Nyt fra Ringsted i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Sigerstedvej, Sigersted, Ringsted
Nørretorv, Ringsted
Sjællandsgade, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Oldenvej, Skee, Store-Merløse
Holbækvej, Ørslev Under Skoven, Ringsted
Bastebjerg, Karlslunde
Timianvej, Køge
Elleholmen, Solrød Strand
Nonnebanken, Herfølge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Hjortekærvej, Køge (2 anmeldelser)
Skolevej, Køge (2 anmeldelser)
Børnehave Alle, Havdrup


Knallertrazzia ved to skoler - Roskilde

Færdselspolitiet var sammen med personale fra politiets forebyggende afdeling i Roskilde på besøg ved Tjørnegårdsskolen, Hyrdehøj, og ved Østervangsskolen, Astersvej, Roskilde.

Formålet var at finde frem til 30-knallerter, som måske kunne være konstruktivt ændrede, så de kunne køre hurtigere end tilladt.

Knallertkontrollen blev indledt ved Tjørnegårdsskolen, hvor politiet fandt anledning til at kontrollere tre knallerter, men kun to af dem var ulovlige. Knallerternes hastighed blev målt på et medbragt rullefelt.

En 15-årig dreng fra Roskilde kørte på en knallert, der kunne køre 41 km/t, så han kan forvente en bøde. En anden 15-årig dreng fra Roskilde kørte på en knallert, der kunne køre 45 km/t, så han kan ud over en bøde også forvente en påstand om betinget frakendelse af knallertkørekortet.

Kontrollen ved Østervangsskolen omfattede i alt fem knallerter, hvoraf de fire blev målt til at kunne køre 47 km/t, så fire lokale drenge på 15 og 16 år fra Roskilde kan nu se frem til både en bøde og en påstand om betinget frakendelse af knallertkørekortet.

Ingen af knallerterne blev beslaglagt med henblik på konfiskation, men det vil ske, hvis de samme personer inden for de næste tre år igen bliver afsløret på en konstruktivt ændret knallert.

Indsats mod ulovlig arbejdskraft – Køge / Holbæk

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af torsdagen selvstændigt en kontrol på fem forskellige arbejdspladser i hhv. Køge og Holbæk for at kontrollere, hvorvidt udlændinge var beskæftiget uden at have de fornødne tilladelser i orden.

I Køge blev tre arbejdspladser inden for autobranchen kontrolleret i løbet af formiddagen. I alt otte udenlandske mænd blev kontrolleret, men alle havde orden i deres papirer og tilladelser, så politiet fandt intet grundlag for at skride ind over for nogen af dem.

Om eftermiddagen blev to arbejdspladser i Holbæk inden for personlig pleje og restaurationsbranchen kontrolleret. Tre udenlandske mænd blev kontrolleret, men også i disse tilfælde havde de pågældende orden i deres papirer, så ingen blev sigtet for noget.

Udlændingeafdelingen foretager disse kontroller med jævne mellemrum for at afsløre eventuel ulovlig arbejdskraft som et led i indsatsen mod social dumping i Danmark. Også andre myndigheder som f.eks. Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) kan bistå politiet i kontrollerne.

Hash beslaglagt flere steder – Holbæk

Fra kl. 10.01 var medarbejdere fra den forebyggende afdeling i Holbæk sammen med en narkohundefører på besøg på en ungdomsuddannelsesinstitution i Holbæk by og derefter ved nogle private adresser også i den centrale del af Holbæk by.

På uddannelsesinstitutionen fandt narkohunden interesse for en 16-årig ung mandlig elev, der gemte godt seks gram hash i en skjult lomme i sine bukser.

Senere på formiddagen besøgte patruljerne en 37-årig mand fra Holbæk på hans bopæl i Holbæk by som opfølgning på en mistanke om, at han kunne være i besiddelse af narkotika. Mistanken viste sig at være begrundet, idet den 37-årige havde gemt 49 gram hash på bopælen.

Herefter fik en 50-årig mand fra den centrale del af Holbæk by af samme årsag besøg af politiet, der fandt ca. 100 gram hash hjemme hos ham.

Sidste besøg foregik hos en 29-årig mand også i den centrale del af Holbæk by, hvor politiet fandt ca. 69 gram hash hjemme hos ham.

Alle fire blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer på grund af den ulovlige besiddelse af hash, som politiet i hvert tilfælde beslaglagde som bevis i den konkrete sag.

De sigtede vil derfor i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne.

Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 11.02 blev en 27-årig mand fra Fyn anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Køge Bugt Motorvejen ved Greve S-afkørslen. En narkometertest havde nemlig indikeret, at han var påvirket af cannabis under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden løsladelsen.

Vold mod buschauffør – Stamvejen, Svogerslev, Roskilde

Kl. 12.40 anmeldte en 61-årig mandlig buschauffør, at han var blevet udsat for vold af en utilfreds passager, da bussen var standset kl. ca. 11.50 ved et stoppested på Stamvejen.

En mandlig passager ønskede et andet køretøj end en cykel med i bussen, hvilket buschaufføren afslog, hvorefter manden slog buschaufføren i ansigtet med en knyttet næve, inden buschaufføren fortsatte sin kørsel uden passageren.

Politiet har nu optaget en rapport om vold mod buschaufføren og skal bl.a. ved eventuel hjælp fra overvågningen i bussen forsøge at få identificeret en 35-40 år mand, iført mørkeblå jakke med hætte, hvide bukser og med sorte handsker på.

Narkokørsel mv. – Industriparken, Jyderup – Holbæk

Kl. 13.36 standsede politiet en personbil på Industriparken, Jyderup, med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

I bilen var føreren en 45-årig kvinde fra Jyderup, som havde en 55-årig mand fra Ringsted med som passager.

Den kvindelige fører holdt med bilen i tomgang ved den indledende politikontrol, men udtalte pludselig, at nu ville hun fortsætte sin kørsel. Passageren var samtidig meget ophidset over politikontrollen, som blev kommenteret med mindre pæne verbale udgydelser.

En politibetjent forsøgte at forhindre kvinden i at køre videre ved at tage nøglen ud af tændingslåsen, men blev herunder forsøgt hindret heri af den mandlige passager.

Det medførte en anholdelse af den 55-årige mand, som blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at lægge hindringer i vejen for politiet.

Den kvindelige fører blev nu kontrolleret nærmere og kunne efter en narkometertest mistænkes for at være påvirket af cannabis under kørslen, så hun blev også anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel.

Den 55-årige blev også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sine verbale ytringer ved standsning af bilen, men løsladt efter afhøring til de to sager, han var blevet sigtet i.

Også den 45-årige kvindelige fører blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagen.

Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem hver især skal afgøres.

Brandundersøgelse – Snebærvej, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 15.36 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i et hus, hvor en 75-årig kvindelig beboer var ved at blive reddet ud af en opmærksom nabo.

Brandvæsnet og politiet fik på stedet kontakt til den 75-årige, der blev kørt til skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning.

Hun nåede dog forinden at oplyse, at der pludselig var røg inde i boligen i forbindelse med en brand, som brandvæsnet havde fået slukket kl. ca. 16.30.

Branden havde dog nået at forrette skader i et fyrrum og loftskonstruktionen herover, mens resten af huset havde fået sod- og røgskader.

Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at finde frem til den konkrete årsag til brandens opståen.

Utilfredshed med parkering endte i vold og hærværk – Næstvedvej, Høm, Ringsted

Kl. 15.57 anmeldte en 57-årig mand fra Næstved, at en uenighed om en parkering ved et supermarked var endt med vold mod ham og hærværk mod hans personbil.

Politiet fik ved supermarkedet kontakt til den 57-årige, der ikke havde nogen synlige skader, men fremviste et ødelagt sidespejl på sin personbil på parkeringspladsen.

Den 57-årige havde parkeret sin bil tæt på en stis udmunding i parkeringspladsen, så en fremmed mand udtalte sin utilfredshed hermed, da han kom gående sammen med en kvinde og en hund.

Da den 57-årige kommenterede mandens udtalelser og fortsatte mod indgangen til supermarkedet, hvor han blev skubbet hårdt i ryggen. Herefter så han og nogle vidner den fremmede mand løbe hen til personbilen, hvis ene sidespejl blev sparket i stykker.

Den fremmede mand forlod sammen med hunden herefter stedet ad en sti i retning mod Kristoffersvej.

Politiet har nu optaget rapporter om både vold og hærværk i et forsøg på at få identificeret den 40-50-årige og skaldede mand med hunden ud fra både vidneforklaringer og eventuel brugbar overvågning fra supermarkedet. Desuden vil politiet gerne i forbindelse med personer, der måtte have set episoderne eller dele heraf ved supermarkedet, idet politiet trods eftersøgning i området ikke fandt den mistænkte. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Utryghedsskabende mand – Søndergade, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 17.38 fik politiet den første af et par anmeldelser om en mand, der på Søndergade i Viby optrådte meget konfronterende over for alle incl. børn, som han mødte undervejs.

Politiet kørte til området for at lede efter manden, der ifølge en af anmeldelserne skulle have blod i hovedet og på sine hænder.

Under eftersøgningen fik politiet manden identificeret som en 25-årig lokal mand, som politiet kl. ca. 18.30 fik fundet i påvirket tilstand ved sin bopæl. Derfor fandt politiet det nødvendigt at frihedsberøve ham, så han ikke fortsatte med at virke utryghedsskabende i området.

Efter et lægetilsyn blev han anbragt i detentionen til afrusning, men i løbet af natten til fredag blev han løsladt. Politiet sigtede ham ikke for noget i anledning af hans utryghedsskabende adfærd.

Færdselsuheld – Asnæs Skovvej, Kalundborg

Kl. 19.47 kørte en 32-årig mand fra Kalundborg i en personbil ad Asnæs Skovvej i nordvestlig retning, da et rådyr løb på tværs af vejen.

Han undveg rådyret, men mistede kontrollen over bilen, der påkørte et vejtræ i højre side af vejen.

Ambulancepersonale tilså den 32-årige, der dog var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Hurtig og påvirket bilist uden kørekort – Køgevej, Roskilde

Kl. 20.05 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 79 km/t ad Køgevej i sydlig retning syd for Søndre Ringvej, hvorfor bilist blev standset efterfølgende.

Føreren af bilen var en 26-årig mand fra Holbæk, der indledningsvist blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, men da han viste sig at være frakendt kørekortet, blev det til yderligere en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven.

Derefter deltog han i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af både cannabis og kokain under kørslen, så han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel og deraf følgende udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

En 24-årig kvinde fra Holbæk blev som bilejer efterfølgende også sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet hun havde overladt føringen af bilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Indbrud i villa – Timianvej, Køge

Kl. 21.28 anmeldte en 62-årig kvinde fra Køge, at hun netop var kommet hjem og havde opdaget, at nogen havde brudt ind i hendes bolig, efter at hun kl. ca. 17.10 havde forladt huset.

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at et vindue var blevet opbrudt for at skaffe adgang til villaen, hvorfra der var blevet stjålet flere bærbare computere, smykker, ure, briller og kontanter.

Ifølge overvågningsoptagelser kunne to mænd mistænkes for at have forøvet indbruddet, idet de to mænd havde opholdt sig uberettiget på hendes bopæl.

Politiet leder nu efter mændene, der kunne beskrives som almindelige af bygning, og den ene var iført en jakke med knapper, Adidas-sko og medbringende en bærepose.

Politiet afventer nu resultatet af de foretagne undersøgelser i håb om, at tekniske spor kan bidrage til identificering af de mistænkte. Politiet vil dog gerne i kontakt med personer, der i aftenens løb kan have set de to mistænkte i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Olieudslip i havnen – Nordhavnsvej, Køge

Kl. 04.13 rykkede politiet sammen med det lokale redningsberedskab ud til Køge havn for at se nærmere på omfanget af et olieudslip fra et skib i havnen.

Myndighederne fik samarbejde med havnepersonalet klarlagt, at et stempel ved en rampe på et skib, der skulle lægge til kaj, var gået i stykker, så hydraulikolie var løbet ud i vandet i havnen.

Det lokale redningsberedskab kunne i samarbejde med havnepersonalet selv sørge for at fjerne olien, hvorfor der ikke var behov for yderligere assistance fra politiets side. Ingen personer var kommet til skade ved uheldet.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi