Tre ud af fire afskedigede Danish Crown-medarbejdere ønsker uddannelse og opkvalificeringskurser

Foto: Ringsted Kommune.
dato

De seneste uger har jobcentre fra Ringsted, Holbæk, Slagelse, Næstved, Faxe og Sorø gennemført 769 afklaringssamtaler med de afskedigede medarbejdere på Danish Crown i Ringsted.

Resultaterne viser, at tre ud af fire medarbejdere ønsker uddannelse og opkvalificeringskurser. Højt på ønskelisten står truck- og kørekort, svejsekurser samt uddannelser til social- og sundhedshjælper og procesoperatør.

Susanne Frydenlund, arbejdsmarkeds- og ungechef i Ringsted Kommune, udtaler: "Samtalerne viser, at der er stor interesse for at kompetenceudvikle og videreuddanne sig. Nu er næste skridt at afholde en uddannelsesmesse, hvor en lang række uddannelsesinstitutioner står klar til at gå i dialog med de afskedigede medarbejdere om, hvordan de bedst kommer videre med deres ønsker til uddannelse."

Uddannelsesmessen afholdes den 18. juni på Danish Crown i tæt samarbejde med Arbejdsmarkedskontor Øst under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og Slagelse Kommune. Her vil erfarne jobcentermedarbejdere være til stede for at afklare mulighederne for merit, AMU-kurser og uddannelser inden for transport, bygge og anlæg samt social- og sundhedsområdet.

Jobcenter Ringsted har fået tilsagn om 6,2 mio. kr. fra Varslingspuljen under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til opkvalificering og efteruddannelse. Klaus Hansen, borgmester i Ringsted Kommune, udtrykker glæde over denne støtte: "Vi er mange, som skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de berørte medarbejdere videre til et nyt job. Her er det afgørende, at vi arbejder godt sammen og tilbyder de afskedigede medarbejdere de allerbedste muligheder for opkvalificering og efteruddannelse."

Mange virksomheder har allerede kontaktet Jobcenter Ringsted med ledige jobtilbud til de afskedigede medarbejdere og for at deltage i en jobmesse efter sommerferien. Klaus Hansen takker for det gode samarbejde med Danish Crown, Arbejdsmarkedscenter Øst og jobcentrene i Holbæk, Slagelse, Næstved, Faxe og Sorø Kommune.


https://ringsted.dk/da/nyheder/tre-ud-af-fire-afskedigede-danish-crown-medarbejdere-oensker-uddannelse-og
Kilde: Ringsted Kommune