Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Ringsted - tirsdag den 29. september

dato

Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Bygaden, Kundby, Svinninge
Nørrevang, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Drosselvej, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Arbejdsulykke – Kalundborgmotorvejen, Holbæk

Kl. 08.31 skete en arbejdsulykke under arbejdet på Kalundborgmotorvejen, hvor en tung metalplade faldt ned over armen på mand, som arbejdede på stedet. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor den tilskadekomne, en 34-årig mand fra Fyn, havde pådraget sit et alvorligt brud på armen. Han blev kørt til behandling på sygehuset, og politiet gik i gang med undersøgelser på stedet, hvor også vidner til ulykken blev afhørt. Ulykken skete i forbindelse med, at den ca. 400-500 kr tunge metalplade skulle læsses af en kran. Pladen vippede ned over den 34-årige, som kom i klemme under den 190x190 cm store plade. Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken og ønskede at komme til stedet for at undersøge, om der var sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken. Når undersøgelsen af ulykken er færdig vil politiet i samarbejde med Arbejdstilsynet afgøre, om nogen skal stilles til ansvar for, at ulykken skete.

Sprit årsag til brand – Ulstrup, Vig – Odsherred

Kl. 13.55 kom et alarmopkald fra en efterskole, hvor en 16-årig ung kvinde var blevet forbrændt. Tre unge havde anvendt sprit til at rengøre et bord, men et stearinlys tæt på havde antændt spritten, som havde forbrændt den 16-årige på hånden og flammen havde svedet hendes hår. Ambulance og politi kørte til stedet, hvor den 16-årige havde pådraget sig en mindre forbrænding på den ene hånd. Den 16-årige blev behandlet for sine skader, men der var ingen opgave for politiet på stedet, da der var tale om et hændeligt uheld.

Færdselsuheld – Kong Valdemarsvej/Dronning Margrethes vej, Roskilde

Kl. 15.21 skete et sammenstød imellem to biler i forbindelse med at den ene skulle svinge. En 19-årig mand fra Ringsted kørte ad Kong Valdemarsvej mod nord, hvor han skulle svinge til venstre ad Dronning Magrethesvej. I forbindelse med svingningen overså han en modkørende bil, som blev ført af en 49-årig kvinde fra Roskilde, så de to biler stødte sammen. Begge slap uskadt fra uheldet, men blev tilset i ambulance. Bilerne kunne ikke køre videre efter sammenstødet og måtte fjernes med vejhjælp. Dette gav dog ikke anledning til de store trafikale problemer, da trafikken kunne glide forbi stedet. Politiet optog rapport i sagen, da der var mistanke om en vigepligtsforseelse i forbindelse med færdselsuheldet.

Blufærdighedskrænkelse – Holbækvej, Roskilde

Kl. 17.03 fik politiet anmeldelse om, at en 17-årig ung kvinde om formiddagen havde taget bussen fra Roskilde Station til Roskilde Katedralskole omkring kl. 09.25. I bussen blev den unge kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse af en yngre mand, som forsøgte at lægge armen om hende, vikle sit ben ind i hendes og kortvarigt trykkede sit underliv mod den unge kvinde, mens de stod tæt sammen i den fyldte bus. De stod begge af bussen ved Katedralskolen og manden gik samme vej som den 17-årige ind på skolen, men forlod herefter skolen.

Han beskrives som:
Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 17-20 år, 175-180 cm, Yderligere kendetegn: Mundbind, sorte skægstubbe, Iført: Blå træningstrøje med lynlås, sorte træningsbukser, rygsæk.

Politiet efterforsker nu sagen om blufærdighedskrænkelse for at finde frem til manden. Vidner som har bemærket den beskrevne mand på Roskilde Station, i bussen eller på Katedralskolens område bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brand i skraldespand – Nykøbingvej, Stigs-Bjerby, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.50 anmeldte en borger, at han kort forinden havde slukket en brand i nogle skraldespande ved et busstoppested ud for kirken, hvoraf den ene skraldespand var udbrændt. Borgeren havde ikke set nogen personer omkring stedet. En patrulje blev sendt til Stigs-Bjergby for at undersøge sagen. Politiet fandt intet mistænkeligt omkring branden, som formentlig var startet i den ene skraldespand. Branden havde ikke forårsaget skade på andet på stedet. Ilden kan være startet ved at et cigaretskod blev smidt i skraldespanden, men det var ikke muligt at fastslå brandårsagen med sikkerhed.

Personredning – Stouvænget, Gundsømagle – Roskilde

Kl. 19.10 kørte politiet talstærkt til Stouvænget i Gundsømagle, da der var mistanke om, at en borger var til fare for sig selv eller andre. I den forbindelse tager politiet alle forholdsregler for at sikre sig, at ingen kommer til skade. Derfor kan andre borgere i området have oplevet at politiet har haft en stor indsats, hvor også en ambulance var tilkaldt. Politiet fik kontakt til borgeren, som uden dramatik blev kørt til fornøden behandling. Ingen personer kom til skade ved episoden, som var afsluttet omkring midnat.

Bedrageri/Databedrageri – Roskilde og Ringsted

Kl. 15.59 fik politiet en anmeldelse fra de pårørende til en 80-årig kvinde fra Gundsømagle ved Roskilde om, at hun kort forinden havde været udsat for bedrageri. En mand havde ringet til den ældre kvinde og sagt, at hun havde været udsat for et hackerangreb. Kvinden talte herefter med en anden mand, som ringede og udgav sig for at være fra kvindens bank, hvor hun blev narret til at give oplysninger om sit betalingskort, NEM-ID og bankoplysninger. Herefter blev den 80-årige overtalt til at udlevere sine kort til en mand, som udgav sig for at være fra hendes bank. Han mødte op på hendes adresse og afhentede betalingskort og NEM-ID. Kvinden fortalte herefter om episoden til sin søn, som skyndte sig at spærre kvindens kort og NEM-ID. Der var desværre allerede hævet 6000 kr. fra kvindens konto.

Manden som mødte op på kvindens adresse beskrives som:
Mand, 25-30 år, 170 cm høj, almindelig af bygning. Kort mørkt hår. Iført lys skjorte og mørke bukser.

Politiet efterforsker nu sagen om bedrageri/databedrageri, for at finde frem til den person som modtog pengene og herfra forhåbentligt finde frem til bedragerne.

Kl. 20.24 anmeldte en 56-årig kvinde Ringsted, at hun nu for 3.gang var blevet ringet op af et ukendt nummer, hvor en person udgav sig for at være fra NEM-ID i Århus. Kvinden havde ikke givet nogen personfølsomme oplysninger, men ville gerne have, at politiet noterede de mistænkelige opringninger.

Politiet vil gerne advare borgere, om denne type opkald. Giv aldrig personfølsomme oplysninger i telefonen eller til personer som uopfordret banker på din dør. Oplys aldrig koder eller tal fra NEM-ID til andre. Ud over tyveri via netbank eller hævning fra bankkonti, er der flere eksempler på, at der optages store kviklån i de forurettedes navne. Pårørende til ældre eller sårbare borgere bør have særlig opmærksomhed omkring problemet, og tale med dem om denne form for bedragere. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du eller dine pårørende modtager denne type mistænkelige opkald eller henvendelser.

Unge lavede uro – Gymnasievej, Køge

Kl. 20.36 fik politiet anmeldelse om, at flere biler og knallerter var mødtes på parkeringspladsen ved Meny på Gymnasievej, hvor de skabte uro ved at gasse op og råbe til hinanden. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en mindre gruppe unge mænd i alderen 17-21 år, som blev talt til rette og bedt om at dæmpe sig. Ingen blev sigtet or noget i den forbindelse, og patruljen kunne fortsætte til andre opgaver. Herefter kom der ikke flere anmeldelser om uro på stedet.

Soundbox taget ved musik til ulempe – Pogebanken, Holmebæk, Herfølge – Køge

Kl. 21.01 Kørte politiet til Pogebanken, hvor en gruppe unge mennesker havde taget ophold ved en SFO, hvor de spillede høj musik. Patruljen hørte også den høje musik, da de ankom til stedet. Gruppen af drenge stak af på cykel, da de så politiet. To drenge på 13 og 14 år standsede dog, og betjentene tog en snak med dem. Den 14-årige medbragte den soundbox, som der var blevet spillet musik fra. Politiet tog musikanlægget i bevaring og underrettede drengenes forældre om episoden. Den 14-årige kan få sit anlæg udleveret på Køge Politistation efter aftale.

Påkørte parkeret bil og stak af – Diget, Holbæk

Kl. 01.54 anmeldte en beboer på Diget, at hun kort forinden vågnede ved, at der lød et højt brag udefra. Hun skyndte sig ud på vejen, hvor hun så at genboens bil var blevet påkørt, og at en bil kørte længere op ad vejen. Bilen larmede meget når den kørte og drejede til højre ud på Højen. Anmelderen vækkede herefter genboen og fortalte dem om påkørslen af deres bil og anmeldte sagen til politiet. En patrulje kørte til stedet, hvor de ledte efter bilen som var kørt fra stedet, men fandt den ikke.

Vidner som har set en bil i området omkring Diget, Højen og Henriettevej i nat, som larmede og formentlig havde skader eller andre som har oplysninger omkring køretøjet eller føreren bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi