Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Digevej, Greve (forsøg)
Storebjerg, Greve
Himmelev Have, Himmelev, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Møllehusene, Roskilde
Tølløsevej, Hvalsø
Brandundersøgelse – Stenhøjparken, Borup - Køge
Kl. 07.35 slog naboen til en 84-årig kvindes bopæl alarm til brandvæsnet, idet der kom røg fra hendes bolig.
Brandvæsnet kunne konstatere, at der ikke var nogen hjemme på adressen, og at der kom røg fra taget. Røgen stammede fra en brand på loftet lige under taget, og branden nåede at brænde gennem loftet, før branden blev slukket.
Ingen kom til skade ved branden, der var årsag til en del skader på ejendommen, og da der ikke umiddelbart var nogen indlysende brandårsag, vil politiet undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at finde den konkrete brandårsag.
Hurtig bilist på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 10.11 målte færdselspolitiet med en video-patruljebil over en strækning på mere end 6.300 meter til at køre med en gennemsnitshastighed på 163 km/t i sydgående retning på Køge Bugt Motorvejen ved Greve.
Hastighedsmålingen blev indledt, da bilisten overhalede politiets civile patruljebil med væsentligt højere hastighed end de tilladte 110 km/t ifølge de opsatte hastighedsskilte.
Bag rattet i den hurtigtkørende personbil sad en 34-årig mand fra Ringsted, som blev sigtet for hastighedsovertrædelsen. Sagen vil medføre en bødepåstand på 5.400 kr., et pligtigt bidrag til offerfonden på 500 kr. samt en påstand om betinget frakendelse af kørekortet. Det sidste vil betyde, at den 34-årige skal gennemføre både en teori- og køreprøve for at beholde sin førerret.
Færdselsuheld – Duebrødrevej, Roskilde
Kl. 11.55 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en cyklist var impliceret og måske var kommet til skade.
Det viste sig, at en 55-årig mand fra Roskilde kørte på el-cykel ad Duebrødrevej mod syd og formentlig ikke havde bemærket, at en 46-årig mandlig lastbilchauffør fra Næstved havde slået et støtteben på lastbilen ud over cykelstien på vejen i forbindelse med aflæsning af varer.
Trods tilråb fra lastbilchaufførens side om den kommende, farlige situation nåede cyklisten ikke at standse, hvorfor han påkørte lastbilens støtteben.
Cyklisten oplyste spontant, at han var blevet blændet af solen og ikke havde opdaget støttebenet. En efterfølgende kontrol på en skadestue havde vist, at cyklisten ikke havde pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af uheldet, hvorfor politiet blot registrerede omstændighederne herved.
Efterlyst mand havde narko – Nørre-Asmindrup – Odsherred
Kl. 13.25 bankede politiet på i Nørre-Asmindrup hos et familiemedlem til en 32-årig mand fra Nykøbing Sj. i et forsøg på at finde den 32-årige. Han var efterlyst af politiet som udeblevet fra afsoningen af en frihedsstraf, idet han ikke var mødt op i et fængsel i Jylland i november 2022.
På familiemedlemmets adressen fandt politiet den 32-årige, som blev frihedsberøvet med henblik på overførsel til Kriminalforsorgen til afsoningen af sin frihedsstraf. Men han slap ikke for yderligere sager til senere afgørelse, idet politiet under ophold på stedet kunne se rester af amfetamin og hashmix på sofabordet. Det fik politiet til at undersøge familiemedlemmets bopæl nærmere, hvorved godt 81 gram marihuana blev fundet gemt på stedet.
Marihuanaen blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som den 32-årige blev sigtet for, inden han efterfølgende blev afleveret til Kriminalforsorgen til afsoning af frihedsstraffen.
Hurtig bilist – igen – Stensbjergvej, Køge
Kl. 14.00 var færdselspolitiet igen til stede ved Stensbjergvej for at kontrollere trafikanternes hastighed ad vejen, der er beliggende i tættere bebygget område og derfor med en tilladt hastighed på højst 50 km/t.
En 38-årig mand fra Polen, men med ophold og arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, blev i en polsk personbil målt med en laserhastighedsmåler til at køre mindst 84 km/t. Sigtelsen for den hastighedsovertrædelse vil medføre en bøde på 4.200 kr., at pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. samt påstand om betinget frakendelse af kørekortet. Såfremt en teori- og køreprøve ikke aflægges, inddrages den polske mands førerret i Danmark.
Knivloven – Gl. Ringstedvej, Holbæk
Kl. 15.40 fik politiet på Gl. Ringstedvej kontakt til en 22-årig mand fra Holbæk i forbindelse med en rutinemæssig kontrol af en personbil, som han førte.
Han kunne ikke mistænkes for at have overtrådt færdselsloven, men da politiet kunne se en kniv i hans bukselomme, blev kniven undersøgt nærmere. Der var tale om en kniv med en bladlængde på 9,5 cm, og da han ikke havde noget anerkendelsesværdig formål med at medbringe kniven, sigtede politiet ham for overtrædelse af knivloven.
Kniven blev beslaglagt som bevis i sagen, som den 22-årige sigtede vil høre nærmere om, når den skal afgøres.
Narkokørsel – Sorøvej, Sigersted, Fjenneslev – Ringsted
Kl. 17.43 sigtede politiet en 25-årig mand fra Fjenneslev for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Sorøvej.
Den 25-årige fører fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Narkobilist uden førerret mv. – Esterhøjvej, Asnæs – Odsherred
Kl. 17.50 standsede en patrulje fra nærpolitienheden i Asnæs på Esterhøjvej en varebil, som en 44-årig mand fra Grevinge var fører af.
Den 44-årige kunne ikke fremvise noget kørekort, da han ikke havde nogen førerret, og en narkometertest indikerede, at han var påvirket af amfetamin under kørslen.
Efter sigtelser for de to overtrædelser af færdselsloven blev den 44-årige anholdt, og i forbindelse med visitationen fandt politiet ham i besiddelse af et gram amfetamin. Det ulovlige stof blev beslaglagt i forbindelse med yderligere en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 44-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Slingrende bilist sigtet for spirituskørsel – Ringstedvej, Roskilde
Kl. 18.01 fik politiet en anmeldelse om en slingrende bilist, der kørte ad Ringstedvej i sydlig retning i Roskilde.
En patrulje fik i Osted kontakt til og standset den pågældende dansk registrerede personbil, hvor en spirituspåvirket, 28-årig mand fra Spanien var fører. Han deltog i en alkometertest, der gav udslag over det tilladte, hvorfor føreren i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel blev anholdt og anbragt i patruljebilen iført håndjern.
I bilen befandt sig en også spirituspåvirket, 22-årig mand fra Dalmose som passager, og han blev udadreagerende i forbindelse med anholdelsen af føreren, der benyttede uroen på stedet til at forlade patruljebilen kortvarigt.
Passageren måtte også frihedsberøves for at få skabt ro på stedet, og en tilkaldt patrulje assisterede med transporten af de to anholdte til politistationen i Roskilde.
Føreren fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev løsladt senere på aftenen, hvilket også skete for passageren, da han var faldet til ro igen.
Når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, vil føreren høre nærmere fra politiet, mens passageren slap med en tur i detentionen uden at blive sigtet for noget.
Bortvisning fra supermarked – Ved Rådhuset, Store-Heddinge – Stevns’
Kl. 18.59 måtte personalet i et supermarked tilkalde politiet, da to unge mænd skabte så meget postyr i og uden for supermarkedet til gene for både personalet og kunderne, idet de bl.a. indenfor lader som om, at de vil stjæle noget fra butikken. De to mænd vil ikke forlade stedet trods personalets opfordringer herom.
En patrulje kørte mod supermarkedet og traf undervejs to unge mænd, der svarede til beskrivelse af uromagerne i supermarkedet, som således var blevet forladt af dem. Der var tale om to mænd på 18 og 19 år fra Store-Heddinge, som efter en adfærdsregulerende samtale blev sendt videre uden at være blevet sigtet for noget.
Narkobilist forsøgte at flygte – Bjælkerupvej, Store- Heddinge – Stevns
Kl. 20.02 fik den patrulje, der netop havde sendt to unge mænd væk fra et supermarked, øje på en personbil, der kørte ad Bjælkerupvej, og som politiet ønskede at kontrollere nærmere rutinemæssigt.
Føreren af personbilen ønskede dog ikke at tale med politiet og satte hastigheden op i et forsøg at slippe væk fra politiet. Gennem ca. 10 minutter kørte politiet efter personbilen, der til sidst blev standset på Lykkebrovej i Klippinge.
I personbilen sad en 28-årig kvinde fra Store-Heddinge bag rattet, og hun havde en 37-årig mand fra Hårlev med som passager.
Føreren kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen i bilen, som hun i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi hun ikke har noget kørekort. Endvidere kunne hun som fører mistænkes for at have undladt at standse trods politiets tegngivning herom.
Efter de tre sigtelser for overtrædelse af færdselsloven til føreren blev hun og passageren undersøgt nærmere. Herunder fandt politiet begge i besiddelse af amfetamin, idet kvinden havde 0,5 g på og manden godt fire gram. Amfetaminen blev hos begge beslaglagt som bevis i sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den kvindelige fører fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og begge sigtede kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod dem hver især.
Faldulykke undersøges nærmere – Havnevej, Holbæk
Kl. 20.39 rykkede politiet ud til en klatreklub, hvor en person var faldet ned og kommet til skade, så en ambulance var sendt til stedet.
Fra klatreklubben blev en 48-årig mand fra Holbæk indbragt til et sygehus, hvor han blev indlagt til undersøgelse og behandling for mulige knoglebrud i torsoen.
Politiet fik klarlagt, at den 48-årige iført en sikkerhedsline var kravlet op ad en ca. 10 meter høj klatrevæg, hvorefter han lod sig fire ned. Da han manglede ca. fem meter ned, blev sikkerhedslinens fastholdelse i en slags maskine pludselig udløst, så han faldt ned på et betongulv.
Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som nu undersøges nærmere i fællesskab, så det på et senere tidspunkt kan afklares, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken, når den konkrete årsag til udløsningen af sikkerhedslinen måtte være klarlagt.
Kørsel uden førerret – Asmindrupvej, Nørre-Asmindrup – Odsherred
Kl. 20.41 var patruljen fra nærpolitienheden i Asnæs igen ude på vejene og standsede en personbil på Asmindrupvej i Nørre-Asmindrup til en rutinemæssig kontrol.
Bag rattet sad en 37-årig mand fra Nykøbing Sj., som i 2021 havde fået inddraget sin førerret af politiet. Derfor havde han ikke lov til at være fører af personbilen og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Bilens ejer var en kvinde, som kan forvente at blive sigtet for at have overladt føringen af bilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører.
Telefonsvindler arbejdede sent, men forgæves – Roskilde / Køge
I alt fem kvinder blev inden for en time fra kl. ca. 23.30 telefonisk kontaktet af en fremmed mand, der måske ville udnytte de sene telefonopkald til at overraske og forvirre modtagerne af opkaldene.
Hverken tre kvinder på 45, 47 og 62 år fra Roskilde, en 49-årig kvinde fra Viby Sj. eller en 37-årig kvinde fra Køge lod sig overbevise af telefonsvindlerens påstand om, at han ringede fra Fredericia politi, idet hans telefonnummer sluttede på de velkendte politicifre 1448.
Den mandlige telefonsvindler forsøgte at overbevise alle fem kvinder om, at politiet havde opdaget svindel på deres bankkonti. Da kvinderne spurgte nærmere ind til, hvordan man kunne være sikker på, at manden rent faktisk ringede fra politiet, henviste manden til telefonnummeret i nummerviseren, hvilken nogle af dem ikke med sikkerhed troede på og derfor afbrød opkaldet, eller også følte fup-politimanden sig gennemskuet af kvindernes skepsis, så han afbrød samtalen.
Ingen af de fem kvinder blev ”taget på sengen” i forbindelse med de sene fupopkald, og politiet har store roser til dem for deres skepsis i forbindelse med fup-politimandens forsøg på at lokke oplysninger ud af dem.
Narkobilist med hash i bilen – Københavnsvej, Køge
Kl. 00.11 blev en bilist med en defekt baglygte standset med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet på Københavnsvej ved Værftsvej.
Føreren af personbilen var en 18-årig mand fra Bjæverskov, som blev sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, da en narkometertest gav udslag for påvirkning af både hash og kokain.
Ved en undersøgelse af hans bil fandt politiet godt to gram hash liggende frit fremme, hvorefter hashen blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer mod den 18-årige.
Han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Stjal scooter – Egebjergvej, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 01.00 blev en patrulje i en civil patruljebil mødt af et sjældent syn, da patruljen på Egebjergvej mødte en scooter, hvis mandlige fører trak/skubbede en anden scooter ved siden af sig.
Patruljen besluttede sig for at undersøge sagen nærmere og gav sig til kende ved at tænde udrykningssignalerne i forventning om, at føreren af scooter ville standse. Han slap den medbragte scooter og forsøgte på scooteren at køre fra politiets patruljebil, men blev dog løbet op og derved standset.
Føreren var en 41-årig mand fra Holbæk, som ikke lige kunne redegøre for den anden scooters ejerforhold, så politiet sigtede ham for tyveri.
Der var tale om en rød el-scooter, som ifølge den 41-årige var blevet stjålet fra Algade, Nykøbing Sj., ved Super Brugsen kort forinden.
Politiet fik transporteret den røde el-scooter ind til nærmere undersøgelse i et forsøg at få identificeret ejeren. Den 41-årige fik herefter lov at fortsætte sin kørsel og kan nu forvente at høre nærmere til sagen, når den er færdigefterforsket.
Brand i sommerhus – Gl. Kongevej, Ellinge Lyng, Vig – Odsherred
Kl. 03.05 slog tre sommerhusgæster alarm til brandvæsnet, efter at de var vågnet på grund af røgudvikling i sommerhusets stue. De var alle tre kommet ud fra sommerhuset og var dermed i sikkerhed uden at være kommet til skade som følge af branden.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der havde begrænset sig til et område omkring en brændeovn og et rullebord med et TV, efter at sommerhusgæsterne havde fyret op i brændeovnen, inden de var gået i seng.
Der var sod- og røgskader i store dele af sommerhuset som følge af branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet i et forsøg på at fastslå den konkrete brandårsag.