Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Ringsted - onsdag den 27. januar

Profilbillede
dato

Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Slibestenen, Gørlev
Lokesvej, Benløse, Ringsted
Jonstrupvej, Jonstrup, Ugerløse
Hornsherredvej, Lyndby, Kirke-Hyllinge
Stensager, Hvalsø
Gadstrupparken, Gadstrup

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Bjerge Landevej, Bjerge, Store Fuglede

 

Hurtig søndagsbilist – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Søndag var politiets ATK-bil (Automatisk Trafik Kontrol) ude at måle på Køgevej i Gadstrup, hvor man må køre 80 km/t. Her blev en bilist målt til at køre en hastighed, som ikke helt stemmer overens med den traditionelle opfattelse af en søndagsbilist.

Målingen i søndags blev foretaget på Køgevej ud for nr. 71 i Gadstrup mod nord i tidsrummet mellem kl. 13.14 til kl. 18.44. Der passerede 1792 biler - heraf blev 60 bilister blitzet, fordi de kørte for hurtigt. Syv bilister kørte mere end 30% for hurtigt, så de foruden bøder mellem 1.500 – 3000 kr. også får et klip i kørekortet.

En bilist havde sin fod så tungt på speederen, at han blev blitzet med en hastighed på hele 175 km/t på landevejen.

”Bilisten overskred hastigheden med mere end 100%, og sagen vil derfor blive hastebehandlet som groft uforsvarlig kørsel. Vi ser på den slags sager med største alvor og prioriterer at få afgjort den slags sager hurtigt, så vi kan få de farlige bilister væk fra vejene” siger politiassistent Claus Oster, der er faglig koordinator for ATK i færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Bilisten kan ud over en klækkelig bøde forvente en påstand om ubetinget frakendelse af førerretten.

Fund af narkotika ved ransagning – Ølby, Køge

Kl. 07.15 foretog politiet anholdelse af en 26-årig mand fra Køge, da politiet havde henvendt sig ved hans bopæl for at foretage en ransagning på baggrund af en mistanke om, at han var i besiddelse af euforiserende stoffer. Ved ransagningen, hvor narkohunde deltog, fandt politiet ca. 1.545 gram hash, knap 2½ gram kokain, et femcifret kontantbeløb, en digitalvægt, pølsemandsposer og en pengeoptæller. Den 26-årige blev bragt til en politistation til afhøring til sagen, der skønnes at være en overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet mistænkte den 26-årige for at være i besiddelse af kontanterne efter salg af hash, således at det kontante beløb svarede til at have solgt ca. 350 gram hash inden politiets ransagning. Alle de fundne effekter og kontanterne blev beslaglagt som beviser i sagen. Den 26-årige blev løsladt efter afhøring til sagen, som dog vil få et strafferetligt efterspil på et senere tidspunkt.

Færdselsuheld – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 07.48 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor to personbiler var impliceret. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, så kun bilerne havde fået mindre materielle skader. Det ene køretøj spærrede for trafikken, så et bugseringskøretøj blev bestilt til uheldsstedet til borttransport. En 59-årig kvinde fra Køge var i sin bil standset på Ringstedgade med front i nordlig retning, da hun svingede ud for at ville lave en vending. Herunder ramte hun ind i siden på en bagfra kommende personbil, der blev ført af en 32-årig kvinde fra Roskilde ad Ringstedgade i nordlig retning, således at den 59-åriges bil spærrede for trafikken i nordlig retning efterfølgende. Kl. ca. 08.30 var begge biler fjernet fra uheldsstedet, så trafikken igen kunne passere uhindret. En 6-årig pige var som passager i den 32-åriges bil også sluppet uskadt fra uheldet. Politiet optog rapport om uheldet for at få klarlagt, om nogen af parterne kan have overtrådt færdselsloven.

Brand i gasflaske – Søbæksparken, Jyderup – Holbæk

Kl. 08.29 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand på en byggeplads ved siden af statsfængslet. Der var kun tale om en mindre brand, men til gengæld i en gasflaske. Under fornøden sikkerhed, da gasflasken kunne eksplodere, blev branden slukket, uden at der hverken skete eksplosion eller andre skader end smeltning af plastdele på gasflasken. Politiet fandt ikke umiddelbart noget grundlag for at efterforske brandårsagen yderligere og foretog sig derfor ikke videre i sagen.

Færdselsuheld – Stevnsvej, Strøby – Stevns

Kl. 09.45 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist var forulykket i et solo-uheld. Det viste sig, at en 69-årig kvinde fra Rødvig Stevns under kørsel i en personbil ad Stevnsvej mod syd af ukendte årsager kom ud i rabatten i højre side af vejen. Herved mistede hun kontrollen over bilen og kørte lidt videre nede i en grøft, indtil hun ramte et mindre træ og et træhegn på en privat adresse. En tilkaldt ambulance bragte den 69-årige til kontrol på skadestuen i Køge, men hun var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet.

Brandundersøgelse – Almstoftevej, Sneslev, Ringsted

Kl. 13.33 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand i en gård. Politiet kunne undervejs til stedet se en kraftig røgfane op mod himlen og kunne på brandstedet konstatere, at ilden havde godt fat i et stuehus på landejendommen. Alle personer var kommet ud i sikkerhed, men en hund skulle befinde sig inde i det brændende hus. Hunden blev fundet uskadt og reddet ud, men fik med hjælp fra politiet dog for en sikkerheds skyld iltmaske, da den havde opholdt i et røgfyldt rum. Brandvæsnet fik hurtigt styr på branden, der havde forrettet de største skader på 1. salen i beboelsen.

Husets kvindelige beboer, der havde været alene hjemme, da branden opstod, havde hørt en brandalarm gå i gang på 1. salen og kunne efterfølgende konstatere, at der var flammer. Hun slog alarm og sørgede for at redde sig ud af den brændende bygning. Politiet kunne ikke umiddelbart fastlægge brandårsagen, så politiets brandefterforskere skal nu kigge nærmere på brandstedet i et forsøg på at klarlægge brandårsagen. Ingen – hverken personer eller dyr – kom til skade ved branden, hvor der havde lydt høje brag fra tagsten, der sprængtes som følge af varmepåvirkningen.

Mistænkelige indsamlere – Lejre, Odsherred og Kalundborg

Kl. 11.19 anmeldte flere borgere, at en udenlandsk mand og kvinde, henvendte sig til nogle ældre kvinder for at få dem til at donere penge til et ukendt formål foran Super Brugsen i Hvalsø - Lejre. En borger havde henvendt sig til det udenlandske par, hvilket fik dem til at sætte sig ind i en sølvfarvet personbil, hvorefter de kørte fra stedet via Hovedgaden mod syd. En patrulje kørte til stedet og ledte efter bilen med de udenlandske personer, men fandt ikke frem til dem.

Kl.13.24 anmeldte en 84-årig kvinde fra Hvalsø, at hun omkring kl. 12.00 foran Super Brugsen i Hvalsø var blevet antastet af en udenlandsk mand, som samlede penge ind til børn. Han viste hende et stykke papir, hvor fire personer havde skrevet deres navn og deres donation. Den 84-årige kvinde gav manden 100 kr, men det var han ikke tilfreds med. Manden pegede på papiret, hvor der stod at andre havde doneret 200 kr. Kvinden følte sig derfor nødsaget til at give ham yderligere 100 kr. Manden kørte herefter fra stedet i en mindre mørk personbil. Kvinden havde efterfølgende undret sig over manden uhøflige optræden og kontaktede politiet, da hun mistænkte at manden ville gøre det samme ved andre.

Politiets servicecenter tog imod anmeldelsen og vejledte kvinden til at kontrollere, om hun var blevet frataget nogen ejendele i forbindelse med mandens henvendelse. Den 84-årige havde stadig sin pung og betalingskort, og var ikke blevet udsat for tricktyveri.

Manden beskrives som: Udenlandsk af udseende, 30-35 år, almindelige af bygning. Iført sort vindjakke. Talte dansk. Medbragte et hvidt ark papir.

Kl. 18.07 anmeldte en borger, at der kl. 14.17 ved supermarkedet Meny på Nørre Allé i Kalundborg havde været en mistænkelig indsamling. En rumænsk mand og kvinde havde forsøgt at få folk til at skrive under på nogle papirer og donere penge. De to udlændige var kørende i en sølvfarvet personbil. Borgeren anmeldte episoden, da han mente, at de samme personer flere gange var set i Kalundborgområdet, hvor de to udlændiges optræden skabte utryghed.

Kl. 22.12 anmeldte endnu en 55-årig kvinde fra Vordingborg, at der omkring kl. 14.50 ved supermarkedet Rema 1000 på Høvevej i Kirkebyen, Fårevejle St. – Odsherred havde været en mistænkelig indsamling. To udlændinge havde fremvist en hjemmelavet seddel, hvor der stod, at de samlede ind til handicappede børn og unge uden sprog. Manden som henvendte sig havde intet sprog, men kom kun med lyde. Indsamlingen tog kun imod kontanter og donorerne skulle oplyse deres navn og adresse på en liste. De to som henvendtes sig nærmest løb hen imod bilerne på P-pladsen for at få kontakt. Den 55-årige kvinde havde oplyst sit navn, men havde ingen kontanter, så ville hæve i supermarkedet. Da hun kom ud var de to personer væk, og hun fik senere en dårlig følelse ved oplevelsen og kontaktede politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi har den seneste tid fået flere henvendelser om mistænkelige indsamlinger rundt omkring i politikredsen. Politiet har fokus på de mistænkelige forhold, og vi er meget glade for de henvendelser vi får fra borgerne, da der er mistanke om, at der ikke er tale om legale indsamlinger.

 

Ring til politiet på tlf. 114, hvis du ser lignende indsamlinger eller mistænkelige forhold. Hvis politiet får anmeldelsen med det samme, er der større chance for, at en patrulje kan finde frem til de mistænkte og få afklaret om deres forehavende er lovligt. Noter gerne signalement på personer og evt. køretøjer, da det har stor betydning for politiets videre efterforskning.


Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi