Mand anholdt for at snyde ældre - Bilist kørte 167 km/t på landevej - Roligt døgn på Ringsted Festivalen.

Profilbillede
dato

Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Sandbakken, Solrød Strand – forsøg
Fredensbovej, Solrød Strand
Københavnsvej, Køge
Sifsvej, Køge – Forsøg

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Dragerupvej, Holbæk

Vanvidskørsel på Skovvejen, Jyderup, Holbæk

Torsdag mellem kl. 7-13 målte politiets automatiske trafikkontrol, ATK- bilen på Skovvejen mod øst lige før Jyderup, hvor det er tilladt at køre 80 km/t. Omkring 2500 biler passerede i perioden og langt de fleste overholdt fartgrænsen. I alt 35 bilister blev blitzet, men en bilist gjorde sig særligt bemærket.

Kl. 07.41 kom en bil kørende forbi i vanvittig høj fart og blev blitzet med en fart på hele 167 km/t. Bilisten står derfor nu til at miste både bil og køre og får desuden en klækkelig bøde. To andre bilister kørte til et klip, men de øvrige kørte under 30% for stærkt, og kan forvente en bøde. De vil alle høre mere i deres sager.

Narkobilist – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 12.20 sigtede og anholdt politiet en 18-årig mand fra Uldum, som kørte påvirket i en varebil på Ringstedvej i Holbæk. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt igen.

Udenlandsk mand stjal barberblade – Nørre Allé, Kalundborg

Kl. 13.19 fik politiet anmeldelse om, at en udenlandsk mand var blevet tilbageholdt, da han havde stjålet fra butikken. Flere kunder havde bemærket manden i afdelingen for barberblade og deoderanter, da han puttede varer ned i en pose, hvilke de fandt mistænkeligt. Da manden kort efter gik igennem kassen uden betale, gjorde de andre kunder butiksindehaveren opmærksom på manden, som blev stoppet efter kasselinjen.

Politiet kom frem og anholdt den 49-årig mand fra Georgien, som blev taget med på stationen til afhøring med tolk. Varerne blev leveret retur til forretningen, som derfor ikke havde et erstatningskrav i sagen.

Den 49-årige blev sigtet for at stjæle varer for i alt 1505 kr, som han erkendte og vedtog en bøde i sagen. Han havde tidligere fået afslag på asyl, men var udeblevet, da han skulle sendes ud af landet. Han blev nu frihedsberøvet i medfør af udlændingeloven mens politiet afventer en afgørelse fra Udlændingestyrelsen, i forhold til om den 49-årige kan udsendes af Danmark.

Uheld i regnvejret – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 13.36 skete et uheld ved jernbaneoverskæringen på Kalundborgvej i Allerup, Holbæk i det kraftige regnvejr. En 32-årig mand fra Kalundborg kørte i bil mod vest, og bremsede op ved bommen, da toget kom. Bagfra kørte en 18-årig kvinde fra Greve, som også bremsede op, men kurede frem i den 32-åriges bil. Kvindens bil ramte den forankørende på anhængertrækket, så bilens front fik skader og lækkede kølervæske. Ingen personer kom noget til, men en patrulje kom frem og registrerede uheldet.

Mand anholdt for bedrageri mod ældre – Karlslunde/Tune – Greve

kl. 14.12 anmeldte personalet på et plejehjem på Karlslunde Parkvej i Karlslunde, at en 84-årig beboer kort forinden var blevet opsøgt af en mand, som sagde han kom fra banken og ville have udleveret den 84-åriges dankort. Gerningsmanden flygtede med uforettet sag, da han blev opdaget af personalet.

Kl. 15.02 anmeldte en 81-årig mand fra Tune, at hans kone kort forinden var blevet ringet op af en ” René Larsen” fra Nordeas, som oplyste, at deres dankort var blevet misbrugt. Kort efter kom en person som præsenterede sig som ”Jacob Hansen” til ægteparrets adresse, hvor han fik udleveret dankort og pinkoder. Gerningsmændene nåede at hæve 2 x15.000 kr før kortet blev spærret.

Poltiet har fredag formiddag anholdt en mistænkt 37-årig mand fra København, som er blevet sigtet for begge sager. Sagen efterforskes og det undersøges, om han kan stå bag flere bedragerier af ældre. Herefter vil der blive taget stilling til, om der er grundlag for at fremstille den 37-årige i grundlovsforhør md begæring om varetægtsfængsling.

 

Røg i lejlighed – Nylandsvej, Køge

Kl. 16.37 kom et alarmopkald om brand i en lejlighed på Nylandsvej i Køge. Politi og brandvæsen kørte frem, hvor det viste sig, at en mindre brand var opstået på grund af noget plastic, som var smeltet på et komfur. Beboeren og et barn var hjemme da det skete, men kvinden fik selv slukket branden. Der kom dog en del røgudvikling som følge af den smeltede plastic, men ingen kom noget alvorlig til, og der skete ingen skader på lejligheden.

Roligt døgn på Ringsted Festival – Tværallé, Ringsted

Så er Ringsted Festival skudt i gang, og alt er forløbet roligt, med kun mindre sager for politiet.

Kl.22.20 blev en patrulje gjort opmærksom på, at en gæst havde røget hash på festivalpladsen. De traf en 23-årig mand fra Frederikssund, som måtte tømme lommerne for betjentene. Her fandt patruljen 1,5 gram skunk og 3,6 gram hash, som blev beslaglagt. Den 23-årige blev sigtet for lov om euforiserende stoffer. Den 23-årige fik en advarsel af festivalen.

Kl. 01.30 sigtede en patrulje en 32-årige mand fra Ringsted for at overtræde ordensbekendtgørelsen, da han havde slået en 47-årig mand fra Ringsted med flad hånd. Den sigtede kan forvente en bøde i sagen. Den 32-årige mand fik klippet sit armbånd af festivalen.


Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi