Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Pilehavevej, Frøslev, Store-Heddinge
Geminivej, Greve
Ahlgade, Holbæk
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Juulsgårdsvej, Solrød Strand
Jernvænget, Holbæk
Eskebjergvej, Eskebjerg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Gl. Dybesøvej, Rørvig
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
IngenPåvirket kvinde endte i detentionen – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde
Kl. 07.58 henvendte en omsorgsfuld, 55-årig kvinde fra Roskilde sig til politiet, fordi hun havde holdt øje med en yngre kvinde, der havde gået rundt på vejen, men nu befandt sig på Trekroner togstation.
Anmelderen havde tilbudt sin hjælp til kvinden, der var så påvirket af et eller andet, at den unge kvinde nærmest ikke kunne sige noget.
En patrulje kørte til togstationen, hvor politiet fik kontakt til en meget påvirket, 18-årig kvinde fra Glostrup. Politiet vurderede, at kvinden ikke var i stand til at kunne klare sig selv, og for at undgå, at der skete hende noget enten på vejen eller på togstationen, blev kvinden frihedsberøvet og efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning. Midt på eftermiddagen blev hun dog skønnet i stand til at kunne klare sig selv uden risiko for, at der kunne ske hende noget, hvorfor hun blev løsladt fra politistationen i Roskilde. Den unge kvinde blev ikke sigtet for noget i anledning af sin færden i det offentlige rum i den pågældende tilstand.
Færdselsuheld – Greve Centervej / Greve Strandvej, Greve
Kl. 08.33 var en bilist forulykket i krydset Greve Centervej – Greve Strandvej, idet bilisten var kørt ind i et træ.Det viste sig, at en 31-årig kvinde fra Brøndby var kørt i en personbil ad Greve Centervej i sydøstlig retning mod Greve Strandvej. Tæt på krydset havde hun tilsyneladende fået et ildebefindende og var derfor fortsat ligeud i krydset, så hun havde ramt et vejskilt inden påkørslen af et træ.
Kvinden blev i den tilkaldte ambulance bragt til skadestuen til kontrol, men hun var sluppet uden behandlingskrævende skader som følge af uheldet. Ingen øvrige trafikanter var involveret, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Tricktyveri – Hagelbjergvej, Ringsted
Kl. 10.10 anmeldte en 87-årig kvinde fra Ringsted, at hun ca. 30 minutter tidligere havde fået stjålet sin pung, da hun ventede på bussen ved Hagelbjergvej.En udenlandsk mand henvendte sig til hende og pegede på sine tænder samtidig med, at han fremviste et kort og bad om hjælp til at finde en tandlæge. Den 87-årige pegede i retning mod bymidten, hvorefter manden takkede og gik i en anden retning, inden han pludselig forsvandt helt i løb. Straks herefter opdagede den 87-årige, at hun havde fået stjålet sin pung med indhold af bl.a. kontanter og et betalingskort fra en kurv på hendes rollator, da hendes opmærksomhed var blevet afledt.
Den udenlandske mand blev beskrevet som: mand, 30-45 år, ca. 175 cm høj, almindelig af bygning, brunlig hudfarve, brunt hår, iført blåt træningstøj med hvide striber på ærmer og ben samt sneakers. Manden havde meget skæve og dårlige tænder og medbragte et kort over byen.
Politiet har nu optaget rapport om tyveriet og forsøger at få identificeret manden med hjælp fra eventuelle vidner, der måtte have set manden i området eller i Ringsted by. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Skunklaboratorium – Nørre Asmindrup, Odsherred
Kl. 10.19 kørte politi med narkohunde til en adresse i Nørre Asmindrup efter politiet havde fået et tip om, at der blev dyrket skunk på stedet. Betjentene gennemgik ejendommen, hvor der blev truffet en 20-årig mand hjemme. I en staldbygning markerede narkohundene for lugt af skunk. Bygningen var isoleret og vinduerne blændet af som det ofte ses ved skunklaboratorier. Betjentene skaffede sig adgang til den låste bygning, hvor der blev fundet stiklinger af hampplanter, som blev dyrket under sollyslamper.På førstesalen af staldbygningen var et stort fuldt udstyret skunklaboratorium, hvor der blev fundet skunkplanter. Der blev i alt ved ransagningen fundet 72 cannabisplanter og 3049 gram færdig produceret skunk. Mistanken om hashproduktion var rettet mod en 50-årig mand, som var tilmeldt på adressen. Politiet ringede til manden, som blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Alle hashplanterne og udstyret til skunklaboratoriet blev beslaglagt og taget med af politiet.
Politiets efterforskning af sagen pegede desuden på, at der blev stjålet strøm i forbindelse med skunkproduktionen. El-selskabet blev tilkaldt til at undersøge sagen, hvilket bekræftede mistanken. Til staldbygningen blev trukket et kabel, som gik uden om el-måleren. El-selskabet laver nu en rapport og en beregning på, hvor mange kWh strøm, som ejeren af ejendommen er mistænkt for at have stjålet. Han vil i den forbindelse blive præsenteret for et ikke ubetydeligt erstatningskrav. Den 50-årige mand vil høre mere i sin sag.
Stort tyveri forpurret – Algade, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 11.45 slog personalet i et supermarked alarm til politiet, idet to kunder måske kunne mistænkes for at ville en stor mængde kødvarer, som de havde samlet sammen i en indkøbsvogn.Politiet fik i supermarkedet kontakt til en 25-årig kvinde og en 43-årig mand fra Odsherred, som ikke var nået ud af butikken med den store mængde kødvarer til en værdi af ca. 4.600 kr. Personalet i butikken havde haft mistanke til, at de måske ville stjæle varer ud fra deres adfærd og personalets kendskab til de to personer.
Politiet vurderede ud fra bevismæssige årsager, at der ikke var grundlag for at indlede en straffesag mod de to personer, som blev bortvist fra butikken. De havde i øvrigt ikke ønsket at fremvise hverken penge eller betalingskort, som de skulle have brugt i forbindelse med betaling af de varer, som de havde samlet sammen i indkøbsvognen.
Biologisk affald i skoven – Vråby, Hårlev – Stevns
Kl. 13.07 fik politiet en henvendelse fra en jæger, der havde konstateret en kraftig lugt af noget råddent i et skovområdet sydvest for Vråby.Politiet kørte til stedet og fik med hjælp fra jægeren udpeget stedet nogle få meter inde i skoven. Kriminalteknikere blev tilkaldt og deltog i undersøgelserne af det nedgravede, biologiske materiale, som ikke stammede fra et menneske, men derimod formentlig et eller andet dyr.
Politiet vurderede herefter, at der ikke lå nogen forbrydelse bag det nedgravede, biologiske materiale fundet i skoven, hvor naturens gang med tiden vil sørge for destruktionen.
Falske bankfolk på spil – Køge
Kl. 13.11 anmeldte en 74-årig kvinde fra Køge, at falske bankfolk havde fået udleveret hendes dankort, som efterfølgende var blevet misbrugt til hævning af 15.000 kr. i en pengeautomat.Den 74-årige var kl. ca. 12.00 blevet ringet op af en kvinde, der havde præsenteret som en medarbejder i NETS. Årsagen til hendes henvendelse til den 74-årige var et forsøg på uberettiget hævning af nogle penge på den 74-åriges bankkonto, så hun skulle udlevere sit dankort, så NETS kunne undersøge sagen nærmere.
Under samtalen med kvinden dukkede en mand op på den 74-åriges bopæl og fik udleveret dankortet, som efterfølgende blev misbrugt i en pengeautomat. Det kunne banken oplyse den 74-årige om, da hun henvendte sig for at få spærret dankortet.
Manden, der fik dankortet udleveret, blev beskrevet som: 20-25 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden, kort hår, iført lysebrun jakke og et mundbind. Han var blevet lukket ind i opgangen af en beboer i den beboelsesejendom, hvor den 74-årige bor.
Politiet rykkede efter anmeldelsen ud til den 74-årige, som blev afhørt til sagen for at få klarlagt de præcise detaljer i sagen, som politiet behandler som en sag om bedrageri over for den 74-årige.
Politiet vil igen gøre opmærksom på, at ingen pengeinstitutter afhenter et dankort hos en kunde, såfremt der er mistanke om misbrug af kortet, når det skal spærres. Vær særdeles skeptisk med at give personlige oplysninger ved uventede telefonopkald, og udlever aldrig betalingskort til andre end f.eks. de rigtige bankmedarbejdere i eget pengeinstitut.
Færdselsuheld – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 15.32 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor tre bilister var blevet involveret.Det viste sig, at ingen af parterne var kommet til skade, da ambulancepersonale havde tilset dem. De implicerede køretøjer havde dog fået større skader som følge af sammenstødet.
En 70-årig kvinde fra Køge var i en personbil kørt med lav hastighed ad Stevnsvej mod sydøst, da hun af ukendte årsager kom over i den modsatte kørebanehalvdel. Her stødte hun frontalt sammen med en anden personbil, som en 74-årig kvinde fra Køge førte i modsat retning.
En 21-årig mand fra Store-Heddinge, som kørte i en varebil bag den 70-årige, forsøgte at undvige uheldet, men blev ramt af den 74-åriges bil.
Stevnsvej blev kortvarigt spærret i tidsrummet kl. ca. 16.45-17.00 i forbindelse med borttransport af de implicerede køretøjer.
Færdselsuheld – Gammel Lyngvej / Københavnsvej, Køge
Kl. 15.38 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist og en cyklist var stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Gammel Lyngvej – Københavnsvej.Det viste sig, at en 72-årig kvinde fra Karlslunde var kørt i en personbil ad Gammel Lyngvej frem til Københavnsvej, hvor hun foretog et venstresving. Under svingningen stødte hun sammen med en 29-årig mand fra Køge, som på cykel kørte i vestlig tværs over Københavnsvej i retning mod Gammel Lyngvej.
Cyklisten, der brugte cykelhjelm, røg op over kølerhjelmen på kvindens bil, inden han landede på kørebanen. Han var sluppet med mindre knubs som følge af påkørslen, som politiet har optaget rapport om.
Ung mand truede andre – Over Bølgen, Greve
Kl. 18.17 fik politiet en henvendelse om, at en ung mand løb rundt med et slagvåben og jagtede andre unge i nærheden af en fastfoodrestaurant ved siden af et indkøbscenter.Politiet fik i området kontakt til en 13-årig dreng fra København NV, som var i besiddelse af en totenschlæger. Den beslaglagde politiet som bevis i forbindelse med en sag om overtrædelse af våbenlovgivningen, men den 13-årige kunne ikke sigtes herfor, fordi han er under den kriminelle lavalder på 13 år.
Den 13-årige oplyste at have jagtet nogle andre for sjov, og ingen var kommet til skade som følge af hans adfærd. Politiet underrettede de sociale myndigheder i den 13-åriges hjemkommune om sagen mod ham og beslaglæggelsen af våbnet.
Røg i villa – Dønnergårds Alle, Greve
Kl. 21.59 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en villa, som ifølge et alarmselskab var fyldt med røg.Det viste sig, at der ikke var nogen egentlig brand, men røgen stammede fra en skorsten i villaen, så et alarmsystem i villaen var blevet aktiveret.
Der var således ikke sket skade på ejendommen, og politiet foretog sig ikke yderligere.
Brandundersøgelse – Hagesholmvej, Audebo, Svinninge – Holbæk
Kl. 23.17 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en campingvogn, efter at en lokal borger havde slået alarm herom.Den brændende campingvogn stod på en grusvej ved en mark, og campingvognen udbrændte trods brandvæsnets indsats. Der var ingen nummerplade på campingvognen, og ingen personer var kommet til skade som følge af branden.
Politiet har nu optaget rapport om branden i et forsøg på både at finde årsagen til brandens opståen, men også for at få klarlagt ejerforholdet og omstændighederne ved campingvognens placering det pågældende sted.
Færdselsuheld – Ørstedvej, Viby Sj. – Roskilde
Kl. 03.28 var en bilist forulykket på Ørstedvej ved en bro og havde efterfølgende påkørt en lygtepæl.På uheldsstedet traf politiet en spirituspåvirket, 39-årig mand fra Viby Sj., som havde mistet kontrollen over sin personbil under kørsel ad Dalen i retning mod Ørstedvej. Undervejs havde han strejfet broen og mistet kontrollen over bilen, der havde ramt en lygtepæl.
Den 39-årige blev sigtet for spirituskørsel og fik i forbindelse med en anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Ingen øvrige trafikanter havde været involveret i uheldet.
Efter løsladelsen efter blodprøveudtagelsen kunne den 39-årige ikke lige forholde sig så afdæmpet som forventet, så han blev igen frihedsberøvet og anbragt i detentionen til afrusning, inden han tidligt tirsdag morgen blev løsladt herfra.
Når analyseresultatet af den udtagne blodprøve foreligger, vil den 39-årige høre nærmere fra politiet.
Færdselsuheld – mand omkommet – Kalundborgvej / Gunhøjvej, Føllenslev – Kalundborg
Kl. 06.39 fik politiet via alarm 112 melding om et sammenstød mellem flere køretøjer på Kalundborgvej ved sidevejen Gunhøjvej.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at to personbiler og en lastbil var involveret i sammenstødet, der havde medført, at to tilskadekomne i de to personbiler blev tilset og hjulpet af personalet fra flere ambulancer og en lægehelikopter.
En læge fra lægehelikopteren kunne kort efter konstatere, at en mand som fører af den ene af de to personbiler var kommet så alvorligt til skade, at han var afgået ved døden.
Både den omkomne og en tilskadekommen kvinde fra den anden personbil blev bragt til sygehuset i Holbæk, så lægehelikopteren blev ikke anvendt til transport af tilskadekomne. Lastbilchaufføren var sluppet uden fysiske skader efter sammenstødet.
En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og de involverede køretøjer, og politiet fik i den forbindelse klarlagt hændelsesforløbet.
En 59-årig mand fra Gørlev Sj. var i en personbil kørt ad Kalundborgvej mod nordøst i retning mod Snertinge, da han var standset ud for Gunhøjvej for at afvente modkørende før et venstresving ad Gunhøjvej mod nord.
Samtidig kørte en 35-årig kvinde fra Gørlev Sj. i en personbil også ad Kalundborgvej mod nordøst, men påkørte bagenden af den 59-åriges bil. Hans bil blev som følge af påkørslen skubbet over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor den stødte frontalt sammen med en modkørende lastbil, som en 47-årig mand fra Grevinge førte i sydvestlig retning ad Kalundborgvej.
Rutinemæssigt fik både den omkomne og den 35-årige kvinde udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol eller andre ulovlige stoffer under kørslen. Lastbilchaufføren blev testet negativ i den alkometertest, som han deltog i.
Alle tre køretøjer blev bugseret væk fra uheldsstedet, da bilinspektøren havde afsluttet sine undersøgelser, så uheldsstedet, der havde været afspærret, kunne kl. ca. 09.45 åbnes for trafik på både Kalundborgvej og Gunhøjvej, idet bl.a. busruter havde været omlagt som følge af uheldet.
Politiet kunne kort efter uheldstidspunktet konstatere, at der var solskin fra en skyfri himmel i området, og den faktor vil nu indgå i politiets og bilinspektørens undersøgelser af omstændighederne ved uheldet.
De pårørende til den omkomne, 59-årige mand er underrettet.