BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du handledygtig med overblik og faglig kompetence inden for svejseteknik, og vil du arbejde i et team med høj faglig viden?
Du bliver en del af sektionen Spor Øst, hvor vi har ansvaret for sporets overbygning.
Det omfatter skinner, sveller, ballast, befæstelse og sporskiftekonstruktioner. Spor Øst består af 14 specialister, der har det daglige driftsansvar for infrastrukturen.
Vi søger en svejseansvarlig til Fjernbanens TIB 1 og TIB 5.
Du vil få mødested i Ringsted på vores lokation Godsbanevej 2 lige ved stationen.
Dine opgaver
Vi søger en svejseansvarlig, der skal vejlede og støtte de geografiske fagspecialister indenfor det svejsetekniske område. Det er en stilling, hvor du bliver meget selvkørende og ligeledes får selvstændigt ansvar for en bred vifte af opgave. Du skal derfor trives med at arbejde selvstændigt og tage beslutninger på egen hånd.
Dine opgaver bliver en blanding af tilsynsopgaver i marken, herunder tilstandsvurdering, tilsynskontrol og opmålinger, samt administrative funktioner på kontoret, herunder kontrol af dokumentation og indmelding af opgaver i SAP. Opgaverne vil primært være vedligeholdelsesopgaver, men der vil også i perioder være tilsynsopgaver ved større sporfornyelsesopgaver.
Svejseuddannet med bred erfaring inden for spor
Du er uddannet indenfor jern og metal, og har en sporsvejseuddannelse (pålægssvejseruddannelse). Du har endvidere mindst 5 års erfaring som svejser ved jernbanen.
Du har endvidere uddannelsen ”sporteknik 1 og 2. Derudover har du et IT kendskab på brugerniveau, og hvis du har kendskab til SAP, er det en fordel. Kendskab til engelsk og tysk er ligeledes en fordel, dog ikke et krav.
Du har gode samarbejds- og kommunikationsevner, besidder en god portion handleevne og er i stand til at holde hovedet koldt, når der er meget at se til og situationen kræver det. Det falder dig naturligt at arbejde selvstændigt, og samtidig indgå i et entusiastisk arbejdsmiljø og et team, hvor dagligdagen til tider kan være travl.
Som svejseansvarlig skal du udføre sikkerhedsklassificeret arbejde og derfor opfylde helbredskravene på jernbaneområdet. Det betyder, at du skal have et godt helbred, herunder normal hørelse, syn og farvesans. Hvis du er i tvivl om du opfylder kravene, kan du læse mere på trafikstyrelsens hjemmeside.
Det er et krav, at du har kørekort kategori B og Banedanmark stiller bil til rådighed, hvor der er plads til diverse måleudstyr mm.
Løn
Er du uddannet håndværker vil din ansættelse være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer og Organisationsaftalen for Håndværkere og teknikere.
Har du uddannelsen Sporteknik 1 og 2, vil din ansættelse være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område, og Organisationsaftalen mellem Banedanmark og Dansk Jernbaneforbund.
Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, så kontakt sektionschef Peter Laursen på telefon 2325 5273.
Send din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” nedenfor og følger instruktionerne.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringsted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Banedanmark, Teknik, Godsbanevej 2, Godsbanevej , 4100 Ringsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 08-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6098948