Brænder du for at bidrage til en høj klinisk faglighed, og vil du være med til at støtte veteraner, soldater og deres pårørende? Kan du se dig selv i en alsidig og udfordrende hverdag med et hav af spændende opgaver? Så mangler vi måske lige præcis dig som specialkonsulent i Militærpsykologisk afdeling i Veterancentret.
Om os
Du bliver ansat i sektionen for Internationale Operationer, der i dag består af 14 psykologer fordelt på Veterancentrets lokationer i Aalborg, Karup, Fredericia, Slagelse, Ringsted, København og Høvelte. Sektionen er en del af Militærpsykologisk Afdeling i Veterancentret med i alt ca. 50 kolleger. Arbejdspladsen er kendetegnet ved høj faglighed og professionalisme, mange spændende opgaver og unikke oplevelser.
Vi værdsætter et lærende miljø, hvor det er sjovt og spændende at gå på arbejde, og hvor vi gerne udfordrer vanetænkning med nye forsknings- eller udviklingsprojekter.
I Internationale Operationer arbejder vi både med forebyggelse og behandling, og derfor er hverdagene sjældent ens. Vi arbejder forebyggende gennem bl.a. undervisning af soldaterne, kontaktbesøg under udsendelse, via obligatoriske samtaler med alle udsendte soldater efter hjemkomst samt varetager kriseopgaver i forbindelse med internationale operationer. Vi arbejder tæt sammen med både kollegaer i afdelingens anden sektion ”Klinikken” og rådgivnings- og rehabiliteringsafdelingen, hvor der er er ansat socialrådgivere, beskæftigelsesrådgivere, opsøgende rådgivere, og hvor Veterancentrets familieenhed også hører til.
Behandlingsmæssigt arbejder vi inden for en kognitiv adfærdsterapeutisk tilgang med både manualiserede tilgange og individuelt tilrettelagte forløb. Vi tilpasser løbende behandlingsplanen til klientens problemstilling i både varighed, form og indhold, hvilket i høj grad vil ske i sparring og dialog mellem den enkelte psykolog og dig. Det er særligt i forhold til behandlingsarbejdet, at du vil få en væsentlig rolle i at sikre og understøtte en høj kvalitet i sektionen.
Udover individuel psykoterapeutisk behandling tilbyder vi også gruppebehandling, mindfulness og kropsterapi ved fysioterapeut.
Om stillingen
Du indgår i en velfungerende og kompetent sektion, som arbejder engageret og målrettet inden for et område med mange interessenter og stor samfundsmæssig og politisk bevågenhed. Dine arbejdsopgaver vil fortrinsvis være at:
- understøtte at behandlingsarbejdet baserer sig på forskningsbaseret viden
- tilegne og formidle viden om evidensbaseret psykoterapi særligt for det psykotraumatologiske felt
- håndtere projektstyring af udviklingsopgaver
- afholde visitationskonferencer og tværfaglige behandlingskonferencer
- gennemføre kompetenceudvikling og supervision af psykologerne i afdelingen
- stå for løbende revisitation af sager samt årlig sagsgennemgang
- understøtte lederen af sektionen i politisk og strategisk arbejde
- understøtte det tværfaglige samarbejde i Veterancentret, herunder særligt med faglige koordinatorer, udviklingskonsulenter og forskere.
Du vil indgå i tæt samarbejde med lederen af sektionen og være en vigtig sparringspartner i det daglige arbejde og ledelsesmæssige beslutninger. Ligesom du vil blive inddraget i udviklings- og strategisk arbejde med den samlede ledergruppe for afdelingen. Herudover vil du få et tæt kollegaskab med de øvrige specialkonsulenter i afdelingen. Sidst men absolut ikke mindst vil du have en vigtig opgave i at skabe gode relationer med sektionens psykologer og skabe et trygt sparringsrum for dem.
Du vil have kontor i Ringsted, hvor dine vigtigste tværfaglige kollegaer er placeret, men der vil forekomme rejseaktivitet, og vi tilbyder mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af din arbejdstid samt hjemmearbejde i et vist omfang.
Om dig
Du er uddannet psykolog (cand.psych.) og gerne specialist inden for psykotraumatologi, psykoterapi eller psykopatologi.
Du ynder at arbejde med evidensbaserede metoder primært inden for en kognitiv referenceramme og har erfaring med traumebehandling. Du har gerne erfaring med at supervisere og med at yde faglig sparring til kollegaer.
Du bringer primært dine psykologfaglige kompetencer i spil i relation til vores behandlingsarbejde, men opgaver inden for vores forebyggende indsatser vil også have din interesse.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra psykiatrien. Ligesom det også vil være en styrke, hvis du har kendskab til Forsvaret og/eller at arbejde i en politisk styret organisation.
Som person er du åben og selvstændig med lyst til at indgå i et dagligt samarbejde med såvel egen som andre faggrupper. Du formår at indgå i et fortroligt rum med ledelsen og understøtte beslutninger truffet herfra.
Du trives godt i et miljø med mange forskellige opgaver og i en hverdag, der til tider kan være uforudsigelig.
Vi stiller krav til din fleksibilitet og dine kompetencer, men gennem dialog og planlægning vil der være fokus på, at du kan opretholde en god balance mellem dit arbejdsliv og privatliv.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt og den er til besættelse den 1. november 2025.
Arbejdsstedet er i Ringsted.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af sektionen for internationale operationer psykolog Felicia Nyløkke på telefon 7216 3236 (pga. ferie tilgængelig fra mandag i uge 33). I uge 31 og 32 kan du kontakte chef for Militærpsykologisk Afdeling, Dorte Hjortkjær på telefon 7216 3260.
Har du spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er den 21. august 2025 og ansættelsessamtaler afholdes den 1. september 2025 i Ringsted.
Vi beder dig om at søge stillingen via nedenstående link og vedhæfte ansøgning, CV, uddannelsesbevis samt autorisationsbevis og evt. specialistbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan tilføjes som pdf-filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Veterancenteret
Veterancentret er forankret i Personelkommandoen og står for en systematisk indsats rettet mod alle veteraner og pårørende før, under og efter udsendelse. Ud over de forebyggende indsatser har veteraner og pårørende adgang til tværfaglig støtte fra socialrådgivere, beskæftigelsesrådgivere, opsøgende rådgivere, familierådgivere, fysioterapeuter og psykologer, hvis behovet er relateret til udsendelse. Vi samarbejder med myndigheder, virksomheder og frivillige foreninger, der er i kontakt med vores veteraner. Opgaverne omfatter bl.a. forskning og formidling af viden om veteraner og deres forhold, socialområdet, rehabiliteringsområdet, det militærpsykologiske område, klinisk behandling og koordination af veteranområdets initiativer.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringsted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Veterancentret ved Ringsted Kaserne, Garnisionen, 4100 Ringsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/a656b9d2-fbe4-4206-a502-6bb6233d4776