Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Elverdamsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge
Tinggade, Ringsted (forsøg)
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Skolegade, Holbæk
Købmandsgården, Viby Sj.
Hørve Stationsvej, Hørve
Carlsensvej, Køge
Tværstenen, Gørlev Sj.
Damager Vænge, Greve
Havehusene, Greve
Hårlev Mark, Hårlev
Langelandsvej, Køge
Bøstofte, Kværkeby, Ringsted
Lyngvej, Køge
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Fjordengen, Kisserup, Holbæk
Skovåsen, Gudmindrup Lyng, Højby Sj.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ågerupvej, Vigersted, Ringsted
Bøgevænget, Klippinge
Degnestien, Grevinge
Bårupvej, Bårup, Kirke-Eskilstrup
Sæbyvej, Sæby, Høng
Vestre Ringvej, Borup
Syvbækvej, Herslev, Høng
Roskildevænget, Roskilde
Mølleskovvej, Allindelille, Store-Merløse
Algade, Gørlev Sj.
Fredag – lørdag:
Narkobilist kørte hurtigt (vanvidskørsel) – bil beslaglagt – Mosede Landevej, Karlslunde - Greve
Kl. 13.40 målte færdselspolitiet en personbil til at køre mindst 113 km/t i vestlig retning ad Mosede Landevej, som er beliggende i tættere bebygget område og derfor med højst tilladte hastighed på 50 km/t.
Personbilen blev standset, og en 30-årig mand fra Solrød Strand blev som fører af bilen sigtet for hastighedsovertrædelsen, som politiet anser som vanvidskørsel, fordi hastighedsoverskridelsen er mere end 100 procent over den tilladte hastighed.
Den 30-årige deltog også i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen, så sigtelserne mod ham blev udvidet til også at omfatte narkokørsel.
Politiet anholdt den 30-årige, som fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.
Hans personbil blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation, og den 30-årige fik inddraget sin førerret, således at han ikke længere må føre et køretøj, hvor et kørekort kræves.
Beslaglæggelsen af personbil skete ikke med den 30-åriges accept, så en dommer skal nu kigge nærmere på grundlaget herfor og træffe en afgørelse om, hvorvidt politiet kan opretholde beslaglæggelsen. Senere vil den 30-årige dog blive indkaldt til et retsmøde, når sagen om hastighedsovertrædelsen og narkokørslen skal afgøres og i den forbindelse måske også spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen, såfremt beslaglæggelse af bilen opretholdes.
Hærværk på taget – Vollerupvej, Kalundborg
Kl. 18.52 fik politiet en anmeldelse fra en nabo om, at en ung mand var kravlet op på genboens tag, mens andre unge stod og kiggede på.
Politiet fik på stedet kontakt til fem unge i alderen 16-18 år alle fra København. Af disse var en 18-årig mand kravlet op på taget, hvor en tagplade var gået i stykker under hans uberettigede færden på ejendommen.
Den 18-årige blev på den baggrund sigtet for hærværk og kan nu se frem til både et erstatningskrav for den ødelagte tagplade og en strafferetlig afgørelse for hærværk. Ingen af de øvrige blev sigtet for noget.
Knivloven – Stensbjergvej / Karlemosevej, Køge
Kl. 23.46 foretog politiet en rutinemæssig kontrol af en personbil, der var standset for rødt lys i krydset Stensbjergvej – Karlemosevej i Køge.
Ved kontrollen af de to mænd i bilen bemærkede politiet en større kniv ligge i bunden af bilen under passagersædet.
Passageren var en 27-årig mand fra Køge, som erkendte at være ejer af kniven, der viste sig at være en isoleringskniv med en bladlængde på 31 cm. Da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe kniven under disse omstændigheder på dette tidspunkt af døgnet, blev den 27-årige sigtet for overtrædelse af knivlovgivningen i forbindelse med en beslaglæggelse af kniven som bevis i sagen. Han vil derfor kunne forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres. Føreren blev ikke sigtet for noget.
Lørdag – søndag:
Modeltog stjålet ved indbrud – Kværkeby - Ringsted
Kl. 09.57 kørte politiet til en adresse i Kværkeby-området for at lave tekniske undersøgelse efter anmeldelse om et indbrud på stedet.
Politiet fik klarlagt, at indbrudstyven(e) inden for den sidste uge på et ukendt tidspunkt havde brudt hoveddøren op for at få adgang til boligen, hvor der sket gennemrodning i flere rum.
Fra stedet var der stjålet bl.a. flere modeltog med tilhørende skinner til en skønsmæssigt større værdi samt en motorsav og en trailer.
Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser i forsøget på at identificere nogen, der kan mistænkes for indbruddet. Traileren er efterlyst af politiet, som samtidig vil opfordre eventuelle samlere af modeltog til at være særdeles skeptiske, såfremt nogen udbyder en større samling til salg. Oplysninger i sagen gives til politiet på tlf. 114.
Stjålne genstande fundet – Hundige Stationsvej, Greve
Kl. 10.08 anmeldte en 39-årig mand fra København S, at han ved midnat mellem tirsag og onsdag i S-toget fra København til Køge fik stjålet en rygsæk, der indeholdt bl.a. en bærbar computer, en Ipad, diverse beklædningsgenstande og sko samt personlige papirer med navn og adresse.
Han havde glemt rygsækken, da han skyndsomt havde forladt toget på Greve S-station på grund af ballade i toget.
Den forurettede havde efterfølgende holdt øje med og nu senest sporet det stjålne elektronik til flere bestemte adresser bl.a. i Køge.
Politiet efterforskede straks videre ud fra de modtagne oplysninger og kunne godt en time efter anmeldelsen anholde en 19-årig mand fra Køge på den udpegede adresse i Køge. I forbindelse med anholdelsen fandt politiet også de stjålne effekter, som den forurettede havde fået stjålet.
Den 19-årige blev sigtet for tyveri af rygsækken, hvilket han nægtede sig skyldig, idet han havde haft til hensigt at aflevere tasken til politiet som hittegods. Han kan dog forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen, og den forurettede har fået genudleveret sine stjålne effekter.
Ukrudtsbrænder årsag til brand – Kirstinedalsvej, Køge
Kl. 10.16 måtte både brandvæsnet og politiet rykke ud til to adresser på Kirstinedalsvej i Køge, fordi der var gået i hækken.
En 65-årig mand fra Køge havde brugt en ukrudtsbrænder, som havde været årsag til branden i både hans egen hæk og naboens hæk med kraftig røgudvikling til følge.
Branden var stort set slukket ved brug af en vandslange, så brandvæsnet skulle blot foretage efterslukning.
Den 65-årige blev sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen på grund af uforsigtigheden ved brugen af ukrudtsbrænderen, så han kan forvente at få sagen afgjort med en bøde.
Bil efterladt – Munkekærgård, Køge
Kl. 18.47 undrede en anmelder sig over, at en personbil, hvor der tidligere var personer omkring, var efterladt i området ved Munkekærgård.
Politiet kørte til området og fandt en mindre personbil henstillet ulåst i området. Der var ingen personer i eller ved bilen, men i området så politiet nogen flygte i retning mod Nylandsvej ved synet af politiet.
De flygtende blev indhentet, og der var primært tale om lokale mænd fra Køge, der oplyste, at de ikke kendte noget til omhandlede bil og årsagen til dens tilstedeværelse i området. Politiet besluttede derfor at sikre bilen med henblik på udlevering til den registrerede ejer, som blev underrettet herom senere på aftenen.
Under politiets ophold i området blev der affyret fyrværkeri, men ingen kunne umiddelbart drages til ansvar for den ulovlige affyring uden for tidsrummet, hvor affyring er tilladt.
Den sikrede bil undersøges nærmere og udleveres snarest til ejeren, der også har fået til opgave at finde ud af identiteten på den person, der har ført køretøjet til området, hvor det blev efterladt. Sent søndag eftermiddag fik bilejeren genudleveret sin bil jf. aftale med politiet. Politiet efterforsker videre i sagen i et forsøg på at få afklaret, hvorfor bilen havde været ude af ejerens varetægt og var efterladt i området.
Færdselsuheld – Gislingevej, Grevinge – Odsherred
Kl. 20.59 havde en 18-årige kvinde fra Karise mistet kontrollen over en personbil, hun førte ad Gislingevej i sydlig retning.
Hun havde påkørt en jordvold i den modsatte side af vejen og påkørt flere træer, så både hun og en 18-årig mandlig passager i ambulancer måtte køres til kontrol på skadestuen. Ingen af dem havde dog pådraget sig behandlingskrævende skader.
Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken, som medførte afspærring af Gislingevej ved rundkørslen ved Ny Holbækvej næsten frem til kl. ca. 22.30, indtil det forulykkede køretøj var fjernet.
Brandundersøgelse – Sandbechs Alle, Hvalsø – Lejre
Kl. 22.53 var der udbrudt brand i kælderen på en villa, så dens beboere måtte evakueres, mens brandvæsnet udførte slukningsarbejdet.
Branden nåede at sprede sig til andre dele af villaen trods brandvæsnets indsats, så villaen kan ikke længere bruges som bolig.
Ni personer opholdt sig i villaen og blev evakueret, og af disse blev fem bragt til skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning. Ingen af dem havde dog pådraget sig behandlingskrævende skader.
En elektriker blev tilkaldt til at afbryde strømmen i villaen, da politiet har en mistanke om, at elektriske installationer i kælderen kan have forårsaget ildebrand i brandbart materiale i nærheden. Den tese om brandårsagen skal politiets brandtekniske undersøgelser dog fastlægge mere konkret på et senere tidspunkt.
Bekymring for person udviklede sig – Solrød Strand
Kl. 23.32 kørte politiet til en privat adresse i Solrød Strand, fordi bekendte til en 30-årig mand fra Solrød Strand var bekymret for ham på grund af hans sindstilstand.
Politiet fik på hans adresse kontakt til en narkopåvirket mand, der var faldet lidt til ro. Han blev dog anholdt, da politiet tilfældigt ved hans adresse havde fundet adskillige lattergasflasker, og narkotika i form af skunk og hash klargjort i adskillige salgsposer.
Den 30-årige blev derfor anholdt i forbindelse med en sigtelser for ulovlig besiddelse af både lattergassen og narkotikaen. De ulovlige effekter er blevet beslaglagt som beviser i straffesagerne, og politiet løslod den sigtede efter afhøring til sagerne. Han blev afleveret på en skadestue til lægelig undersøgelse i anledning af den indledende bekymring for hans sindstilstand.
Den 30-årige kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal strafferetligt afgøres.
Lastbil kørt fast i midterrabat – Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 03.29 fik politiet oplysninger om, at en lastbil var kørt fast i midterrabatten på Vestmotorvejen tæt på afkørsel 36 Ringsted N. En patrulje kørte til stedet for at undersøge omstændighederne nærmere.
Politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 44-årig mand fra Polen, der i en dansk lastbil af ukendte årsager var kommet ud i midterrabatten. Ingen øvrige trafikanter var blevet involveret heri, men politiet anholdt lastbilchaufføren i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel.
Lastbilchaufføren blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve, som hastigt bliver undersøgt for alkoholkoncentration i blodet, så den udenlandske lastbilchauffør kan få sin sag afgjort straks.
Et bjærgningskøretøj fik trukket lastbilen ud på vejen igen, og motorvejen måtte spærres kortvarigt kl. ca. 05.00 i den anledning.
Indbrud i øjeblikket mv. – Elverdamsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 05.21 slog indehaveren af en tankstation alarm til politiet, fordi en rude til tankstationens butiksområde var blevet knust, så tyverialarmen var blevet aktiveret. Et køretøj, hvis nummerplade kunne aflæses på videoovervågningen, var kort efter kørt fra stedet.
Politiet kørte til området og fik kontakt til den pågældende flugt bil ved et nærliggende supermarked. I bilen befandt sig en 30-årig mand fra Bjæverskov og en 39-årig mand fra Taastrup, som begge blev anholdt som mistænkte for indbruddet på tankstationen, hvorfra der var blevet stjålet nogle postpakker.
I bilen, hvis nummerplader var afmeldte, fandt politiet en økse samt noget frugt og sprinklervæske, som de kunne mistænkes for at have stjålet fra supermarkedet ved dets morgenåbning. Endvidere fandt politiet bl.a. en gasflaske og diverse værktøj mv., som de kunne mistænkes for at have stjålet fra en carport på en nærliggende adresse.
De to anholdte blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor de blev afhørt til de mange sigtelser for berigelseskriminalitet. Begge blev dog i løbet af søndag eftermiddag løsladt, men er dog fortsat sigtede i sagerne, som de kan forvente at høre yderligere til, når sagerne skal afgøres.
Søndag – mandag:
Fuld mand kørt hjem – Hyrdehøj Alle, Roskilde
Kl. 11.54 rykkede politiet ud til Hyrdehøj Alle ved et supermarked efter en anmeldelse om, at en formentlig påvirket mand lå på gaden.
Politiet fik på stedet kontakt til en spirituspåvirket, 41-årig mand fra Roskilde, som ikke umiddelbart havde behov for at blive undersøgt på skadestuen. Da manden boede ikke så langt væk, kørte politiet ham hjem, så familien kunne holde øje med ham, indtil han var i stand til at færdes i det offentlige rum. Den 41-årige blev ikke sigtet for noget.
Færdselsuheld – Høvevej / Kroenborgvej, Fårevejle St. – Odsherred
Kl. 13.57 fik politiet via alarm 112 melding om, at to biler var stødt sammen i krydset Høvevej – Kroenborgvej, så flere ambulancer var sendt til uheldsstedet.
Tre ambulancer var på stedet ved politiets ankomst, og ambulancepersonalet tilså personer fra de to personbiler, der var involveret i sammenstødet.
En 75-årig mand fra Fårevejle St. blev som fører af den ene personbil sammen med en 68-årig kvindelig passager bragt til skadestuen, men begge havde ikke fået nogen behandlingskrævende skader. Modparten var ikke kommet til skade.
Det viste sig, at en 18-årig kvinde fra Slagelse var kørt i en personbil ad Kroenborgvej mod vest frem til krydset ved Høvevej, hvor hun fortsatte frem over vigelinjen
I det regnfulde vejr stødte hun sammen med en anden personbil, som den 75-årige mand førte ad Høvevej i nordøstlig retning. Hans bil blev slået ud af kurs og endte i modsatte kørebanehalvdel, mens kvindens bil standsede midt på Høvevej.
De to biler spærrede for trafikken ad Høvevej frem til kl. ca. 16.00, hvor bugseringskøretøjer havde fået fjernet de to biler.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.
Mand sigtet for tyveri af el fra nabo – Gartnervang, Roskilde
Kl. 14.24 fik politiet en henvendelse fra omsorgspersonale til en 88-årig kvinde fra Roskilde med en mistanke om, at en nabo udnyttede den 88-årige og havde fået hende til at tillade, at naboen førte en strømførende ledning hen til sin bopæl i et etagebyggeri.
Politiet fik senere kontakt til en 51-årig mand fra Roskilde, i hvis bolig der var en strømførende ledning fra kvindens bolig og ind i sin bolig, hvor politiet kunne konstatere, at der ikke var noget strøm.
Den 51-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for tyveri af en p.t. ukendt mængde strøm fra den 88-åriges bolig. Han nægtede sig skyldig i sigtelsen, idet han efter egen opfattelse havde en aftale med den 88-årige herom.
Politiet løslod den 51-årige og skal nu have efterforsket omstændighederne i mistankegrundlaget nærmere.
Humanitær eftersøgning – Jystrup Midtsj. – Ringsted
Kl. 15.21 fik politiet en henvendelse fra pårørende til en 41-årig kvinde fra Ringsted kommune, som sidst var set i Jystrup-området kl. ca. 14.00.
Kvinden havde det ifølge de pårørende ikke så godt, og trods deres egen eftersøgning havde de ikke kunnet finde hende i området, hvorfor de bad om politiets assistance.
Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning i Jystrup-området, herunder i skovene omkring byen, i forsøget på at finde hende med flere patruljer, herunder en hundepatrulje.
Kl. 17.45 lykkedes det politiet at finde kvinden i live i et skovområde, hvor hun havde opholdt sig. Kvinden blev straks kørt til et sygehus i Slagelse, hvor hun blev indlagt til undersøgelse og fornøden behandling i anledning af sin sindstilstand.
Sættevogn tabt under svingning – Motelvej / Cementvej, Karlslunde – Solrød
Kl. 19.45 fik politiet en anmeldelse om, at en lastbil havde tabt sin tilkoblede sættevogn i krydset Motelvej / Cementvej i Karlslunde.
Den tabte sættevogn spærrede det meste af Cementvej, ligesom trafik til og fra Motelvej ikke kunne lade sig gøre i forbindelse med redningsarbejdet.
Rednings- og bugseringskøretøjer blev tilkaldt til uheldsstedet, hvor en 58-årig mandlig lastbilchauffør fra Polen under et højresving fra Motelvej ud på Cementvej pludselig havde tabt den tilkoblede sættevogn.
En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge vogntoget i et forsøg på at finde årsagen til, at sættevognen var røget af tilkoblingen.
Den foreløbige konklusion ved undersøgelserne var, at en årsag ikke umiddelbart kunne findes på grund af kraftige beskadigelser på sættevognen og det trækkende køretøj. Lastbilchaufføren havde tidligere kørt med sættevognen og var efter et hvil på Motelvej netop sat i gang, da uheldet skete.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken, og redningspersonalet var færdige på uheldsstedet omkring midnat, hvor sættevognen var fjernet.
Spiritus-/narkokørsel – Oddenvej, Sjællands Odde – Odsherred
Kl. 21.09 fik politiet en henvendelse om en bilist, der ifølge anmelderen havde opført sig mistænkeligt på en rasteplads på Oddenvej, så anmelderen kunne mistænke føreren af en personbil for måske at være påvirket af noget.
Politiet kørte mod Sjællands Odde, men fik undervejs øje på den anmeldte bilist, som politiet ønskede at standse for at lave en rutinemæssig kontrol.
Bilisten drejede væk fra rute 21 ind ad en sidevej, hvor bilisten standsede i en fremmed indkørsel i et forsøg på at skjule sig for politiet.
Her fik politiet kontakt til en 46-årig mand fra Himmerland, som blev anholdt i forbindelse med sigtelser for både spiritus- og narkokørsel i personbilen. Alkometertesten havde forinden givet udslag til over det tilladte, og politiet mistænkte den 46-årige tillige for at være påvirket af cannabis under kørslen.
Den 46-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
Natligt besøg på fremmed grund – Jernstøbervænget, Køge
Kl. 02.40 alarmerede en nabo til det nedlagte posthus på Jernstøbervænget politiet, fordi en hel del unge var ved at kravle over et hegn ind på området.
Politiet kørte til stedet med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, hvorefter politiet fik kontakt til ni unge i alderen 15-18 år fra Køge, Strøby, Hårlev, Herfølge og Store-Heddinge.
De unge blev alle bortvist fra stedet, hvor der tilsyneladende ikke var sket noget skade på bygningerne, men politiet konstaterede dog et hul i hegnet uden at kunne nogen bestemt af de unge til ansvar herfor.