Nyt fra Ringsted i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Dalmosevej, Ringsted (forsøg)
Sorøvej, Ringsted
Langløbet, Jyllinge
Fælledvej, Roskilde (forsøg)

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Dampmøllevej, Holbæk
Grønnegården, Greve


Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 09.55 sigtede politiet en 24-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Valdemar Sejrsvej i sydlig retning.

Den 24-årige var dog lidt uforstående over mistankegrundlaget, men han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Politiet vil kontakte den 24-årige, når analyseerklæringen foreligger og dermed et svar på, hvorvidt han var påvirket af narkotika under kørslen.

Færdselsuheld – Ringstedvej / Parkvej, Køge

Kl. 10.06 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Ringstedvej – Parkvej i Køge, uden at nogen af parterne var kommet til skade.

Det viste sig, at en 50-årig mand fra Køge i en personbil var kørt ad Ringstedvej mod vest frem til krydset ved Parkvej, hvor han ville svinge til venstre ad Parkvej.

Under svingningen var han standset i midten af krydset, men påkørte i forbindelse med den fortsatte svingning venstre side af en modkørende personbil, som en 20-årig mand fra Vordingborg førte ad Ringstedvej mod øst.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Naurbjergvej, Havdrup – Solrød

Kl. 11.05 standsede færdselspolitiet en varebil med tilkoblet påhængsvogn med henblik på rutinemæssig kontrol af vogntoget og føreren.

Bag rattet i varebilen sad en 46-årig mand fra Kirke-Eskilstrup, som var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af vogntoget. Han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden og efterfølgende gjort bekendt med, at han nu for tredje gang inden for de seneste tre år var blevet afsløret i at være fører af et køretøj, selv om han ikke havde førerret.

Politiet beslaglagde derfor hans varebil med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som den 46-årige vil blive indkaldt til på et senere tidspunkt.

En dommer skal dog forinden kigge nærmere på politiets grundlag for beslaglæggelsen af varebilen, fordi den 46-årige protesterede herover og ønskede en retlig prøvelse heraf.

Besiddelse af narkotika – Roskilde

Kl. 12.15 bankede en narkohundepatrulje på hos en 22-årig mand fra Roskilde med baggrund i en mistanke om, at han kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.

Narkohundene viste allerede ved ankomsten til mandens adresse stor interesse for at kigge nærmere på hans bopæl, hvor politiet ved en ransagning fandt 165 gram amfetamin og 0,4 gram hash.

Den 22-årige blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika, idet politiet mistænkte ham for besiddelse af amfetaminen med henblik på videreoverdragelse til andre.

Politiet løslod dog den 22-årige efter afhøring til sagen, som senere vil få et retligt efterspil for ham. De ulovlige stoffer blev beslaglagt som beviser i straffesagen.

To hurtige bilister – Darupvej, Roskilde

Færdselspolitiet var igen på Darupvej for at måle trafikanternes hastighed med en medbragt laserhastighedsmåler, og i alt to bilister blev afsløret i at køre væsentligt hurtigere end tilladt på Darupvej, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.

Kl. 13.14 blev en 31-årig mand fra Hvalsø sigtet for at have kørt mindst 81 km/t ad Darupvej i vestlig retning i en personbil, og kl. 13.52 var en 63-årig mand fra Fakse som fører af en personbil blevet sigtet for at have kørt mindst 82 km/t ad Darupvej i østlig retning.

Begge bilister har overskredet den gældende hastighedsbegrænsning med mere end 60 procent, hvorfor de begge ud over en bøde og et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden kan forvente en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet. Såfremt de findes skyldige, vil påstanden betyde, at de skal aflægge en ny teori- og køreprøve for at beholde førerretten.

Narkokørsel uden førerret – Claus Norbysvej, Holbæk

Kl. 13.55 standsede politiet en personbil, som en 42-årig mand uden fast bopæl havde ført ad Claus Norbysvej i nordlig retning i Holbæk.

Den 42-årige kunne ikke fremvise noget kørekort, idet hans førerret sidste år var blevet inddraget af politiet i forbindelse med en verserende sag om narkokørsel. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Da politiet kunne mistænke ham for at være påvirket af narkotika under denne kørsel, blev han også sigtet for narkokørsel og fik efterfølgende i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Den 42-årige var uforstående over mistankegrundlaget for denne nye sigtelse, men kan nu afvente underretning om resultatet af analysen af den udtagne blodprøve.

Færdselsuheld – Svallerup Landevej / Østervang, Svallerup, Kalundborg

Kl. 14.37 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på Svallerup Landevej (rute 22) i krydset ved Østervang, hvor to personbiler var stødt sammen.

Både ambulancer og en lægehelikopter var sendt til uheldsstedet, som politiet fik afspærret med tilkaldte tavlevogne for trafik i begge retninger under rednings- og undersøgelsesarbejdet i anledning af færdselsuheldet.

En 85-årig mand fra Jerslev Sj. blev i en ambulance bragt til undersøgelse på et sygehus, mens den anden bilist - en 60-årig mand fra København Ø - var chokeret, men sluppet fra uheldet uden behov for at blive undersøgt på et sygehus. Lægehelikopteren blev ikke anvendt i forbindelse med uheldet.

En hund i den 85-åriges bil bragte politiet retur til hans bopæl, hvor den 85-åriges pårørende kunne tage sig af den, ligesom de samtidig blev underrettet om uheldet.

En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge de involverede personbiler og uheldsstedet, da politiet indledningsvist ikke kunne udelukke, at den 85-årige kunne være kommet alvorligt til skade.

En foreløbig konklusion på omstændighederne ved uheldet efter bilinspektørens undersøgelser og vidneforklaringer mv. var, at den 85-årige var kørt i sin personbil ad Østervang mod vest frem til krydset ved Svallerup Landevej. Her standsede han, men fortsatte kort efter ud på Svallerup Landevej i forbindelse med et venstresving.

Under svingningen blev den 85-åriges bil påkørt på venstre side af en anden personbil med tilkoblet påhængsvogn, som den 60-årige mand førte ad Svallerup Landevej i nordlig retning.

Den 60-åriges bil blev slået ud af kurs, ligesom airbags blev udløst, inden bilen standsede i den modsatte side af vejen ved påkørsel af en sten ved en parkeringslomme.

Ingen af parterne var påvirket af hverken spiritus eller andre ulovlige stoffer, hvorfor politiet i forbindelse med rapportoptagelsen og i samarbejde med bilinspektøren forsøger at klarlægge den konkrete årsag til uheldet på en vejstrækning, hvor højst tilladte hastighed er 70 km/t ifølge skiltningen.

Den 85-årige blev indlagt til behandling for sine skader, men meldes uden for livsfare. Afspærringen af krydset blev ophævet kl. ca. 17.30, så trafikken i begge retninger ad Svallerup Landevej kunne genoptages.

Brand på kirkegården – Kong Magnus Vej, Roskilde

Kl. 16.17 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand på kirkegården, hvor der var gået i noget buskads ved Kong Magnus Vej.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der kun havde forårsaget skader på en busk.

Brandårsagen kunne ikke umiddelbart klarlægges, men der var dog ikke indikation på en strafbart handling. En henkastet genstand som f.eks. et cigaretskod kunne være en mulig brandårsag i denne tid, hvor naturen er meget tør, men tesen kunne ikke underbygges ved fund eller spor på stedet.

Færdselsuheld – Jyllinge Parkvej / Østre Centervej, Jyllinge - Roskilde

Kl. 18.02 fik politiet via alarm 112 melding om, at et barn var blevet påkørt af en personbil i et fodgængerfelt på Jyllinge Parkvej, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Politiet traf på uheldsstedet en ædru, men chokeret 30-årig kvindelig bilist fra Jyllinge, mens redningspersonalet tog sig af en tilskadekommen pige liggende på Jyllinge Parkvej. Hun blev straks efter i en ambulance bragt til et sygehus til behandling for sine skader.

En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og de implicerede køretøjer, herunder pigens cykel, der var henstillet ved et skilt ved uheldsstedet.

Politiet fik ud fra undersøgelserne og afhøring af bilisten og vidner mv. klarlagt, at den 30-årige kvindelige bilist var kørt i en personbil ad Jyllinge Parkvej mod øst med lav hastighed.

Da bilisten passerede det markerede fodgængerfelt på tværs af Jyllinge Parkvej umiddelbart vest for Østre Centervej, blev en 10-årig pige fra Jyllinge påkørt i fodgængerfeltet, så hun efterfølgende landede på kørebanen.

Pigen blev indlagt på et sygehus til behandling for alvorlige, men ikke livstruende skader som følge af påkørslen, som hendes pårørende er underrettet om.

Politiet mangler at afhøre pigen om hendes færden inden påkørslen, men politiet vil i forbindelse med undersøgelse af hændelsesforløbet forud for og i forbindelse med påkørslen gerne i kontakt med personer, der måtte have gjort observationer omkring uheldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spiritus-/narkokørsel – Haslevvej, Sneslev, Ringsted

Kl. 20.47 havde politiet standset en 38-årig mand fra Ringsted som fører af en personbil, som han havde ført ad Haslevvej i sydlig retning i Sneslev.

Den 38-årige blev kort efter anholdt, fordi både en alkometer- og en narkometertest havde givet udslag for påvirkning af både alkohol og narkotika under kørslen.

Politiet sigtede manden for både spiritus- og narkokørsel, hvilket var grundlaget for udtagelse af blodprøver til undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer inden hans løsladelse. Den 38-årige vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Mand generede diskoteksgæster – Hersegade, Roskilde

Kl. 23.14 måtte personalet på et diskotek bede om assistance fra politiet til at bortvise en spirituspåvirket mand, der ude på gaden var til gene for gæster til diskoteket.

Politiet fik på stedet kontakt til den spirituspåvirkede, 40-årige mand fra Roskilde, der var opfarende i sin påvirkede tilstand, at politiet anså det for nødvendigt at frihedsberøve ham for at få skabt ro i gaden.

I samme forbindelse blev den 40-årige sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd over øvrige tilstedeværende/gæster i hans kraftigt spirituspåvirkede tilstand.

Efter et lægetilsyn blev den 40-årige anbragt til afrusning i politiets detention, hvorfra han blev løsladt tidligt torsdag morgen, da han blev vurderet i stand til at klare sig uden ulempe for andre. Han kan dog forvente at modtage en bøde som afgørelse på overtrædelsen af ordensbekendtgørelsen.

Røvede kasket fra mand – Ved Ringen, Roskilde

Kl. 00.10 fik politiet en henvendelse fra en 37-årig mand fra Roskilde, som kort forinden var blevet overfaldet og havde fået frataget sin kasket af en fremmed mand i et grønt område ved Ved Ringen, Roskilde.

Den 37-årig var noget chokeret over episoden, der skete, da han gik ad en sti i et grønt område i nordlig retning mod togstationen i Roskilde.

Pludselig kom en fremmed mand hen til den 37-årige, som blev overfaldet med slag mod hovedet og spark på kroppen, mens han forsøgte at værge for sig.

Overfaldet endte med, at den fremmede mand tog den 37-åriges kasket og forlod området, da en cyklist tilfældigt kom til stedet.

Flere patruljer blev sendt til området og kunne kl. 00.14 anholde en påvirket, 33-årig mand fra Island, som var i besiddelse af den forurettedes kasket.

Politiet bragte den anholdte til politistationen i Roskilde, hvor han blev tilset af en læge, inden han blev anbragt i detentionen til afrusning inden afhøring til sagen.

Den 33-årige blev torsdag morgen sigtet for røveri af den 37-åriges kasket ud fra omstændighederne ved overfaldet på ham.

Efter afhøringen blev den 33-årige løsladt, idet han efter en fornyet lægeundersøgelse blev indlagt på et hospital til undersøgelse og eventuel behandling i anledning af sin mentale tilstand.

Sagen vil dog senere få et strafferetligt efterspil for den 33-årige, og politiet har allerede genudleveret kasketten til den forurettede, der i mellemtiden blev undersøgt på en skadestue for at få dokumenteret eventuelle skader.

Træt bilist slingrede på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 01.10 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der under kørsel ad Køge Bugt Motorvejen i sydlig retning slingrede kraftigt og brugte skiftesvis nødsporet og vognbaner ved den usikre kørsel.

Politiet fik via en forfølgende anmelder oplysninger om bilisten, der blev standset på Vestmotorvejen mellem Vemmedrup- og Borup-afkørslerne.

Bag rattet i den standsede personbil sad en 45-årig kvinde fra Køge, der fremstod sløv og med balancebesvær. Hun var ædru, men en narkometertest gav udslag for påvirkning af metadon.

Den kvindelige bilist blev derfor sigtet for kørsel i påvirket tilstand, hvorefter hun i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse af eventuelle medikamenter, hun måtte være påvirket af under kørslen.

Kvinden oplyste til politiet at have været vågen i mange timer, og mens hun sad på en stol i forbindelse med afhøringen, faldt hun pludselig i søvn.

Den 45-årige kvinde blev løsladt efter afhøringen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet om sagens videre forløb, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi