Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Industrivej, Roskilde
Rengevej, Renge, Store-Heddinge
Nordvænget, Havdrup
Toldbodvej, Rørvig
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lille Havdrupvej, Gl. Havdrup, Havdrup
Spurvevej, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Tyverier af GPS-udstyr – Kirke-Eskilstrup (Holbæk) / Solrød Strand
Mandag formiddag modtog politiet ikke mindre end tre anmeldelser om tyveri af GPS-udstyr fra traktorer inden for landbrugserhvervet i hhv. Kirke-Eskilstrup og Solrød Strand.
To af tyverierne var sket på hhv. Have Borupvej og Stestrupvej i Kirke-Eskilstrup og det sidste på Nordmarksvej i Solrød Strand, men alle tyverierne var begået i tidsrummet fra sent søndag eftermiddag til tidligt mandag morgen. I det ene tilfælde i Kirke-Eskilstrup kunne tidspunktet for tyveriet formentlig indsnævres til mellem kl. 03.00-04.00.
Tyverierne er gået ud over i alt syv traktorer, der alle har stået inde i en bygning og dermed ikke være synlig udefra. I to tilfælde er der sket opbrydning af en adgangsvej for at komme ind i bygningen, hvor traktorerne havde stået, mens der var uhindret adgang i det sidste tilfælde.
De stjålne GPS-ere har hver især en værdi på op til ca. 100.000 kr., så værdien af det stjålne udstyr anses for betydelig.
Politiet har undersøgt de tre gerningssteder for eventuelle spor efter tyven(e) og afventer nu resultatet heraf for at få afklaret, hvorvidt et spor kan være med til at identificere en mistænkt og herunder, hvorvidt der måtte være en sammenhæng mellem de tre tyverier.
Desuden vil politiet gerne i kontakt med personer, der måtte have set mistænkelig adfærd på nogen af de anførte veje i løbet af natten mellem søndag og mandag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Humanitær eftersøgning – Roskilde
Kl. 09.57 fik politiet en henvendelse fra personalet på et sygehus med en bekymring for en 26-årig kvindes ve og vel, idet hun havde forladt sygehuset, mens hun var ked af det.
Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning efter den 26-årige med primær fokus på eftersøgning af hende i Himmelev-området ud fra oplysninger om, at hun måske kunne befinde sig i dette område.
Da politiet ikke umiddelbart kunne finde den 26-årige, blev hun kortvarigt efterlyst offentligt via politiets Twitter-konto.
Kl. ca. 12.45 lykkedes det politiet at finde kvinden i god behold i området omkring Vigen Strandpark, hvorefter hun blev bragt retur til sygehus til fornøden omsorg.
Færdselsuheld – Låddenhøj / Kristianslund, Roskilde
Kl. 12.05 mistede en 60-årig kvinde fra Roskilde af ukendte årsager kontrollen over sin personbil under kørsel ad Låddenhøj i nordlig retning. Ved Kristianslund påkørte hun en færdselstavle, så der skete mindre materiel skade.
Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvori ingen øvrige trafikanter blev involveret.
Utryghedsskabende og påvirket mand i indkøbscentret – Over Bølgen, Greve
Kl. 15.01 fik politiet en henvendelse om en formentlig kraftigt spirituspåvirket mand, der urinerede i området ved indkøbscentret Waves.
Politiet fik kort efter næsten uden for nærpolitistationen i indkøbscentret kontakt til en 48-årig mand fra Greve. Da han var kraftigt påvirket af spiritus og optrådte utryghedsskabende under opholdet i indkøbscentret, besluttede politiet at frihedsberøve ham med henblik på afrusning i detentionen på politistationen i Roskilde.
Forsøg på at sælge stjålet cykel – Havdrup – Solrød
Kl. 15.27 rykkede politiet ud til en adresse i Havdrup efter anmeldelse fra en mand, der havde været interesseret i at købe en cykel på stedet.
Køberen havde dog checket cyklens stelnummer og få oplyst via politiets hjemmeside, at cyklen var meldt stjålet.
Politiet fik på adressen kontakt til en 38-årig kvinde fra København og en 42-årig mand fra Køge, som begge blev sigtet for hæleri af den stjålne cykel, som var blevet stjålet fra Solrød S-station dagen før.
Den stjålne cykel blev beslaglagt af politiet med henblik på udlevering til rette ejer, mens tre andre cykler på stedet forblev i de to sigtedes varetægt, da de ikke var meldt stjålne eller i øvrigt bar præg af at være blevet stjålet.
De to sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.
Hastighedsmåling tre steder - Roskilde
Færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi tog mandag eftermiddag laseren med til Roskilde, så trafikanternes hastighed kunne blive kontrolleret ved brug af udstyret.
Hastighedskontrollen i Roskilde foregik i tidsrummet kl. ca. 16.00 – 21.00 og på følgende steder med følgende resultater:
Kl. 16.10 – 17.10 - Køgevej ved Gartnervang, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t (inden for bymæssig bebyggelse). 3 personbiler og 1 motorcykel kørte for stærkt, så der blev uddelt i alt 3 klip (mere end 30 % hurtigere end tilladt). Højeste hastighed var 82 km/t. En fører havde ikke fået generhvervet sit kørekort, og der var også en sigtelse for at tale i håndholdt mobil under kørslen, så i alt fem personer blev sigtet.
Kl. ca. 17.25 – 18.45 - Østre Ringvej ved Trekroner Alle, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 60 km/t. Syv personbiler blev målt til at køre for stærkt, og heraf kørte de seks så hurtigt, at føreren vil få et klip i kørekortet. Højeste hastighed var 87 km/t, og i alt syv blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven på dette kontrolsted.
Kl. ca. 20.00 – 21.00 - Hovedvejen ved Gammelgårdsvej, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 60 km/t. En enkelt personbil kørte for stærkt, idet føreren kørte 84 km/t og nu ud over bøden vil få et klip i kørekortet.
De sigtede trafikanter kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem hver især skal afgøres.
Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde
Kl. 15.38 var flere bilister stødt sammen på Køgevej i nordgående retning lidt før en rundkørsel på en vejstrækning, hvor højst tilladte hastighed er 60 km/t.
Ingen af de i alt fire implicerede parter var efter ambulancepersonalets undersøgelser af dem kommet til skade ved sammenstødet, der indledningsvist skete, da en 22-årig kvinde fra Næstved for sent opdagede nedsat hastighed hos en 34-årig kvinde fra Haslev i bilen foran.
Dette sammenstød medførte, at den 22-åriges bil bagfra blev påkørt af en 70-årig mand fra Roskilde, hvis bil efterfølgende blev påkørt bagfra af en 63-årig kvinde fra Roskilde.
Bilerne kom hurtigt ind i en nærliggende buslomme, så de ikke generede den øvrige trafik alt for meget.
Politiet registrerede blod omstændighederne og de respektive parter i sammenstødet.
Asylansøger i toget – Jernbanevej, Ringsted
Kl. 16.51 bad DSB-personalet om assistance fra politiet, idet en yngre mand havde gemt sig på toilettet i nogen tid og nu ikke kunne medvirke til billetkontrollen.
Politiet fik på Ringsted station kontakt til en yngre og udenlandsk mand uden identitetspapirer, men han blev identificeret som en 17-årig mand fra Eritrea.
Han oplyste at være indrejst fra Tyskland og ønskede nu at søge asyl i Danmark, hvorfor politiet tog sig af manden og foretog de indledende undersøgelser af ham i anledning af hans ønske om asyl i Danmark.
Narkokørsel – Hovvej, Ubby, Jerselv Sj. – Kalundborg
Kl. 17.10 blev en 48-årig mand fra Jerslev Sj. sigtet for narkokørsel i den personbil, som han førte ad Hovvej i Ubby. Narkometertesten havde nemlig indikeret, at manden var påvirket af cannabis under kørslen.
Den 48-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Stjålet cykel forsøgt solgt - Roskilde
Kl. 17.46 fik politiet en henvendelse fra en anmelder, der stod på en adresse i Roskilde by hos en mand, der via internettet havde sat anmelderens stjålne cykel til salg.
Anmelderen oplyste, at han i forbindelse med et indbrud i et kælderrum i Rødovre havde fået stjålet en cykel med unikke kendetegn.
Politiet fik på adressen kontakt til både anmelderen og en 37-årig mand fra Roskilde, som havde sat cyklen til salg på internettet.
Efter kontrol af cyklen med de unikke kendetegn fandt politiet grundlag for at sigte den 37-årige for hæleri af cyklen, som han oplyste at have købt uden kvittering mv. for et par uger siden og blot ville sælge den videre med fortjeneste.
Den 37-årige nægtede sig skyldig i sigtelsen, men måtte aflevere cyklen til anmelderen som den retmæssige ejer. Senere vil der kommet et retligt efterspil for den 37-åriges vedkommende.
Narkokørsel – Gørlevvej, Sæby, Høng – Kalundborg
Kl. 20.11 sigtede politiet en 34-årig kvinde fra Sydjylland for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som hun førte ad Gørlevvej.
Politiet mistænkte hende for at være påvirket af cannabis under kørslen, hvorfor hun i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ældre mand kunne ikke finde hjem – Stationsholmen, Greve
Kl. 00.17 fik politiet en henvendelse om en ældre mand, der opholdt sig på en tankstation på Stationsholmen.
Manden kunne umiddelbart ikke oplyse noget om sin bopæl, men politiet fik manden identificeret som en 89-årig mand. Han blev fulgt hjem til et nærliggende plejecenter, hvor han bor, til fornøden omsorg.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Lillevangsvej, Greve
Kl. 02.03 var en personbil forulykket og havde påkørt en betonmur lige ved siden af en tankstation på Lillevangsvej. En ambulance var blevet sendt til uheldsstedet.
Politiet fik kontakt til en 37-årig kvinde fra Greve, som havde været fører af den forulykkede personbil. Hun var forinden uheldet kørt ad Lillevangsvej i nordlig retning frem til krydset ved Hundige Centervej, hvor hun havde mistet kontrollen over bilen og endt med påkørsel af en betonmur ved siden af tankstationen.
Den 37-årige kvinde deltog i en alkometertest, der gav udslag noget over den tilladte påvirkning af alkohol, så hun blev sigtet for spirituskørsel og efterfølgende i ambulancen bragt til skadestuen både til kontrol for eventuel personskade og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Den kvindelige fører var sluppet uden behandlingskrævende skader og kan nu afvente analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve, før hun hører nærmere fra politiet om uheldet. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken.
OPFØLGNING
Varetægtsfængsling – Sager om personfarlig kriminalitet i weekenden – Ringsted
En 32-årig mand fra Ringsted, der var blevet anholdt natten til mandag i en sag om vold mod en mand i Dagmarsgade, Ringsted, blev mandag kl. 13.30 fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling fra anklagemyndighedens side.
Voldssagen, hvor den 32-årige senest blev anholdt, var en af flere sager om personfarlig kriminalitet, som han blev sigtet for i forbindelse med grundlovsforhøret, idet han kunne mistænkes for bl.a. røveri, to tilfælde af vold, trusler om vold mod politiet samt to overtrædelser af knivlovgivningen ved besiddelse af hhv. en springkniv og en låsbar foldekniv.
Forholdene, som den 32-årige blev sigtet for, var blevet begået i Ringsted by og primært i løbet af lørdag og søndag i den forgangne weekend, mens det røveriske overfald på en cyklist ved Ahornhallen var sket onsdag den 29. marts 2023.
Han er i løbet af weekenden blevet sigtet i flere sager, som dog ikke blev nævnt ved grundlovsforhøret, men som han vil blive stillet til regnskab for, når de alle er færdigefterforskede.
Retsmødet endte med, at den 32-årige blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 27. april 2023, og han ønskede under retsmødet ikke at udtale sig om mistankegrundlaget mod ham.
Forsvareren udbad sig betænkningstid i forhold til eventuel kære af kendelsen om varetægtsfængslingen.