Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Holbækvej, Jyderup (forsøg)
Kildebrøndevej, Greve
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Frilandsvej, Holbæk
Grønager, Gevninge, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Gammelgårdsvej, Darup, Roskilde
Lynggårdsvej, Køge
Jernbanegade, Køge
Færdselsuheld – Darupvej, Darup, Roskilde
Kl. 07.03 rykkede redningspersonale og politiet ud til en forulykket bilist på Darupvej ud for Himmelsøen, hvor en bil var kørt i grøften.
Det viste sig, at en 40-årig kvinde fra Roskilde i en personbil var kørt i sydlig retning af Darupvej, da hun fik et ildebefindende. Hun mistede derfor kontrollen over bilen, der kørte i grøften og også ramte et hegn.
Den kvindelige fører var ikke kommet til skade som følge af uheldet, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev involveret.
Færdselsuheld – Elverdamsvej, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 14.30 fik politiet en melding om, at tre varebiler var blevet impliceret i et sammenstød på Elverdamsvej lige lidt nord for rundkørslen ved Vintappervej / Kyndeløsevej.
Det viste sig, at en 28-årig mand fra Vejle-området som fører af en varebil i sydlig retning for sent opdagede, at trafikken foran ham var gået i stå på grund af kødannelse.
Han påkørte derfor bagenden af en varebil foran ham, og påkørslen medførte, at den påkørte varebil blev skubbet frem i en tredje varebil.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som forårsagede udslip af olie og kølervæske, så det lokale redningsberedskab måtte tilkaldes. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet.
Hurtig knallert til undersøgelse – Nykøbingvej, Grevinge – Odsherred
Kl. 14.50 fik en MC-færdselsbetjent standset en lille 30-knallert på Nykøbingvej ved Løngårdsvej, da en 17-årig ung mand fra Grevinge kom kørende på den.
Færdselspolitiet mistænkte knallerten for at kunne køre væsentlig hurtigere end tilladt, så knallerten blev indbragt til nærmere undersøgelse på et rullefelt. Den 17-årige vil således høre nærmere fra politiet, når hastighedsmålingen er udført.
Grundlovsforhør – Butikstyverier – Klosterparks Alle, Ringsted
Kl. 15.54 rykkede politiet ud til outletcentret, hvor den ene af to butikstyve var blevet tilbageholdt af en centervagt. En anden centervagt var sammen med butikspersonale på jagt efter en anden mandlig butikstyv.
Politiet fik i outletcentret kontakt til en 25-årig mand fra Algeriet, som blev anholdt som mistænkt for tyveri af tøj fra en sportsbutik.
Kort efter kom en centervagt og butikspersonale til stede med endnu en mistænkt, som viste sig at være en 20-årig mand fra Tunesien. Han var under flugten blevet pågrebet i Nørregade og blev også anholdt af politiet som mistænkt i sagen.
De to anholdte havde i en sportsbutik i outletcentret taget en del tøj med sig ind i nogle prøverum, hvor de hver især iførte sig sportstøjet. De forlod herefter butikken uden at betale for noget, og da personalet efterfølgende konstaterede, at prøverummene var efterladt tomme, slog personalet alarm til centervagterne.
De to anholdte var iklædt sportstøj til en samlet værdi af ca. 3.400 kr. under deres eget tøj. Prismærkerne sad stadig i tøjet, som sportsbutikken krævede erstatning for, fordi tøjet var gennemvædet af sved og ikke kunne sælges efterfølgende.
Under efterforskningen af de to mistænktes færden blev det via videoovervågning klarlagt, at de også havde stjålet to par sko fra en anden butik i outletcentret. Skoene til en værdi af ca. 780 kr. var blevet skjult i en rygsæk, inden de forlod butikken uden at betale og uden aktivering af alarmerne i skoene.
De anholdte blev bragt til politistationen i Roskilde og afhørt til sagerne. De forblev dog i politiets varetægt, idet de begge vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag kl. 14.00 i Retten i Roskilde med påstand fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling.
Mistænkelig mand i haver – Hvalsø – Lejre
Kl. 21.55 fik politiet den første af flere henvendelser om en mand, der bl.a. på Bøgevej og Roskildevej ved et plejecenter løb igennem haver. Ifølge anmeldelserne var manden kun iført underbukser og strømper.
Politiet kørte til Hvalsø og fik til sidst kontakt til en 39-årig mand fra Hvalsø, som blev formanet i anledning af sin adfærd, der ikke havde forårsaget nogen ødelæggelse nogen stedet. Han blev kørt til den centrale del af Hvalsø, hvor han øvrige beklædningsgenstande lå.
Politiet fandt på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at sigte manden for noget eller i øvrigt foretage yderligere i anledning af hans særlige adfærd.
Mand stukket med kniv på Vig Festival – Ravnsbjergvej, Vig - Odsherred
Se udsendte pressemeddelelse om sagen.
Spiritus-/narkokørsel – Kaserne Parkvej, Ringsted
Kl. 01.50 blev en 19-årig mand fra Ringsted anholdt i forbindelse med en sigtelse for spiritus- og narkokørsel i en personbil, som han førte ad Kaserne Parkvej.
Den 19-årige fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer, hvorefter han blev herefter løsladt.
Narkokørsel uden førerret mv. – Hundigevej, Greve
Kl. 02.48 standsede politiet en 21-årig mand fra Greve som fører af en personbil, som han førte ad Hundigevej ved Agenavej.
Den 21-årige havde ikke erhvervet sig et kørekort og kunne i øvrigt mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen. Han blev anholdt i forbindelse med de to sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
Ved nærmere undersøgelse af den anholdte og hans bil fandt politiet en peberspray og en joint, som han også blev sigtet for ulovligt at være i besiddelse af. De ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis i sagerne.
Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende sager, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Tyveri fra varebil – Lynggårdsvej, Køge
Kl. 05.01 slog en opmærksom mand alarm til politiet, da anmelderen havde set to mænd stjæle værktøj fra en parkeret varebil på Lynggårdsvej i Køge. De to mænd havde taget flugten, da de blev opdaget og flygtede fra stedet i en mindre hvid varebil med formentlig udenlandske nummerplader.
Anmelderen var fulgt lidt efter flugtbilen, men havde mistet kontakten til den under kørsel i retning mod Salby-området.
Politiet fandt heller ikke flugtbilen og foretog efterfølgende undersøgelse af varebilen, hvor tyvene på ukendt måde havde skaffet sig adgang til varerummet. Her var der rodet rundt i tingene og formentlig stjålet værktøj.
De to mistænkte blev af anmelderen beskrevet som: A: mand, skaldet, iført hvid T-shirt, og B: mand, høj, karseklippet.
Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser og vil i mellemtiden gerne i kontakt med personer, der måtte have bemærket de to mænd i området, eller hvis de optræder på privat videoovervågningsmateriale. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.