Ungekonsulent til udvikling og støtte af unge i Next Level-programmet

dato

Brænder du for arbejdet med unge og en tværfaglig organisering, der giver mulighed for de håndholdte og skræddersyet indsatser til unge på tværs af beskæftigelse, uddannelse og det sociale område, så er Ungeenheden det rette sted for dig.

Vi søger dig, som har en stærk socialfaglig profil med et ønske om at gøre en forskel for de unge i Next Level og som er villig til at gå en ekstra meter. 

Indsatsen: 

Next Level er startet som et 2-årigt projekt i Ungeenheden men efter 1½ år er det blevet et fastimplementeret tilbud i Ungeenheden. Vi har aktuelt 12 unge tilknyttet og flere unge på vej hvorfor vi søger en ny kollega. Teamet består aktuelt at to fuldtidspersoner og en fleksjobber som i det daglige fordeler og varetager alle opgaver.

Next Level er et vejlednings- og opkvalificeringstilbud til unge mellem 15-25 år, som har vanskeligt ved at indgå i det ordinære uddannelsessystem og/eller arbejdsmarked. Det er i udgangspunktet et tilbud, som bevilges for ca. 1 år, men kan også være kortere forløb og bevilges efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Forløbet har til formål at hjælpe de unge til at kunne komme i uddannelse eller arbejde med forskellige støtte foranstaltninger, så de på sigt kan få sig et godt og selvstændigt voksenliv.

I Next Level arbejder vi ud fra begrebet om nærmeste udviklingszone og tager udgangspunkt i, hvor den unge er, hvad de har brug for støtte til og de ønsker og drømme de har for fremtiden. Vi tror på, at de unge er eksperter i eget liv og at de med den rette støtte har evnerne til at komme i mål, med det de sætter sig for.

De unge i Next Level har forskellige udfordringer, men fælles for dem er, at de har en baggrund med vanskelige skoleforløb, meget fravær, psykiske udfordringer og sociale problematikker samt begrænset erfaring med arbejdsmarkedet. De unge i Next Level er motiveret for at skabe en positiv forandring i deres liv.

Hverdagen i Next Level foregår i grupper, hvor de unge på daglig basis møder ind til undervisning og/eller værkstedsaktiviteter samt virksomhedspraktik. Der er i løbet af ugen individuelle samtaler, hvor der følges op på den unges udvikling og trivsel. Det ugentlige skema tager udgangspunkt i de unges situation og de har derfor forskellige mødetider samt indhold.  Undervisningen kan indeholde forskellige emner, som kendes fra skolesystemet, men kan også være livsduelige temaer som økonomi og samfundsliv. Vi har fokus på bevægelse, sundhed og sociale fællesskaber. Vi samarbejder på tværs i kommunen med andre relevante aktører, både offentlig og privat.

Afdeling

Ungeenheden er en specialiseret enhed i Ringsted Kommune, som vi er meget stolte af og hvor vi lægger stor vægt på det tværfaglige samarbejde. Ungeenheden danner rammen om indsatsen for de unge 15-30-årige. Det fælles formål er, at få flere unge til at gennemføre en uddannelse eller at komme i beskæftigelse, og opnå mulighed for et selvstændigt liv uanset baggrund og opvækst. Ungeenheden repræsenterer forskellige fagområder som UU, det specialiserede socialområde fra 15 til det 25 år og beskæftigelsesindsatsen for de unge op til 30 år. Vi yder i fællesskab en indsats, hvor det at skabe gode overgange i de unges liv og helhedsperspektivet har første prioritet.

Hvem er du

Vi søger dig, som brænder for at samarbejde med sårbare unge og som ser succeserne i selv de små skridt. Du drives af den udvikling, de unge skaber. Du er rolig, velafbalanceret og ser muligheder frem for begrænsninger. Du er oprigtig og troværdig i din kommunikation med de unge og møder dem med åbenhed og nysgerrighed på netop deres situation. Du kan sætte grænser og være en tydelig voksen, så de unge er ikke i tvivl om, at du vil dem.

Personlige kvalifikationer:

  • Er god til at danne relationer
  • Kan sætte sig ind i de udfordringer som sårbare unge har
  • Kan navigere i både formel og uformel kommunikation
  • Er omstillingsparat og fleksibel
  • Tålmodig og rummelig

Faglige kvalifikationer:

  • Har erfaring i arbejdet med udsatte og psykisk sårbare unge.
  • Kan lide at undervise og lærer fra sig – både på gruppe og individ niveau
  • Fordel med udvidet IT kendskab
  • God til skriftlig dokumentation
  • Kan skabe sig et godt netværk i civilsamfundet og hos virksomheder 

Vi tilbyder

  • Et selvstændigt job med ansvar og indflydelse på opgaveløsningen
  • Dygtige og engagerede kolleger
  • Mulighed for faglig sparring og erfaringsudveksling internt og eksternt
  • Indflydelse på udviklingen af opgaveløsningen i afdelingen
  • En ledelse, der ønsker at udvikle og forbedre vores faglige metoder på området 

Dine nærmeste kollegaer består af et stærkt fagligt og ambitiøst team på 3 ungekonsulenter i tæt samarbejde med resten af Ungeenheden. Vi sætter pris på fællesskab, samarbejde og humor, ligesom vi vægter trivsel og et godt arbejdsmiljø højt. Vi arbejder tæt sammen med kollegaer fra Ungeenhedens andre lovområdet. Det er hverdag, der byder på fleksibilitet og fantastiske unge mennesker.

Krav:

  • Kørekort
  • Villig til at bruge egen bil

Det er en del af Ringsted Kommunes ansættelsespolitik at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling. Vi opfordrer både personer med dansk og anden etnisk baggrund til at søge den opslåede stilling.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ringsted Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Ringsted Kommune, Nørregade, 4100 Ringsted

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 22-08-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/60f353aa-02c7-4cc3-b5be-4a60f07a3ce1

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet