Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Lundevej, Hårlev
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lilleskovvej, Ugerløse
Skolelodden, Store Fuglede - Forsøg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Haraldsvej, Højby Sjælland
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Boserupvej, Boserup Skov, Roskilde
Arbejdsulykke – Hallas Alle, Kalundborg
Kl. 07.49 kom et alarmopkald om en arbejdsulykke, hvor en mand var kommet til skade i forbindelse med udskiftning af rør. Ved en fejl var et rør med svovlsyre blevet afmonteret, så den 31-årig mand var blevet ætset på armen af syren. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor manden blev kørt til behandling for sine skader. Politiet optog rapport om ulykken og orienterede Arbejdstilsynet, som ville tilse ulykkesstedet. Senere vil der blive taget stilling til, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken.
Tre biler i uheld – Klippingevej/Maglebyvej, Strøby - Stevns
Kl.14.31 skete et uheld i et T-kryds, da en bil bremsede op for at dreje. En 22-årig lokal kvinde kørte ad Klippingevej mod syd og bremsede op for at svinge til venstre ad Maglebyvej. Bagfra kom en 23-årig lokal mand, som ikke nåede at stoppe op, men påkørte den holdende bil på bagenden. Den 23-åriges bil drejede rundt som følge af sammenstødet og endte i den modkørendes vognbane med siden til.
Mod nord kørte en 36-årig lokal kvinde, som stødte sammen med den 23-årige. Airbaggen blev udløst i den 23-åriges bil, og bilerne stoppede midt på vejen, som blev spærret indtil de blev nødflyttet. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 23-årige mand og den 22-årige kvinde blev kørt til tjek på sygehuset. Ingen meldes at være kommet noget alvorligt til, men politiet optog rapport om uheldet.
Ung mand stak af fra hashklump– Ladegårdsparken Vest, Holbæk
Kl. 17.28 gik en patrulje i Ladegårdsparken, da betjentene bemærkede noget mistænkeligt. En gruppe unge mænd stod ved en bil, og tæt ved sad en ung fyr og fiflede med noget. Ved synet af politiet stak den unge fyr af fra stedet, men blev hurtigt indhentet og tilbageholdt. Den 16-årige unge mand fra København havde intet ulovligt på sig, men ved hegnet fandt betjentene en klump hash. Den blev senere kontrolvejet til 16,39 gram, som den 16-årige blev sigtet for at besidde. De øvrige antrufne på stedet, alle yngre lokale mænd, blev ikke fundet i besiddelse af noget ulovligt.
Hashen blev beslaglagt og vil blive destrueret. Den 16-åriges forældre og de sociale myndigheder vil blive orienteret om sagen. Han kan forvente en bøde i sagen.
Brand i lade – Højstrupvej, Rødvig Stevns – Stevns
Kl. 18.11 slog en beboer på en landejendom alarm, da det brændte i en lade fyldt med halm og græsfrø. Der var ingen dyr i laden eller mennesker i laden, og brandvæsnet kom hurtigt frem og gik i gang med slukningsarbejdet. Det brændte kraftigt, og branden spredte sig til en bygning ved siden af. Brandvæsnet fik hjælp fra naboberedskabet til at inddæmme ilden, som var svær af slukke, da de store halmballer var stablet højt i laden.
Røgen gik ind over marken, og der var ingen risiko for omkringboende. Laden nedbrændte kontrolleret, og slukningen varede til ud på natten. Politiet fandt umiddelbart intet mistænkeligt omkring brandstedet, men brandårsagen skal nu undersøges nærmere for at forsøge at afklare, hvorfor branden opstod.
To ulovlige knallerter stoppet – Ringsted og Solrød
Færdselspatruljer stoppede i går to ulovlige knallerter, som kørte hurtigere end tilladt.
Kl. 19.34 på Akacievangen i Havdrup i Solrød kommune stoppede en motorcykelbetjent en 16-årig dreng, som kørte på en lille knallert, der kørte hurtigere end tilladt. Knallerten blev testet på rullefelt, som målte en topfart på 49 km/t. Da det var anden gang inden for tre år, at den 16-årige kørte på en ulovlig knallert kunne politiet beslaglægge knallerten med henblik på konfiskation. Den 16-årige kan desuden forvente en bøde og at få frakendt retten til at køre lille knallert. Hans forældre blev orienteret om sagen.
Kl. 21.07 stoppede en motorcykelbetjent en 19-årig mand fra Ringsted, som kørte på en lille knallert på cykelstien ved Ringstedvej mod øst med væsentlig højere fart end de tilladte 30 km/t. Han blev stoppet ud for en efterskole, men måtte melde pas, da betjenten bad om at se hans kørekort til knallert, da han havde fået frakendt dette. Færdselsbetjenten skønnede knallerten ulovlig, så den blev taget med ind på et fejeblad, for at knallertens topfart kan blive målt på et rullefelt.
Mens betjenten og den 19-årige ventede på fejebladet kom ejeren af knallerten, den 19-åriges bror og deres mor til stedet, da de håbede på, at kunne få lov til at trække knallerten hjem. Der var dog ingen kære mor, så knallerten blev taget med, og nu må den 19-årige og knallertejeren afvente resultatet af målingen. Herefter vil de høre mere fra politiet om, hvilke konsekvenser sagen får.
Brand i kælder – Kæruldvangen, Solrød Strand
Kl. 02.29 kom et alarmopkald fra en mand, som netop var blevet vækket af en brandalarm i sit hus. Huset var fyldt med røg, så han ringede 112 og fik sin familie ud af huset. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det viste sig at branden var startet i kælderen i et rum med et solcelleanlæg. Brandvæsnet fik kontrol over ilden, men der skete skader på huset, så beboerne måtte genhuses. Anlægget var tilkoblet lithium-batterier, som kan udskille giftige stoffer i forbindelse med brand.
De fire beboere blev kørt i ambulance til tjek og behandling på sygehuset, men der var ingen melding om, at nogen var kommet noget alvorligt til. En betjent havde indåndet røg i forbindelse med branden, og blev tilset på skadestuen. Brandårsagen skal undersøges nærmere af brandefterforskere, som skal forsøge at afklare, hvorfor branden opstod.
Narkokørsel – Frederiksborgvej, Roskilde
kl. 04.00 stoppede en patrulje en bilist på Frederiksborgvej ud for Veddelev i Roskilde. Den 29-årige mand kørte mod syd i en mindre personbil, da patruljen blinkede ham ind til siden. En test med narkometeret viste positiv for hele tre typer af euforiserende stoffer, da der blev påvist både kokain, benzodiazepiner og cannabis. Han blev derfor blev bilisten anholdt, sigtet for narkokørsel og måtte med om på bagsædet af patruljebilen, for at blive kørt til en blodprøveudtagelse. Den 29-årige nægtede at have kørt påvirket. Han blev løsladt efter at have afgivet blodprøven, og nu venter politiet på resultatet af analysen, som vil afklare om han havde ulovlige stoffer i blodet.