Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Køgevej, Kværkeby, Ringsted
Nostrupvej, Kalundborg
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ringstedsvej, Kvanløse, Holbæk
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Vestmotorvejen, Ringsted
Pedersvej, Køge
Håndværkerbyen, Greve
Udlændingekontrol på massageklinik – Holbæk
Tirsdag var udlændingeafdelingen på kontrol på en massageklinik i Holbæk, for at tjekke om medarbejderne arbejdede lovligt i Danmark. Her traf politiet en 44-årige kvinde fra Thailand, som udførte massage på klinikken. Kvindens visum var udløbet, så hun opholdt sig og arbejdede ulovligt i landet. Den 44-årige blev kl. 12.53 anholdt og taget med til politigården til afhøring og sagsbehandling. Her fik hun straffesagen afgjort med en advarsel og sagen er nu blevet forelagt Udvisningsvagten. Kvinden er fortsat i politiets varetægt i et arresthus, mens hendes sag om udvisning behandles.
Cyklist kørte ind i svingende bil – Frederiksborgvej/Sankt Clara Vej, Roskilde
Kl. 17.45 skete et mindre uheld mellem en bilist og en cyklist i rundkørslen ved Frederiksborgvej/Sankt Clara Vej i Roskilde. Bilisten, en 39-årig kvinde fra Roskilde, kørte ad Frederiksborgvej mod syd, hvor hun kørte ud af rundkørslen på Sankt Claras Vej for at svinge til ind på tankstationen, der ligger lige efter. Cyklisten, en 55-årig kvinde fra Roskilde, kom i det samme kørende i god ud af rundkørslen og ramte ind i siden på den svingende bil. Bilisten havde ikke set cyklisten før hun begyndte at svinge.
Cyklisten slap heldigt fra uheldet uden at komme noget alvorligt til. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.
Bedrager stak halen mellem benene – Havdrup, Solrød
Kl. 18.01 anmeldte et ældrepar i Havdrup, at konen netop var blevet ringet op af en mand, der kaldte sig Jens Føg fra teknisk afdeling i Nordea. Han sagde, at der var hævet 8000 kr. på kvindens kreditkort, så han ville sende et bud fra Postnord til at hente kortet, så det kunne spærres pengene kunne føres tilbage. I mellemtiden ringede manden til politiet, så da ”buddet” dukkede op, fortalte manden ham, at politiet var på vej.
Desværre lykkedes det ”buddet” at stikke halen mellem benene, og forsvinde fra stedet før patruljen nåede frem. Han fik ikke udleveret noget kreditkort.
Manden beskrives som:
20-30 år, ca. 175 cm, sort halvlangt krøllet hår, iført sort smudset dunjakke med syede firkanter, mørke bukser, blå sko med hvide såler.
Betjentene afhørte ægteparret og sagen om forsøg på bedrageri efterforskes nu af politiet. Husk at gøre som det handlekraftige par. Anmeld mistænkelige opkald til politiet og udlever aldrig kort, koder eller personlige oplysninger til nogen du ikke kender. Advar dine ældre pårørende om risikoen for at blive snydt.
Cykeltyv fanget med GPS – Frejasvej, Ringsted
Lørdag aften fik et rengøringsfirma stjålet en el-ladcykel, mens den holdt parkeret på Frejasvej i Ringsted. I går eftermiddags fik politiet anmeldelse fra cyklens ejer om, at cyklen var udstyret med en GPS tracker, som viste at cyklen befandt sig på en adresse i Haslev.
Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi sendte straks en patrulje til stedet, hvor betjentene fandt den stjålne cykel. En 25-årig mand fra Taastrup blev anholdt og sigtet for tyveriet af cyklen og den værdifulde cykel kom retur til ejeren. Den anholdte viste sig at have en dom for narkosalg, som han skulle ind at afsone, så han blev kørt direkte i fængsel. Han kan forvente at høre mere i sagen om cykeltyveriet senere.