Et skænderi mellem to mænd udviklede sig til, at der blev affyret skud med haglgevær. I forbindelse med anholdelsen afgav politiet flere varselsskud.
Midt- og Vestsjællands Politi modtog tirsdag aften klokken 19.45 melding om, at et skænderi mellem to mænd i Slimminge nær Ringsted havde udviklet sig til, at den ene mand tog et haglgevær frem og affyrede et skud tæt forbi den anden mands hoved.
Politiet kom derefter frem til stedet og fik afspærret området. Den 69-årige mand, som opholdt sig i huset med sin hustru, kom kort tid efter ud fra huset. Da han konstaterede, at politiet var på stedet, løb han indenfor igen og lukkede døren, men tog så ladegreb på en riffel og forsøgte at rette det ud gennem et vindue. Det fik politiet til at affyre i alt tre varselsskud. Manden forsvandt derefter ind i huset igen.
Politiet opnåede kort efter midnat telefonisk kontakt med manden og hans hustru og begge kom frivilligt ud af huset, så politiet kunne foretage anholdelse af dem. De har begge siddet til afhøring hos politiet natten igennem og det skal onsdag morgen vurderes, om de skal fremstilles i grundlovsforhør. Politiet har samtidigt fortsat de tekniske undersøgelser ude på stedet.
Som følge af skudafgivelsen er Den Uafhængige Politiklagemyndighed også orienteret om sagen.