Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Ringsted - mandag den 7. juni

Profilbillede
Michael Juul Sørensen

Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Sct. Hansgade, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Grønager, Greve
Ternemosen, Greve
Stenås, Greve
Niels Pedersensvej, Greve
Tunegårdsvej, Tune
Magnoliavej, Strøby Egede, Køge
Skætterivej, Holbæk
Kejserkåbevej, Holbæk
Nældebjerg Alle, Greve
Drosselvej, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Strandvejen, Køge

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Butterup Byvej, Butterup, Regstrup
Øvej, Allindemagle, Ringsted
Bjerggade, Køge
Fælledvej, Benløse, Ringsted
Flintedalsvej, Benløse, Ringsted
Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Jeppe Åkjærsvej, Benløse, Ringsted


OHØJ! Maritim kontrol – Køge Bugt – Greve, Solrød og Køge

Politiet foretog i weekenden en maritim kontrol Køge Bugt mellem Køge og Hundige. Både lørdag og søndag i tidsrummet mellem kl. 10.00-20.00. Fartøjerne fik blev kontrolleret om sikkerheden var i orden i forhold til redningsudstyr, om føreren var påvirket, om hastigheden blev overholdt, om certifikaterne var i orden og om søloven i sin helhed blev overholdt. Borgerne var generelt glade for at se politiet og flere tilkendegav, at de satte pris på indsatsen.

Lørdag blev der kontrolleret i alt 17 speedbåde og 3 vandscootere, som førte til i alt tre sigtelser for manglende forsikring og certifikat. Vejret var fint med 20 grader og let til middel vind fra øst/sydøst, som gav lidt urolig sø og dønninger i Køge Bugt, men der var ikke mange fartøjer i bugten.

Søndag var der, til trods for det meget fine vejr med vindstyrke på kun 1-2 m/s og 21-22 grader, også ret få fartøjer på vandet. Lidt henne på dagen fik politiets vagtcentral en anmeldelse om en vandscooter, som sejlede til ulempe for de øvrige fartøjer. Den maritime patrulje sejlede hen for at se efter vandscooteren, men fandt igen vandscooter, som ikke overholdt reglerne. Søndag blev i alt 19 fartøjer kontrolleret, hvilket førte til at to blev sigtet for ikke at have medbragt speedbådscertifikat, en havde glemt at medbringe forsikringscertifikat og en havde ikke tegnet ansvarsforsikring på sin vandscooter. En blev sigtet for ikke at have erhvervet certifikat til vandscooter, så føreren af vandscooteren blev eskorteret til havn.

De sigtede kan forvente at få en bøde i sagerne. Politiets maritime indsats fortsætter løbende hen over sejlsæsonen.

 

 

Fredag – lørdag


Mand uden kørekort oplyste falsk navn – Holbækvej, Ringsted

Kl. 08.29 standsede en betjent fra færdselsafdelingen en personbil, som var blevet målt til at køre 75 km/t i en 50 km/t zone på Holbækvej i Ringsted. Føreren, som senere skulle vise sig at være en 22-årig mand uden fast bopæl, opgav et falsk navn over for politiet. Han havde nemlig aldrig taget et kørekort, men var blevet idømt en betinget frakendelse af førerretten på grund af tidligere overtrædelser af færdselsloven.

Han blev sigtet for at køre for stærkt og oplyse falsk navn, og derved forsøgte at give en anden skylden. Han blev også sigtet for kørsel uden førerret. I bilen fandt politiet desuden 4 gram amfetamin, som den 22-årige blev sigtet for at besidde. En narkotest viste dog ikke tegn på, at han havde indtaget narko forud for kørslen. Den 22-årige havde lånt bilen af et familiemedlem, som kan forvente at få en sigtelse for at have lånt bilen ud til en person uden kørekort. De sigtede kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.

Spirituskørsel – Bjergsted Byvej, Jyderup – Kalundborg

Kl. 13.03 sigtede og anholdt politiet en 63-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en varebil. Han blev standset på Bjergsted Byvej, hvor han kørte mod sydøst. En alkometertest viste, at hans promille var over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når svaret på blodprøveanalysen kommer, vil den 63-årige få besked fra politiet om sagens videre gang.

DYT! Bakgearsuheld – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 13.12 skete et uheld i krydset i det kendte ”Spritkryds” på Søndre Ringvej/Ringstedgade, som ligger tæt ved den gamle spritfabrik på Holbækvej. En 34-årig mand fra Lejre kørte fra Roskilde mod sydvest ad Ringstedgade, hvor han standsede for rødt i krydset. Han opdagede, at han var kørt for langt hen over vigelinjen, så han satte bilen i bakgear, for at komme tilbage på rette plads. Det må formodes, at han ikke fik orienteret sig bagud før, han satte i gang med at bakke. For bag ved holdt imidlertid en 68-årig kvindelig bilist fra Roskilde, som dyttede med bilens horn, for at undgå at den bakkende bil kørte ind i hendes bil Den 34-årige fortsatte dog det til trods kørslen baglæns, så han påkørte den 68-åriges bil. Ingen personer kom noget til ved uheldet, som skete ved lav fart, men der kom et par buler i bilerne. Politiet registrerede uheldet.

Påvirket bilist fik taget lånt bil – Ordrupvej, Kirke-Såby, Lejre

Kl. 14.58 bemærkede en patrulje en personbil på, som kørte ad Holbækmotorvejen mod syd. Patruljen ville standse bilen rutinemæssigt, så da bilen kørte af motorvejen ved Ordrupvej i Kirke-Såby blev bilisten standset. Føreren af bilen, en 50-årig mand fra Jægerspris, var påvirket af hash og havde ikke et gyldigt kørekort. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel uden førerret. Han havde flere tidligere sager om kørsel uden førerret inden for de seneste tre år. Bilen var en han havde lånt, men da den 50-årige ofte tidligere var blevet truffet i bilen, fandt politiet grundlag for at beslaglægge bilen med henblik på konfiskationen. Ejeren af bilen blev orienteret om sagen, og han accepterede beslaglæggelsen.

Den 50-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Det vil senere blive afgjort ved retten, om bilen kan endeligt konfiskeres, når straffesagen skal afgøres.

Mand fængslet efter knivstik – Borgediget, Roskilde

Lørdag blev en 24-årig mand med adresse i Ringsted Kommune varetægtsfængslet i en sag om knivstik, som fandt sted fredag aften omkring kl 01.29 på gaden ud for en adresse på Borgerdiget i Roskilde. Den 24-årige, som var i følgeskab med en 23-årig mand fra Roskilde, er mistænkt for at have stukket en 22-årig mand fra Slagelse og have snittet en 22-årig mand fra Roskilde i armen i forbindelse med, at der opstod tumult mellem parterne ved en spontan opstået uoverensstemmelse. De to forurettede i sagen blev behandlet på skadestuen, men deres skader var ikke kritiske. Den 23-årige mand fra Roskilde var kortvarigt anholdt i sagen, men blev løsladt uden at være blevet sigtet.

Den 24-årige mand blev ved grundlovsforhøret fremstillet som sigtet for grov vold og varetægtsfængslet til den 24. juni 2021.

Politiet søger vidner til episoden. Borgere som har bemærket tumult eller optrinnet forud for tumulten på Borgerdiget i Roskilde Centrum natten til lørdag omkring kl. 01.29, bedes politiet kontaktes på telefon 114.


Lørdag – søndag:


Påvirket mand havde stjålet – Stationspladsen, Køge

Lørdag morgen kl. 09.15 modtog politiet en anmeldelse om en spirituspåvirket mand, der var til ulempe for andre, der færdedes i området. Ved patruljens ankomst til området var en mand i løb på vej af supermarkedet Irma med en medarbejder bagefter. Politiet fik standset manden, der viste sig at være en spirituspåvirket, 40-årig mand fra Helsinge. Han havde ifølge butikspersonalet i Irma stjålet to flasker vin og en opvaskesæbe fra supermarkedet, som han forlod uden at betale knap 100 kr. for varerne.
Kort efter rettede personalet fra kiosken ved Køge S-station henvendelse til politiet, idet den 40-årige kort forinden også havde været i kiosken, som han forlod medbringende fem pakker øl til en værdi af 340 kr. og uden at betale for øllene. Den 40-årige blev anholdt og sigtet for de to tilfælde af butikstyverier, inden han et kortere ophold i detentionen blev løsladt i løbet af eftermiddagen. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når disse to sager skal afgøres sammen med andre endnu afgjorte sager om butikstyverier i andre politikredse.

Færdselsuheld – Landevejen, Tuse, Holbæk

Kl. 13.04 rykkede en ambulance og politiet ud til et færdselsuheld, idet en motorcyklist og en bilist var stødt sammen. Det viste sig, at en 55-årig mand fra Holbæk under kørsel på en veteranmotorcykel ad Landevej mod vest for sent opdagede, at en forankørende bilist havde nedsat hastigheden på grund af en forankørende og venstresvingende trafikant. Motorcyklisten kørte derfor ind i bagende af personbil, væltede og blev slynget af motorcyklen. Den 55-årige motorcyklist blev bragt på skadestuen til undersøgelse og behandling for et brud i den ene arm som følge af uheldet. En 57-årig kvinde fra Taastrup slap som fører af en personbil selv uskadt fra sammenstødet, men både hendes bil og motorcyklen fik materielle skader. Brandvæsnet måtte tilkaldes til at klare en mindre forurening i anledning af uheldet.

Færdselsuheld – Solrød Strandvej, Solrød Strand

Kl. 14.06 fik politiet en anmeldelse om, at en motorcykel og en bilist var impliceret i et færdselsuheld. Det viste sig, at 55-årig mand fra Solrød Strand som fører af en motorcykel ad Solrød Strandvej mod syd var standset, da færdslen foran også var standset. Det overså en 44-årig kvinde fra Solrød Strand som fører af en bagfra kommende personbil, så hun påkørte motorcyklisten bagfra. Motorcyklisten røg af som følge af påkørslen, og personbilen standsede først lidt oppe på motorcyklen, så et bugseringskøretøj måtte tilkaldes for at få fjernet køretøjerne fra vejen. Motorcyklisten havde slået sig lidt, men var ellers uden behandlingskrævende skader efter uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Ukrudtsbrænder startede brand – Østre Grænsevej, Solrød

Kl. 14.18 fik en 33-årig mand fra Solrød Strand besøg af både brandvæsnet og politiet, da der var udbrudt brand i en plankeværk mellem mandens adresse og naboen. Branden blev hurtigt slukket af brandvæsnet, så skaderne blev minimale. Årsagen til branden skulle findes i uforsigtig brug af en ukrudtsbrænder, så den 33-årige blev sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen på grund af uforsigtighed i forbindelse med brugen af ukrudtsbrænderen. Han kan nu forvente at modtage et bødeforelæg som afgørelse på sagen.

Færdselsuheld – Omfartsvejen, Holbæk

Fem personer måtte til kontrol på skadestuen, efter at to personbiler var stødt sammen på Omfartsvejen ved Stenhusvej kl. 18.17. En 45-årig mand fra Frederikssund var kørt i en personbil ad Omfartsvejen mod sydøst og havde til hensigt at svinge til venstre. Under svingningen stødte han sammen med en modkørende personbil ført af en 31-årig mand fra Holbæk, som havde til hensigt at fortsætte ligeud i nordvestlig retning. Sammenstødet medførte udstrømmende væsker fra køretøjerne, så brandvæsnet måtte tilkaldes til at foretage oprydning. Endvidere måtte et bugseringskøretøj tilkaldes til at flytte de to implicerede biler. Alle indbragte til skadestuen var sluppet uden behandlingskrævende skader, så politiet har optaget rapport om uheldet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselslovens forpligtelserne ved svingning.

Bortvisning af unge – Sortebrødreplads, Roskilde

Kl. 19.52 fik politiet en anmeldelse om uro og larm fra et parkeringshus, hvor politiet senere traf seks unge mænd i alderen 16-19 år, der alle blev bortvist fra stedet. Ingen af dem blev sigtet for noget i anledning af deres adfærd.

Brandundersøgelse – Solsortevej, Greve

Kl. 21.42 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i taget på en villa på Solsortevej. En nabo havde opdaget branden og efterfølgende slået alarm. Beboerne var ude af villaen, hvis førstesal blev voldsomt medtaget af branden. Politiet skal nu undersøge årsagen til brandens opståen, idet bl.a. en ventilator, der var blevet udskiftet et par dage tidligere, skal undersøges nærmere.

Vold – Tølløsevej, Hvalsø – Lejre

Kl. 03.36 anmeldte en 28-årig mand fra Hvalsø, at han ca. 30 minutter tidligere var blevet udsat for vold af en fremmed mand på Hvalsø station, hvorfra voldsmanden efterfølgende var flygtet til fods i ukendt retning. Offeret var rejst med toget fra Roskilde til Hvalsø og havde allerede i ventetiden på Roskilde station bemærkede voldsmanden, der blev beskrevet som:

A: Mand, 25-30 år, ca. 175 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Iført: Blå-hvid-sort FCK-jakke og mørke bukser.

Manden var også taget med toget og havde optrådt uhensigtsmæssigt over for andre rejsende. På grund af grovheden heri havde det 28-årige offer påtalt mandens adfærd, uden at manden gjorde noget. Efter ankomst til Hvalsø station ville offeret stige ud af toget og blev herunder uden varsel sparket i ansigtet. Patruljer ledte efter anmeldelsen efter den mistænkte i Hvalsø-området uden at finde ham, hvorfor politiet nu ud fra eventuel overvågning samt eventuelle henvendelser fra personer, der måtte have kendskab til den mistænktes identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.


Søndag – mandag


To grove sager om spirituskørsel med høj promille – Køge og Kalundborg

Kl. 11.42 fik politiet anmeldelse om en mulig spiritusbilist, som kørte slingrende ad Gammel Ringstedvej i Køge. Politiet fik øje på bilen i krydset Ringstedvej/Ringvejen, så politiet fik hurtigt standset bilisten, som blev bedt om at medvirke i en alkometertest. Føreren, en 43-årig mand fra Polen, havde en promille på mere end 2,0, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev taget med til sygehuset, hvor han fik udtaget en blodprøve, som blev sendt til hastebehandling hos Retskemisk Institut. Svaret på prøven forventes at komme i løbet af mandagen. Politiet beslaglagde bilen, som det er muligt ifølge færdselslovens regler om konfiskation, når promillen er over 2,0. Den 43-årige fik inddraget sin førerret midlertidigt, mens sagen behandles.

Efter blodprøveudtagelsen blev den 43-årige mand taget med i detentionen til afrusning, og senere afhørt med tolk. Politiets jurist vurderede sagen og besluttede, at den 43-årige skulle fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han bliver mandag formiddag fremstillet i ved Retten i Roskilde, hvor dommeren vil beslutte om sagen kan afgøres straks, eller om der er grundlag for at varetægtsfængsle. Opfølgning på døgnrapporten i morgen.

Kl. 21.03 kontaktede en bilist politiet, da han kørte bag en personbil på Kalundborgvej i Bregninge, som kørte meget usikkert. Bilen slingrede kraftigt og ramte flere gange kantsten i siden af vejen, og var slingret over i modkørende vejbane. Bilisten kontaktede politiet og kørte efter den slingrende bil, som fortsatte ad Frederiksberg, videre ad Parcel og standsede på Skolevej ved en kiosk i Svebølle, hvor føreren tumlede ud af bilen.

Den handlekraftige anmelder og et vidne, som også havde bemærket den slingrende bil, tilbageholdt føreren indtil politiet kom frem til stedet. Patruljen traf den kraftigt spirituspåvirkede fører, en 42-årig mand fra Ukraine, som blæste alkometeret væsentlige over det tilladte. Han blev derfor anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Han blev taget med til stationen, hvor politiet med sikkerhed fik fastslået udlændingens identitet. Blodprøven blev sendt til hasteanalyse, og resultatet forventes at komme mandag. Den 42-årige blev løsladt sent søndag aften, men blev tilsagt til at møde på politistationen mandag eftermiddag, når resultatet af blodprøven er kommet og sagen kan afgøres.

Spirituskørsel – Ringstedvej, Hellestrup – Holbæk

Kl. 17.15 fik poltiet anmeldelse fra en bekymret bilist om, at en personbil kørte slingrende ad Ringstedvej mod syd. Den bekymrede bilist kørte efter bilen med den usikre kørsel, så en patrulje let kunne finde frem til bilen, som blev standset ved Hellestrup, Holbæk. Føreren, en 68-årig kvinde fra Sorø, var påvirket af spiritus over det tilladte, så hun blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 68-årige få besked om resultatet og sagens videre gang.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Flere artikler