To ulovlige knallerter stoppet

dato

Færdselspatruljer stoppede i går to ulovlige knallerter, som kørte hurtigere end tilladt.
Kl. 19.34 på Akacievangen i Havdrup i Solrød kommune stoppede en motorcykelbetjent en 16-årig dreng, som kørte på en lille knallert, der kørte hurtigere end tilladt. Knallerten blev testet på rullefelt, som målte en topfart på 49 km/t. Da det var anden gang inden for tre år, at den 16-årige kørte på en ulovlig knallert kunne politiet beslaglægge knallerten med henblik på konfiskation. Den 16-årige kan desuden forvente en bøde og at få frakendt retten til at køre lille knallert. Hans forældre blev orienteret om sagen.

Kl. 21.07 stoppede en motorcykelbetjent en 19-årig mand fra Ringsted, som kørte på en lille knallert på cykelstien ved Ringstedvej mod øst med væsentlig højere fart end de tilladte 30 km/t. Han blev stoppet ud for en efterskole, men måtte melde pas, da betjenten bad om at se hans kørekort til knallert, da han havde fået frakendt dette. Færdselsbetjenten skønnede knallerten ulovlig, så den blev taget med ind på et fejeblad, for at knallertens topfart kan blive målt på et rullefelt.

Mens betjenten og den 19-årige ventede på fejebladet kom ejeren af knallerten, den 19-åriges bror og deres mor til stedet, da de håbede på, at kunne få lov til at trække knallerten hjem. Der var dog ingen kære mor, så knallerten blev taget med, og nu må den 19-årige og knallertejeren afvente resultatet af målingen. Herefter vil de høre mere fra politiet om, hvilke konsekvenser sagen får.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi