Klokken 14.37 rykkede en politipatrulje ud til stationen på Jernbanevej i Ringsted efter meldinger om, at der kort forinden var blevet kastet et kanonslag. På en perron fandt politifolkene to mænd i et glasbur, hvoraf den ene erkendte at have kastet fyrværkeriet.
Der lugtede markant af hash på stedet, og mændene blev derfor visiteret. En 19-årig mand fra Vordingborg blev fundet i besiddelse af 13 pølsemandsposer, der indeholdt i alt 24 gram hash. Derudover havde han en del kontanter på sig.
Den 19-årige blev sigtet for salg af euforiserende stoffer, og både pengene og hashen blev beslaglagt af politiet.