Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Agergårdshaven, Karlslunde (forsøg)
Skovduevej, Greve
Maglekæret, Solrød Strand
Engvangen, Solrød Strand
Rorupvej, Rorup, Lejre
Niels Pedersensvej, Greve
Ørslevvestervej, Ørslev U. Skoven, Ringsted
Skælskørvej, Sigersted, Ringsted
Mullerupvej, Mullerup, Slagelse
Hovedvejen, Lejre
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Egebakken, Veddinge Bakker, Asnæs
Hedeboengen, Nygård, Nykøbing Sj.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Hagestedvej, Gislinge
Samsøvej, Vor Frue, Roskilde
Lundestrædet, Holbæk (forsøg)
Værstedsvænget, Havdrup
Fredag – lørdag:
Færdselsuheld / spirituskørsel – Kalundborgvej, Tuse, Holbæk
Kl. 11.58 rykkede politiet ud til Kalundborgvej lige nord for rundkørslen ved Tuse, efter at en bil var kørt ind i en lygtepæl.
På uheldsstedet traf politiet en 54-årig mand fra Svinninge, som havde været fører af den forulykkede bil. Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, hvor en lygtepæl var blevet påkørt og delvist ødelagt.
Den 54-årige, der var uskadt, blev konstateret så påvirket af spiritus, at han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i bilen.
Politiet løslod den 54-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Efterfølgende blev det lokale redningsberedskab tilkaldt til at flytte hans bil, så det kunne blive afklaret, hvorvidt strømførende ledning i lygtepælen var blevet blotlagte som følge af påkørslen. Det var dog ikke tilfældet, hvorfor elselskabet blev underrettet om den ødelagte lygtepæl.
Butikstyv blev til røver – Støberivej, Køge
Kl. 15.37 anmeldte personalet i en genbrugsbutik, at en mand havde stjålet en jakke ved at tage den på og forlade butikken uden at betale for den. Manden var efterfølgende løbet fra stedet med personalet bagefter. Under flugten var manden stoppet og havde fremtaget en hobbykniv, som han truende holdt frem mod det forfølgende personale for at kunne slippe væk med jakken.
En patrulje ledte efter manden, der på grund af sin truende adfærd for at sikre sig udbyttet fra tyveriet kan beskrives som en røver. Politiet fandt ikke umiddelbart manden, der blev beskrevet som lys i huden, 30-40 år, iført sort hue med hvidt logo i panden, sort dunjakke, sorte arbejdsbukser og brune sikkerhedssko. Den stjålne jakke havde en værdi af 689 kr., og politiet forsøger nu at få den mistænkte mand identificeret i en sag om røveri mod genbrugsbutikkens personale.
Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Søndre Parkvej, Ringsted
Kl. 17.20 standsede færdselspolitiet en personbil, som en 19-årig mand fra Ringsted var fører af under kørsel ad Søndre Parkvej.
Den 19-årige havde ikke erhvervet sig et kørekort, hvilket medførte den første sigtelse. Den næste blev en sigtelse for kørsel i bilen i narkotikapåvirket tilstand, efter at en narkometertest havde givet udslag for påvirkning af både cannabis og kokain under kørslen.
Den 19-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet kunne efter en nærmere kontrol af hans tidligere kørsler uden førerret konstatere, at det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at den 19-årige blev afsløret i at køre bil trods det manglende kørekort.
Personbilen blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation, så den 19-årige vil på et senere tidspunkt blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.
Bilist uden førerret impliceret i sammenstød – Egedesvej / Københavnsvej, Køge
Kl. 18.03 var en 18-årig mand fra Næstved impliceret i et sammenstød med to andre bilister, efter at alle tre parter var kørt ad Egedesvej mod øst.
De to forreste var en hestetransport og en personbil, hvis bagende den 18-årige ramte, så personbilen blev skubbet frem i hestetransporten. Begge biler var standset for rødt lys, inden de måtte køre videre ud på Københavnsvej.
Ingen – hverken personer eller dyr – kom til skade ved sammenstødet, men den 18-årige havde ikke noget kørekort og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Han blev tillige sigtet for at transportere en lattergaspatron i bilen, hvori han ved førersædet havde så mange effekter liggende, at der også var en nærliggende risiko for, at de kunne ryge ind under pedalerne, så han ikke kunne betjene køretøjet forsvarligt.
Den 18-årige kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet og sigtelserne mod ham.
Røg i køkken i lejlighed – Møllestræde, Kalundborg
Kl. 20.58 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en lejlighed i en beboelsesjendom, idet der kom røg ud fra en lejlighed.
Ved ankomsten til stedet forsøgte en 56-årige kvinde at løbe fra stedet, og brandvæsnet og politiet kunne efterfølgende konstatere, at røgen kom fra hendes lejlighed.
Det viste sig, at der ikke var direkte brand i hendes køkken, men kraftig røgudvikling fra bl.a. noget pap, der havde ligget over et tændt komfur.
Den 56-årige kvinde var uskadt, men blev ud fra disse omstændigheder sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen på grund af den manglende forsigtighed med brændbart materiale i hendes køkken.
Politiet vurderede, at kvinden måske ikke helt havde forstået situationens alvor, så politiet udfærdigede tillige en underretning til de sociale myndigheder, som derefter kan vurdere, hvorvidt hun måtte have behov for støtte. Hun kan dog forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.
Narkosælger afsløret – Ølbycenter, Køge
Kl. 22.16 fik politiet kontakt til en 19-årig mand fra Kgs. Lyngby på parkeringspladsen ved svømmehallen, hvor han kørte rundt i en bil.
Ved en nærmere kontrol viste det sig, at den 19-årige var i besiddelse af fire poser med i alt ca. seks gram kokain samt et firecifret kontantbeløb, som politiet mistænkte for at være udbyttet fra handel med stoffer.
Både kokainen og pengene blev beslaglagt i forbindelse med en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvor den 19-årige var kortvarigt anholdt i forbindelse af afhøring og efterforskning i sagen. Han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Påvirket gæst fik ildebefindende – Nygade, Holbæk
Kl. 00.10 bad dørmænd på et diskotek om assistance fra politiet, fordi en påvirket gæst optrådte truende over for bl.a. dørmanden.
Politiet fik på stedet kontakt til en påvirket, 22-årig mand fra Holbæk, som også optrådte aggressivt over for politiet, så politiet fandt anledning til at sigte ham både for overtrædelse af restaurationsloven og ordensbekendtgørelsen med baggrund i adfærden både inden- og udendørs.
Den 22-årige blev anholdt med henblik på anbringelse i detentionen til afrusning, men fik pludselig et ildebefindende, så politiet måtte give ham førstehjælp. I en tilkaldt ambulance blev han bragt på skadestuen til efterfølgende lægelig undersøgelse og behandling.
Den 22-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne, ligesom han må indstille sig på at finde andre steder at gå i byen de næste to år, idet han har fået et forbud mod at være gæst på diskoteket de næste to år.
Lørdag – søndag:
Varetægtsfængsling – Forsøg på tyveri, butikstyveri og indrejseforbud overtrådt – Køge
Kl. 06.09 lørdag morgen slog en 34-årig mand fra Køge og hans jævnaldrende kammerat alarm til politiet, da de efter en bytur var på vej i S-toget fra København til Køge.
De havde begge blundet i S-toget, da den 34-årige kort før ankomsten til Køge mærkede en mand tage om sit håndled i et forsøg på at stjæle et dyrt armbåndsur. Det mislykkedes, da den 34-årige vågnede og også fik vækket sin kammerat.
De to mænd fulgte efter den fremmede mand ud af S-toget efter ankomsten til Køge S-station. Manden gik herefter ind i en nærliggende døgnkiosk, hvor de to bemærkede, at den fremmede mand tog fire energidrik ind under sin jakke og forlod stedet uden at betale.
Den 34-årige og kammeraten tilbageholdt nu manden uden for butikken, hvis personale nu også slog alarm til politiet.
Ved døgnkiosken fik politiet kontakt til den tilbageholdte mand, der blev identificeret som en 46-årig mand fra Rumænien. Han blev anholdt i forbindelse med indledningsvist to sigtelser for hhv. forsøg på tyveri af et armbåndsur og de fire energidrikke fra kiosken.
Ved nærmere undersøgelse af den 46-åriges personlige forhold viste det sig, at han også overtrådte et indrejseforbud, som han havde fået frem til 2028 i forbindelse med en dom for tyveri i sommeren 2022. Han blev derfor nu også sigtet for overtrædelse af udlændingeloven.
Lørdag eftermiddag blev den 46-årige rumæner fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde som sigtet for de tre lovovertrædelser inden anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling. Grundlovsforhøret endte med, at den 46-årige blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 23. februar 2023.
Trussel på livet – Bygaden, Kundby, Svinninge – Holbæk
Kl. 10.13 anmeldte en 57-årig mand fra Svinninge sig truet på livet, efter at han kort forinden havde påtalt, at en yngre mand var kørende rundt i en grå personbil uden nummerplader på parkeringspladsen ved et supermarked.
Den ca. 25-årige mandlige fører af bilen havde svaret igen på påtalen ved at trække formentlig en kniv, der var blevet holdt frem mod anmelderen, inden manden var kørt hensynsløst væk fra stedet i retning mod Regstrup.
En patrulje afhørte anmelderen om truslen og forsøger nu at få identificeret føreren, der var lys i huden, 170-180 cm høj, med kort hår og iført sort dunjakke og sorte bukser.
Drone forsvandt – Snoldelev – Gadstrup – Roskilde
Kl. 10.40 fik politiet en anmeldelse om, at en drone fløj rundt i luften i en højde over de 50 meter og for tæt på området ved Roskilde lufthavn i Tune.
En patrulje kørte til området mellem Snoldelev og Gadstrup for at lede efter dronen og dens fører, men måtte opgive at finde både dronen og dens fører. Ingen blev derfor sigtet for den tilsyneladende ulovlige droneflyvning i området.
Droneflyvning i områder tæt på f.eks. lufthavnsområder skal ske efter bestemte regler, der stiller krav til både dronen og afstande til bestemte områder med f.eks. luftfartstrafik. Sørg for at læse mere om reglerne for droneflyvning, inden en drone ”luftes” i et område i landskabet, så en bødestraf for overtrædelse af reglerne undgås.
Parkeringskontrollør slået – Holsts Have, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 13.17 anmeldte en 49-årig mandlig parkeringskontrollør, at han var blevet slået på i forbindelse med sit arbejde på en parkeringsplads ved et supermarked i Holsts Have, Nykøbing Sj.
Manden, som havde slået ham, var efterfølgende kørt fra stedet i den bil, som parkeringskontrolløren ville pålægge en afgift.
Politiet fik på stedet kontakt til parkeringskontrolløren og et vidne, der begge kunne oplyse, at en mandlig bilejer var blevet sur over en parkeringsafgift og i den forbindelse havde slået parkeringskontrolløren over den ene hånd, så parkeringskontrollerens arbejdstelefon var fløjet langt væk.
Parkeringskontrolløren havde ikke nogen synlige skader og kunne give politiet oplysninger om den mistænkte, der blev identificeret som en 62-årig mand fra Vig.
Den mistænkte blev senere på eftermiddagen fundet og anholdt, hvorefter han blev sigtet for vold mod parkeringskontrolløren. Efter afhøring til sagen blev den 62-årige løsladt, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld – Elmegade, Kalundborg
Kl. 15.09 var to personbiler stødt sammen i Elmegade ved udkørslen fra en parkeringsplads ved et supermarked. Der var kun sket ringe materiel skade på bilerne ved sammenstødet.
Det viste sig, at en 21-årig kvinde fra Kalundborg var kørt i nordlig retning ud fra parkeringspladsen og efterfølgende påkørt bagenden af en personbil, som en 40-årig mand fra Kalundborg førte ad Elmegade i vestlig retning.
Politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsregler kunne være blevet overtrådt.
Spirituskørsel på knallert – Eskebjergvej, Eskebjerg – Kalundborg
Kl. 15.54 standsede politiet en slingrende knallertkører, der kørte ad Eskebjergvej i vestlig retning.
Føreren af en lille 30-knallert var en 69-årig mand fra Eskebjerg, som efterfølgende blev konstateret så kraftigt påvirket af spiritus, at han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel på knallerten.
Den 69-årige fik på et sygehus udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol inden sin løsladelse. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når promilleerklæringen foreligger.
Spirituskørsel – Asnæs Centret, Asnæs - Odsherred
Kl. 16.51 blev en 59-årig mand fra Asnæs anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i en personbil på parkeringspladsen ved Asnæs Centret.
Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så den 59-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Narkobilist med hash og kniv – Kastanievej, Holbæk
Kl. 16.58 standsede politiet en 32-årig mand fra København Ø som fører af en personbil, som han førte i narkotikapåvirket tilstand ad Kastanievej i Holbæk.
Den 32-årige blev anholdt i forbindelse med sigtelsen for narkokørsel, og politiet fandt efterfølgende ham i besiddelse af ca. 22 gram hash og en ulovlig hobbykniv. Disse fund medførte yderligere to sigtelser for overtrædelser af både lov om euforiserende stoffer og knivloven.
Politiet løslod den 32-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Uorden var rettelig overfald på to personer – Parkvej, Køge
Kl. 18.08 fik politiet flere henvendelser om uorden mellem bekendte foran en opgang i en beboelsesejendom på Parkvej i Køge.
Politiet rykkede ud til stedet med baggrund i disse oplysninger, som dog viste sig at være alvorligere end først antaget.
I beboelsesejendommen traf politiet en kvæstet, 20-årig mand og en 18-årig kvinde fra Køge, der begge var blevet overfaldet uden for opgangen.
Den 20-årige havde stiklæsioner flere steder på kroppen efter at være blevet overfaldet af ukendte personer, der også havde foretaget et voldeligt overfald på kvinden i forbindelse med overfaldet på ham. Overfaldene på de to ofre var blevet afbrudt, da andre fra opgangen kom til stede på grund af larmen herfra, hvorefter de ukendte personer flygtede i ukendt retning væk fra området.
Både manden og kvinden blev bragt til skadestuen til undersøgelse, registrering og behandling af de skader, som de havde pådraget sig efter overfaldene.
Politiet afspærrede et større område foran den pågældende opgang ved beboelsesejendommen for at lede efter eventuelle spor fra overfaldet samt for at foretage tekniske undersøgelse på gerningsstedet. Først efter midnat afsluttede politiet de akutte undersøgelser med bl.a. politihunde i området.
Politiet behandler overfaldene på de to ofre som sager om grov vold, hvor politiet forsøger at identificere mindst tre mørkklædte mænd, der også var maskerede. Samtidig forsøger politiet i samarbejde med de to ofre at finde frem til et eventuelt motiv.
Personer, der har bemærket overfaldet eller de mistænktes flugt, og som ikke har afgivet forklaring til politiet om deres observationer, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 for at afgive forklaring om deres observationer.
Uro og uorden – Fasanvej, Køge
Kl. 19.31 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var optræk til uro og uorden mellem to grupperinger, der befandt sig i området. Flere af personerne skulle ifølge anmeldelsen være maskerede.
Politiet kørte til området, hvor 12 mænd i alderen 18 – 33 år fra primært Køge-området, men også fra andre byer på Sjælland blev truffet. De blev alle kontrolleret af politiet, som dog ikke fandt grundlag eller beviser for at kunne sigte nogen af dem for noget strafbart, da roen var genoprettet ved politiets ankomst til området.
Hvorvidt disse mænds tilstedeværelse i dette område af Køge kunne have noget med den tidligere anmeldelse om overfaldene på Parkvej at gøre, har politiet ingen oplysninger om.
Knivloven – Jernbanegade, Køge
Kl. 20.35 kontrollerede politiet en 19-årig mand fra Køge, da han befandt sig på Køge S-station.
Den 19-årige havde uden noget anerkendelsesværdigt formål en lommekniv på sig, hvorfor han blev sigtet for overtrædelse af knivloven samtidig med en beslaglæggelse af kniven som bevis i sagen.
Narkokørsel – Brogade, Køge
Kl. 21.15 blev en 23-årig mand fra Tureby anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil ad Brogade i Køge.
Den 23-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Spirituskørsel frem mod rødt lys – Algade / Hestetorvet / Jernbanegade, Roskilde
Kl. 22.28 så en patrulje en personbil køre frem mod rødt lys i lyskrydset Algade – Hestetorvet, efter at bilisten var kommet kørende fra Jernbanegade frem til lyskrydset.
Personbilen blev efterfølgende standset, og heri sad en 33-årig mand fra Helsinge bag rattet. En alkometertest afslørede, at den 33-årige var mere påvirket af spiritus end tilladt, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel i bilen.
Den 33-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Snød med sin alder – Nygade, Holbæk
Kl. 00.31 bad en dørmand på et diskotek om assistance fra politiet til kontrollere identiteten på en ung mand, der havde forevist et kørekort ved indgangen. Da dørmanden havde spurgt nærmere ind til den unge mands identitet, havde den unge mand forlangt at få det fremviste kørekort retur, inden han ville forlade stedet.
Politiet fik på stedet kontakt til en blot 16-årig ung mand fra Holbæk, som havde benyttet sig af en 23-årig mands kørekort for at få adgang til diskoteket. Kørekortet blev beslaglagt som bevis i sagen og med henblik på udlevering til rette ejer, når han har afgivet forklaring til politiet.
Den 16-årige blev sigtet for misbrug af kørekortet for at få adgang til diskoteket, hvorefter politiet kørte ham hjem til sine forældre, som efterfølgende kunne overvære afhøringen af ham. De sociale myndigheder vil senere blive underrettet om sagen mod den 16-årige.
Forbud mod at være gæst på diskotek – Nygade, Holbæk
Kl. 04.10 blev en påvirket, 25-årig mand fra Svinninge anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af restaurationsloven.
Han havde under opholdet på diskoteket i sin påvirkede tilstand været til gene for øvrige gæster i form af tilnærmelser, ligesom han efterfølgende ikke havde fulgt dørmændenes anvisninger.
Efter anholdelsen havde han foretaget et udfald mod politiet sammen med truende udtalelser, hvorfor det også blev til en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den 25-årige fik lov til at sove rusen ud i detentionen på politistationen i Roskilde, som han kunne forlade med et forbud efter restaurationslovgivningen mod at være gæst på diskoteket i de næste to år. Senere vil den 25-årige høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod ham.
Søndag – mandag:
Færdselsuheld – Tunevej, Gadstrup – Roskilde
Kl. 06.43 skete et uheld, da en 50-årig kvinde fra Roskilde kom kørende i en bil ad Tunevej i retning mod nordvest. Kvinden undveg en ræv, som krydsede vejen og mistede i den forbindelse herredømmet over sin bil og påkørte et træ. Der skete udelukkende materiel skade ved uheldet, ingen personskade.
Mand havde brug for hjælp – Nykøbing Sjælland, Odsherred
Kl. 11.39 modtog politiet et opkald fra en mand, som ikke havde det så godt, og som fortalte politiet, at han ville gøre skade på sig selv. Politiet kom talstærkt frem til stedet, hvor de fik kontakt til manden, som hurtigt kom i politiets varetægt. Manden blev undersøgt på stedet af ambulancepersonale, og han blev efterfølgende indlagt for at få den nødvendige behandling og omsorg. Politiet optog rapport i sagen.
Butikstyveri – Støberivej, Køge
Kl. 13.11 blev en butikstyv afsløret, da alarmen i en butik blev aktiveret. Politiet blev tilkaldt, til butikken, hvor en 42-årig mand fra Litauen var tilbageholdt. Den udenlandske mand havde iført sig et bælte i butikken og havde efterfølgende gået forbi kasselinjen uden at betale for bæltet, og han blev tilbageholdt, indtil politiet kom frem til stedet. Politiet anholdt manden og sigtede ham for tyveriet, og man blev afhørt af politiet. Sagen blev afgjort med en straksbøde, hvorefter manden fik lov at gå.
Brand – Rødvigvej, Rødvig Stevns – Stevns
Kl. 13.11 fik alarmcentralen en anmeldelse om en brand i et skur. Politiet og brandvæsnet kom frem til stedet, hvor der var brand i et skur. Brandvæsnet fik slukket branden, som havde overtændt skuret, som brændte ned. Branden forårsagede skader på to naboejendomme – hos den ene nabo var der sket skader på et hegn og et træ samt et drivhus. Hos en anden nabo havde branden forårsaget skader på et skur, skader på et hustag samt flere knuste ruder – disse skader skyldes formentlig, at en trykflaske, der var placeret i det nedbrændte skur, var sprunget i forbindelse med branden og havde forårsaget en trykbølge. Det er uvist, hvad der forårsagede branden i skuret. Brandstedet skal nu undersøges af politiets teknikere med henblik på at fastlægge brandårsagen. Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden. Politiet optog rapport i sagen.
Pige ombyttede prismærker men blev afsløret – Industrivej, Roskilde
Kl. 13.47 blev en 14-årig pige fra Roskilde afsløret i at have byttet rundt på nogle prismærker i en butik, og hun forsøgte at slippe afsted med at betale 20 kr. for en trøje, som oprindeligt havde haft et prismærke på 100 kr. Pigen blev tilbageholdt og afhørt af politiet under tilstedeværelse af hendes værge og de sociale myndigheder, hvorefter hun fik lov at gå. Politiet optog rapport i sagen.
Glatføreuheld – Vintapperivej, Jenslev, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 17.49 mistede en 32-årig mand herredømmet over den bil, han var fører af på grund af glat føre. Bilen rullede rundt og endte på taget i rabatten uden for vejbanen. Manden kom ud af bilen og var sluppet uskadt fra uheldet. Bilen blev påført minestrimmel og vil blive fjernet fra stedet i løbet af mandag.
Narkokørsel – Roskildevej, Ll. Grandløse, Holbæk
Kl. 19.43 blev en 33-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, hvilket manden erkendte. Manden fik udtaget en blodprøve på sygehuset, hvorefter han blev løsladt. Han er sigtet i sagen, som afgøres, når politiet modtaget resultatet af blodprøven.
Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 21.50 blev en bil ført af en 46-årig mand bragt til standsning af en patrulje. Patruljen mistænkte, at manden var påvirket af spiritus, hvilket patruljebilens alkometer bekræftede. Manden blev derfor anholdt og fik udtaget en blodprøve på sygehuset, hvorefter han blev løsladt. Manden er sigtet for spirituskørsel og vil få afgjort sin sag, når resultatet af blodprøven er klar.
Drone med hashpakke tilbageholdt ved psykiatrisk hospital – Boserupvej, Roskilde
Kl. 21.54 fik politiet en anmeldelse om, at ansatte på et psykiatrisk hospital havde fået fat i en drone, som var fløjet hen til en udendørs atriumgård på hospitalets område. Under dronen hang en ca. 1 meter lang snor, i hvilken der var fastgjort en lille pakke i form af en pølsemandspose. En patient på hospitalet stod klar til at tage indholdet af pølsemandsposen. En hurtig ansat på stedet fik dog fat i snoren og trak i den, hvorved den ansatte fik fat i dronen og politiet blev tilkaldt. Pølsemandsposen viste sig at indeholde 10,62 gram hash, og patienten på hospitalet blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet beslaglagde hashen og dronen og skal nu undersøge, om droneføreren kan identificeres. Den sigtede i sagen vil høre nærmere på et senere tidspunkt.