Ringsted er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Rørholm, Himmelev, Roskilde
Geiavej, Solrød Strand
Pedersvej, Køge
Damager Vænge, Greve
Amtstue Alle, Ringsted
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Bispegårdsvej, Allerslev, Lejre
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Flere anmeldelser om opkald ved påstående computerproblemer – hele kredsen
Politiet har i det forgange døgn modtaget flere anmeldelser fra borgere, der er blev kontaktet telefonisk af person, der på engelsk udgav sig for at være fra en computervirksomhed, og som ringede vedrørende påståede computerproblemer og bad borgerne udlevere diverse koder samt cpr.nr. Politiet vil gerne advare andre mod sådanne uønskede opkald fra personer, der påstår at være repræsentanter fra et computerfirma, som har opdaget problemer med en persons computer. Anbefalingen er, at samtalen straks afbrydes, og at man aldrig opgiver personlige oplysninger eller oplysninger fra f.eks. et betalingskort. Ofte har politiet set eksempler på, at der er blevet foretaget uberettigede hævninger på et betalingskort eller videregivet personlige oplysninger, som måske kan misbruges af andre.
Færdselsuheld, Ringstedvej – Holbæk, Holbæk Kommune
Kl. 09.30 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset Ringstedvej/Gl. Skovvej. Uheldet skete, da en 36-årig mand fra Holbæk kom cyklende ind i krydset, og her blev han påkørt af en bil, der skulle dreje til højre i krydset, hvor cyklisten skulle ligeud. Bilen, som blev ført af en 58-årig mand fra Holbæk, ramte cyklen, hvorved den 36-årig mand styrtede på cyklen og faldt ind i rabatten. Den 36-årig cyklist fik småskrammer ved uheldet og blev kørt på sygehuset i en ambulance til tjek. Politiet optog rapport i sagen.
Narkokørsel, Bobjergvej, Asnæs – Odsherred Kommune
Kl. 09.22 standsede en patrulje en bil, der blev ført af en 33-årig mand fra Grevinge. Politiet mistænkte, at føreren af bilen var påvirket af narkotika, hvilket en narkometertest bekræftede. Manden var anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Manden er fortsat sigtet i sagen, som afgøres, når resultatet af blodprøven foreligger.
Brand i institution, Kalundborgvej, Holbæk – Holbæk Kommune
Kl. 11.32 fik politiet et alarmopkald vedrørende brand i en daginstitution. Politiet kom frem til stedet, hvor børn og voksne var kommet uskadt ud af bygningen. Børn og voksne blev evakueret til et nærliggende grønt område. Det viste sig, at branden var opstået i et køkken, hvor den hurtigt kom under kontrol. Politiets brandefterforskere skal nu klarlægge omstændighederne omkring branden.
Butikstyveri Esterhøjvej, Asnæs – Odsherred Kommune
Kl. 12.25 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde indfundet sig i en dagligvarebutik, hvor han havde taget 23 farvepatroner til en printer, som han havde lagt i sin rygsæk. Videoovervågningen på stedet viste, at manden forlod butikken ved at gå bag kasselinjen, for derefter at forlade butikken uden at betale for varerne.
Manden beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 175-180 cm, almindelig kropsbygning, mørk i huden og kronraget. Talte: dansk. Iført: sort langærmet trøje af mærket NIKE, sorte bukser af mærket NIKE, sorte gummisko af mærket NIKE. Manden medbragte en sort rygsæk af mærket NIKE.
Kontakt politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Mand frastjålet kontanter – Vestergade, Tølløse – Holbæk Kommune
Kl. 13.17 anmeldte en 69-årig mand fra Tølløse, at han var blevet kontaktet af en kvinde, der fortalte, at hun indsamlede penge til døve i udlandet. Manden ville gerne give 100 kr. og rakte derfor den kvindelige indsamler en 500 kroner-seddel, som han gerne ville have vekslet, så han kunne give 100 kr. til indsamlingen. Den kvindelige indsamler tog imod 500-kroner-sedlen, hvorefter hun løb fra stedet uden at give manden de 400 kroner tilbage som aftalt.
Kvinden beskrives som: Kvinde, 25-30 år, 165 cm, kraftig af bygning, mørk i huden og sort mellemlangt hår. Kvinden var iført blå jakke med hætte og medbragte en taske.
Kontakt politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Politiet opfordrer borgerne til at være skeptiske, såfremt personer uopfordret retter henvendelse med anmodning om at yde et kontant beløb ved en indsamling. Indsamlinger kræver politiets tilladelse.
Lovgivning om euforiserende stoffer – Gersagerparken, Greve – Greve Kommune
Kl. 20.00 standsede en patrulje en bil, som blev ført af en 19-årig mand fra Greve. I bilen befandt sig tre passagerer. De blev alle fire sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer og blev visiteret af politiet, og bilen blev ransaget. I bilen fandt politiet hash til eget brug. Ejeren af bilen blev sigtet, mens sigtelsen blev frafaldet mod de tre passagerer. Den 19-årige mand er fortsat sigtet i sagen, som vil blive afgjort på et senere tidspunkt.
Bil konfiskeret – Holbækmotorvejen, Roskilde – Roskilde Kommune
Kl. 00.05 standsede politiet en bil, som blev ført af en 25-årig mand fra Greve, som er frakendt førerretten. Da manden inden for de sidste tre år har kørt mere end tre gange uden førerret i frakendelsestiden, valgte politiet af beslaglægge bilen. Den 25-årige mand ønskede beslaglæggelsen forelagt retten og kan derfor se frem til at få afgjort beslaglæggelsen af en dommer.
Bedrageri, Vig – Odsherred Kommune
Kl. 01.20 kontaktede en 84-årig kvinde politiet og forklarede, at hun flere gange i løbet af eftermiddagen var blevet ringet op af samme nummer, men at hun ikke havde taget telefonen. Kl. 23.02 ringede samme nummer til den 84-årige, og hun besvarede telefonen. Den mand, der ringede til den 84-årige, ringede fra et telefonnummer, der sluttede på 1448 – hvilket normalt er de sidste fire cifre i politiets telefonnumre – men via forskellige apps er det muligt at ændre i det telefonnummer, som den person, man ringer til, kan se.
Manden i den anden ende udgav sig for at være fra politiet i Sønderborg. Manden talte med den 84-årige i over en time og bad den 84-årige afinstallere diverse antivirus-programmer på hendes computer under påskud af, at en gerningsmand ellers ville kunne tilgå den 84-årige computer. Manden i telefonen fik derefter den 84-årige til at gå ind i netbank og overføre et større pengebeløb til et for kvinden ukendt kontonummer. Efter samtalen fattede den 84-årige mistanke og kontaktede politiet, og på det tidspunkt var beløbet endnu ikke blevet trukket fra kvinden konto, da pengene i netbanken var i gang med at blive overført. Politiet kunne derfor kl. 01.38 hjælpe den 84-årige med at annullere overførslen, således at hun ikke mistede nogle penge. Politiet vil gerne rose den 84-årige for hurtigt at alarmere politiet, da hun fik mistanke om, at noget var galt.
Politiet vil gerne opfordre borgerne til at udvise en sund skepsis over for alle fremmede, der henvender sig og oplyser, at de er fra firmaer eller offentlige myndigheder. Stil kritiske spørgsmål, og afbryd telefonsamtalen, hvis du er i tvivl, om henvendelsen er reel, og foretag evt. en kontrolopringning den anden vej til firmaet eller den offentlige myndighed og bed om at tale med vedkommende. Oplys aldrig personfølsomme oplysninger som f.eks. personnummer eller Nem-ID, koder eller oplysninger om betalingskort.