Dronning Dagmar – Historien bag Ringsteds berømte dronning

Ringsted – Historie, kultur og seværdigheder

Hvem var dronning Dagmar?

Dronning Dagmar (Markéta af Bøhmen) var en bøhmisk prinsesse, gift med Valdemar Sejr i 1205 og dronning af Danmark i syv år. Hun døde i 1212 i Ribe og er begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, Valdemarslægtens kongelige gravkirke.

Dronning Dagmars historie går tilbage til Bøhmen, hvor hun blev født ca. 1186 på Vyšehrad i Prag som prinsesse Markéta Přemyslovna, datter af kong Ottokar 1. Hun er også omtalt som Dagmar af Bøhmen eller, i tjekkiske og latinske kilder, Markéta Přemyslovna. I 1205 blev hun gift med den danske kong Valdemar Sejr i Lübeck og var dronning af Danmark i syv år, frem til sin død i 1212.

Navnet Dagmar er en dansk konstruktion. Rydårbogen — en af de eneste samtidige skriftlige kilder om hende — kalder hende Dragomir, et slavisk tilnavn der betyder omtrent "Dag-pigen" eller "Dag-mø". Historikere vurderer, at hun sandsynligvis aldrig selv brugte dette navn; i Bøhmen hed hun Markéta. Ægteskabet med Valdemar Sejr var sandsynligvis en politisk alliance: Valdemar søgte at positionere sig i de tyske tronkampe og havde brug for en ægtefødt tronarving.

Dagmars opvækst er omgærdet af usikkerhed. Faderen Ottokar 1. fik i 1198 ægteskabet med hendes mor Adelheid af Meissen opløst — kirkens begrundelse var for nær slægt. Dagmar voksede sandsynligvis op hos sin mor i Meissen frem til brylluppet i Lübeck. Hvad hun vidste om det land, hun var på vej til at blive dronning af, fortæller kilderne ikke.

Hvad er dronning Dagmar bedst kendt for?

Billedet af Dagmar som den milde, retfærdige og folkekære dronning er primært skabt af nationalromantikken i 1800-tallet, men har rødder i folkeviserne fra 1500-tallet. En af de meget få historisk verificerbare handlinger, kilderne tillægger hende, er, at hun medvirkede til løsladelsen af biskop Valdemar Knudsen af Slesvig, der på det tidspunkt havde siddet fængslet i 14 år.

Rydårbogen bekræfter episoden med biskoppen, men den løb ikke helt heldigt: biskoppen flygtede efterfølgende og lod sig vælge til ærkebiskop af Bremen uden pavelig godkendelse i 1207. Dagmars forbøn for ham er ikke desto mindre én af de få konkrete gerninger, vi kan sætte hendes navn på med nogen sikkerhed.

Historikerne Karen Eskildsen og Mikkel Kirkedahl Nielsen viser i bogen Dronning Dagmar — tradition, myter og virkelighed (2012, 108 sider) at det meste af det, vi "ved" om Dagmar, er sagnlitteratur snarere end dokumenteret fakta. Hendes ry blomstrede for alvor i 1800-tallets romantik: kunstnere som Joachim Skovgaard, Ellen Hofman-Bang og Lorenz Frølich skabte de kendte Dagmar-motiver, og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen rejste en statue af hende på Riberhus Borgbanke i 1913. Udtrykket "Dronning Dagmars synd" - at pynte sig til søndagsgudstjeneste - er gået ind i sproget som betegnelse for en samvittighedsfuld, men ubetydelig fejl. Folkevisen om hendes dødsleje er kilden til den fortælling.

Hvilken familie havde dronning Dagmar?

Dronning Dagmars familie er knyttet til to af Europas mægtigste dynastier i begyndelsen af 1200-tallet: Přemyslovci-dynastiet i Bøhmen og Valdemarerne i Danmark. Hun fik to sønner med Valdemar Sejr. Den første, Valdemar den Unge, blev født i 1209 og var den længe ventede tronarving. Den anden søn blev født i 1212 og overlevede ikke.

Valdemar den Unges skæbne var tragisk. Han omkom på Refsnæs i 1231 af et vådeskud — kun 22 år gammel. Hans enke, Eleonore af Portugal, døde i barsel få måneder senere. Dagmar har dermed ingen kendte efterkommere i dag; hele hendes slægtslinje uddøde inden for to årtier efter hendes egen død.

Dagmars halvsøster - via faderens andet ægteskab med den ungarske prinsesse Konstanse - var Agnes af Bøhmen, siden helgenkåret af den katolske kirke. Dagmar var altså søster til en katolsk helgen, en detalje der sjældent nævnes. Folkevisen advarer på Dagmars dødsleje Valdemar mod at gifte sig med efterfølgeren Berengaria af Portugal - omtalt som "så besk en blomme" - men det er sagnfortælling, ikke historik.

Hvordan og hvorfor døde dronning Dagmar?

Dronning Dagmar omkom som følge af en fødsel, der gik galt. Hun døde i Ribe af komplikationer under fødslen af sin anden søn — barnet overlevede heller ikke. Ifølge lex.dk skete det den 24. maj 1212, mens Wikipedia (da.) angiver 1213; forskellen skyldes sandsynligvis forskellige kalenderkonventioner og kildetolkninger. Den akademisk mest udbredte dato er 1212. Dagmar var da omkring 27 år gammel.

Barselsfeber var i middelalderen den hyppigste dødsårsag for unge kvinder af kongelig rang. At en dronning døde i barselseng var hverken usædvanligt eller uventet. Dagmars tidlige bortgang, kombineret med hendes ry for mildhed, bidrog ikke desto mindre stærkt til den legendedannelse, der fulgte.

Folkevisen "Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg" skildrer et romantiseret dødsleje, hvor Valdemar rider for sent frem for at nå hende i live. Visen er tidligst nedskrevet ca. 1500-1591, altså 300 år efter hendes død, og er en sagnkilde, ikke en historisk beretning. En version nævner endda Ringsted som det sted, hun lå syg, i modsætning til Ribe, hvilket viser, hvor løst visetraditionens geografi sidder.

Hvorfor er dronning Dagmar begravet i Ringsted?

Dagmars begravelse i Ringsted hænger sammen med Sct. Bendts Kirkes rolle som Valdemarernes dynastikirke. Sct. Bendts Kirke - Danmarks første murstenskirke, opført ca. 1160 - var kongerigets officielle begravelsessted for de danske konger og dronninger frem til ca. 1330. Da Dagmar var Valdemar Sejrs dronning, var det naturligvis her, hun skulle hvile. Hendes jordiske rester blev overflyttet hertil fra Ribe.

Ringsted var i middelalderen Sjællands vigtigste by: tingsted, religiøst centrum og politisk hjerte for Valdemarernes dynasti. I tilknytning til Sct. Bendts Kirke lå Ringsted Kloster, tæt forbundet med kongernes begravelsestraditioner. Konger som Knud den Store og siden kongeslægtens mange grene fandt deres hvilested her. Dagmar deler begravelsessted med en lang række centrale figurer fra dansk middelalderhistorie, herunder Knud Lavard.

To historiske hændelser kaster et særligt lys over graven. I 1683 ønskede provst Christian Blichfeld at anlægge en ny grav i kirken og lod delvist sløjfe gravene efter Dagmar og dronning Richiza. Ved den lejlighed kom et byzantinsk kors fra 1000-tallet for dagen, siden kaldt Dagmarkorset. Begge primærkilder er enige om, at korset med størst sandsynlighed stammer fra Richizas grav, ikke Dagmars. Korset blev indleveret til Det Kongelige Kunstkammer i 1695 og befinder sig i dag i Nationalmuseets samling. Besøgende, der vil se Dagmar-relaterede fund og lære mere om Ringsteds middelalderhistorie, kan besøge Ringsted Museum.

Da Frederik 7. i 1855 lod kongegravene i Sankt Bendts Kirke åbne, var Dagmars grav tom. Det er endnu ikke fuldt forklaret, men provst Blichfelds delrydning af graven i 1683 er den sandsynlige årsag. En mindetavle over Dronning Dagmar i kirken blev opsat i 1928 på initiativ af Prags tjekkoslovakisk-danske selskab. Bøhmen glemte altså ikke sin prinsesse.

Hvilken plads har dronning Dagmar i dansk kultur og folkevise?

Dronning Dagmars kulturelle eftermæle finder sted i to adskilte lag: de fem folkeviser, der tidligst er nedskrevet fra begyndelsen af 1500-tallet, og den nationalromantiske billedverden, der for alvor tog form i 1800-tallet. Den kendteste vise begynder "Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg" og fortæller om kongens forgæves ridt for at nå hende inden hendes død. Anders Sørensen Vedel udgav to af de fem viser i 1591; Karen Brahe nedskrev "Dronning Dagmar og junker Strange" ca. 1570.

Disse viser er ikke middelalderlige sange. De er sagnlitteratur - sandsynligvis adelige viser fra 1500-tallet, ikke folkelig overlevering fra Dagmars egen tid. De er kulturhistoriske dokumenter over, hvad eftertiden ønskede at huske om hende, ikke over hvad hun faktisk var. Folkevisen om biskop Valdemar af Slesvig beretter, at Dagmar gik i forbøn for ham i 1206. Dette bekræftes af Rydårbogen og er et af de meget få punkter, hvor vise og kildedokument stemmer overens.

Dagmarkorset er det mest kendte materielle minde, men tilhørte sandsynligvis dronning Richiza. Korset bærer alligevel Dagmars navn og er i folkebevidstheden uløseligt forbundet med hende. Det byzantinske kors fra 1000-tallet, fundet i Ringsted i 1683, er i dag et af de mest genkendelige symboler fra dansk middelalder.

Nationalromantikken skabte det Dagmar-billede, vi kender. Anne Marie Carl-Nielsens statue på Riberhus Borgbanke (1913), malerier af Joachim Skovgaard og Ellen Hofman-Bang og et hav af digte formede forestillingen om den milde, smukke dronning, elsket af sit folk. Det historiske kildemateriale er spinkelt: navn, slægt, ægtefælle, ét barn, dødsdato og begravelsessted. Alt det bløde og menneskelige, som gør Dagmar til en levende figur i dansk kulturhukommelse, er tilføjet af eftertiden. Konger som Valdemar Atterdag arvede en dynastitradition, der hvilede på de Ringsted-begravede kongers og dronningers eftermæle, og Dagmar var en central del af den fortælling.