Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Sandbanken, Lejre
Nekseløvej, Hørve
Dønnergårds Alle, Greve
Højerupvej, Store-Heddinge
Krathuset, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Kildegården, Roskilde
Tyveri fra køretøjer:
Bakkesvinget, Roskilde
Stevnsbovej, Køge
Gasledning gravet over – Roskildevej, Ringsted
Kl 11.53 modtog politiet anmeldelse om, at en entreprenør i forbindelse med en udgravning havde ramt en ventil på en gasledning med sin gravemaskine. På grund af den udsivende gas besluttede beredskabet, at fem boliger i nærheden skulle evakueres. Efter cirka en halv time lykkedes det at få lukket for gassen, så udslippet kunne standses. I en periode derefter havde husstandene i området ikke gas som følge af uheldet.
Kørte for stærkt – Køgevej, Ringsted
Kl 13.17 målte en af politiets færdselspatruljer en personbil, der kørte med 84 km/t i en byzone. Det betyder, at der nu lægges op til en frakendelse af kørekortet hos den 37-årige fører af bilen.
Narkopåvirket bilist – Københavnsvej, Køge
Kl 16.39 standsede politiet en varevogn, da der var mistanke om, at føreren var narkopåvirket. En narkometertest viste da også, at føren, en 46-årig mand fra Stevns, var påvirket af hash. Manden blev sigtet for at køre i påvirket tilstand.
Vold – Nørregade, Ringsted
Kl 17.35 fik politiet anmeldelse om, at en 38-årig mand blev overfaldet på gaden af en yngre dreng, der cyklede op på siden af ham og gav ham et slag i ansigtet. Derefter kom yderligere tre andre drenge til på en knallert og deltog også i overfaldet. Ifølge manden slog og sparkede de ham, før de løb fra stedet. Forud havde manden påtalt, at en dreng havde spyttet på gaden foran ham.
Vold – Skyttemarken, Solrød
Kl 18.35 indgik der anmeldelse om at en 51-årig kvinde i kørestol var blevet udsat for vold. En mand havde givet kvinden flere slag i ansigtet og også tildelt hende to slag i ryggen med et træbat og derefter punkteret begge hjul på kørestolen. Kvinden blev efterfølgende undersøgt på skadestuen og politiet er nu ved at undersøge nærmere, hvad der ligger til grund for overfaldet.
Påkørsel – Køgebugtmotorvejen, Køge
Kl 19.54 fik politiet anmeldelse om, at 51-årig mand fra Køge var blevet ramt, da en anden mand havde påkørt hans bil med vilje. Den 51-årige var netop stået ud af sin bil på en motorvejsfrakørsel, da påkørslen skete. Han blev efterfølgende kørt til sygehuset. Politiet traf flere personer på stedet og nu ved at undersøge, hvad der ligger til grund for påkørslen og hvem, der evt kan sigtes i sagen.
Vold mod politiet – Gl Nykøbingvej, Odsherred
Kl 20.00 var politiet tilstede på en adresse, hvor der blev spillet høj musik og blev kastet flasker ud på vejen. Da politiet kom frem til stedet, ville beboeren ikke umiddelbart skrue ned for musikken og patruljen besluttede derfor, at man ville tage anlægget med. Da den 41-årige beboer ikke ville lade politiet komme ind, blev han anholdt. Men da han skulle lægges i håndjern, fik han fat i hestehalen på en kvindelig politibetjent og hev hende samtidigt i trøjen. Det lykkedes dog betjenten og hendes makker at få manden til at slippe og han blev medbragt til politistationen, sigtet for vold mod politiet.
Tourglad borger tilrettevist – Munkholmvej, Lejre
Kl 23.06 var en mand i færd med at skrive ”Chris Anker Sørensen” på tværs af vejen, da en af politiets motorcykelbetjente kom forbi. Manden blev formanet om, at det skulle vaskes væk fra vejen igen. Hvis borgerne ønsker at skrive/tegne på vejbanen ifølge med touren skal det ske med kridt, der nemt kan fjernes igen. Hvis det sker med blivende maling, kan det blive betragtet som hærværk.
Indbrud – Kildegården, Roskilde
Kl 01.45 traf en patrulje to mænd, der tilsyneladende var i færd med at begå indbrud i et værksted tilhørende en skole. To mænd, begge på 27 år, var i færd med at køre diverse værktøj og en projektor væk i en ladcykel. Samtidigt fandt politiet også en smule amfetamin og ecstasy samt lidt fyrværkeri hos de to mænd.