til Valdemar Atterdag i senmiddelalderlige folkeviser.

Valdemar navngav én af sine sønner Absalon - en direkte æresbevisning til fostbroderen og biskoppen. Dynastiet fortsatte i generationer og lagde grunden til Valdemarernes storhedstid, der strakte sig til hamborgske grænser og estiske kyster.

Er Valdemar den Store og Valdemar Sejr den samme person?

Nej. Valdemar den Store (Valdemar 1.) levede 1131-1182, mens Valdemar Sejr (Valdemar 2.) levede 1170-1241. De er far og søn, begge fra Jellingdynastiet. Valdemar den Store regerede 25 år; Valdemar Sejr regerede 39 år.

Forvirringen opstår, fordi begge konger bærer samme fornavn og begge regnes til Valdemarernes storhedstid. Valdemar Sejr var kun 12 år, da faderen døde i 1182, og han besteg ikke selv tronen før 1202, da broderen Knud 6. døde barnløs. Det er Valdemar Sejr — og ikke Valdemar den Store — der var gift med Dronning Dagmar. Valdemar den Stores hustru var Sofia af Minsk.

En anden forveksling er med Knud den Store — en helt anden dansk kong fra det 11. århundrede, der regerede England og Danmark, og som ikke tilhørte Jellingdynastiets Valdemar-linje. Valdemar den Store henter altså sit navn fra Volodymyr Monomakh, ikke fra Knud den Stores slægt.

Hvad er Valdemar den Stores tilknytning til Ringsted?

Ringsted var det vigtigste ceremonielle centrum i Valdemar den Stores regeringstid. Den 25. juni 1170 afholdt han en dobbelt kirkefest i Sct. Bendts Kirke: faderen Knud Lavard blev helgenkåret med pavens velsignelse, og den syvårige søn Knud 6. kronedes og salvedes som medkonge. Ingen enkeltbegivenhed i Ringsteds middelalderhistorie overgår denne dag.

Sct. Bendts Kirke - Danmarks første murstenskirke, opført ca. 1160 under Valdemars regeringstid - var kongelig begravelseskirke frem til 1330. Valdemar selv er begravet der. Kirken var det sted, hvor dynastiet synliggjorde sin legitimitet over for stormænd, kirke og folk. Ceremonien i 1170 afsluttede tillige den langvarige konflikt med ærkebiskop Eskil og befæstede samarbejdet med den romerske pave.

En blypladeindskrift fra Valdemars grav, dateret 1183, fremhæver tre bedrifter: rygboernes omvendelse, Valdemarsmuren ved Dannevirke og borgen på Sprogø. At disse tre punkter - og ikke eksempelvis Arkonas indtagelse - blev valgt til gravpladen, fortæller noget om, hvad Ringsted-dynastiet ønskede at huske ham for. Pladerne er en primær kilde til eftertidens bedømmelse af hans regeringstid.

I dag minder en bronzestatue af Valdemar den Store, afsløret den 25. juni 1937 i overværelse af Kong Christian X, om kongens tilknytning til byen. Ringsted Museum bevarer desuden materielle spor fra middelalderkongedømmerne — herunder fund fra Sct. Bendts Kirkes kongegrave — som besøgende kan opleve i dag.

Hvornår døde Valdemar den Store, og hvor er han begravet?

Valdemar den Store døde den 12. maj 1182 på Vordingborg Slot. Efter traditionen bar bønder liget til Ringsted, hvor han blev begravet i Sct. Bendts Kirke - det gravsted han selv havde valgt ved ceremonien i 1170.

Militært åbnede vendertogene og Arkonas fald i 1169 Østersøen for dansk indflydelse og lagde grunden til sønnernes videre ekspansion. Dynastisk omformede han kongevalget til arvefølge ved at lade Knud 6. hylde som medkonge i 1165 og kronet i Ringsted i 1170. Religiøst fik han faderen helgenkåret, og Ringsted stod i en generation som det vigtigste kirkelige og politiske centrum i Danmark.

Historikere er ikke enige om alt ved hans eftermæle. Behandlingen af kongefrænden Buris Henriksen - arresteret uden rettergang og angiveligt kastreret og blændet - isolerede Valdemar politisk fra 1166: kongefrænderne optræder herefter ikke som vidner til hans dokumenter. Lenssværgen til kejser Frederik Barbarossa i 1162 kan ses som et diplomatisk kup eller som en ydmygelse. Billedet af samlingskongen er desuden delvist formet af Saxo Grammaticus, der var Absalons mand og skrev på Hvideslægtens præmisser.

Ringsteds rolle som kongebyen er uløseligt forbundet med Valdemar den Store. Hans valg af Sct. Bendts Kirke som dynastisk centrum gav byen den historiske tyngde, den bærer i dag.

Tilbage til Ringsted – Historie, kultur og seværdigheder