Politiet fik tirsdag aften to anmeldelser om indbrud på Dronning Margrethesvej i Ringsted. Den første kom kl. 20.26, da en borger anmeldte, at han havde hørt en rude knuse hos naboen.
Borgeren hørte stemmer, da han stak hovedet ud ad vinduet, og skyndte sig over til naboens hus. Der var ingen hjemme, men han så fodspor foran et vindue og en knust rude. Politiet kørte hurtigt frem, men fandt ingen mistænkelige personer i området. Undersøgelser viste, at en rude i en kælderdør var knust med en sten. Indbrudstyven blev forstyrret af naboen, og der var ikke tegn på, at nogen havde været inde i huset.
Kl. 22.08 kom der endnu en anmeldelse om ubudne gæster ved et andet hus på vejen. En kvindelig beboer var hjemme under indbruddet. Tyven var kommet ind gennem en ulåst havedør og havde rodet i tingene i entréen og på badeværelset. En pung blev stjålet.
Politiet beder vidner, der har bemærket personer luske rundt i området mellem kl. 20 og 22, om at ringe på 114.