Et stillads på Torvet i Ringsted blev en sikkerhedsmæssig risiko, da flere dele rev sig løs i blæsevejret. Politiet modtog anmeldelsen kl. 12.04 og sendte en patrulje til stedet.
Patruljen vurderede, at stilladset udgjorde en fare, og der var risiko for, at det kunne falde sammen. Derfor blev området omkring stilladset afspærret for at sikre forbipasserende.
Ejeren af stilladset blev tilkaldt, og det blev fastgjort, så det ikke længere udgjorde en fare. Politiets afspærring blev ophævet kl. 15.03, og trafikken kunne igen passere forbi Torvet i Ringsted.