På Klosterparks Alle i Ringsted blev en 60-årig kvinde fra Næstved-egnen kl. 16.14 kontaktet på en tankstation af en mand, der oplyste, at han ingen penge havde. Manden bad kvinden om at købe 5 liter diesel til ham, hvilket hun indvilgede i. Kvinden så manden hælde de 5 liter diesel i en stor dieseltank i en bil med rumænske plader.
Senere, kl. 17.14, blev en 30-årig mand kontaktet på samme tankstation. Han blev spurgt af en mand med en benzindunk, om han ville hæve penge til ham. En patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi kontaktede tre rumænske mænd og vejledte dem om, at tiggeri ikke er tilladt i Danmark.
Kl. 18.08 modtog politiet en lignende henvendelse fra en tankstation på Lillevangsvej i Greve, hvor flere mænd tiggede benzin. Mændene nægtede at forlade stedet, selvom personalet bad dem om det. Da en patrulje ankom til stedet, havde mændene allerede forladt området.