BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at lede en koordinerende funktion til tekniske tværfaglige problemstillinger i udviklingen af Danmarks jernbane?
Og kunne du tænke dig at bidrage til udviklingen og vedligeholdelsen af jernbanen ? Så er du måske vores nye teamleder!
Lige nu søger vi en teamleder for vores koordinerende projektejere (KTPE). I rollen får du ansvaret for fire dygtige medarbejdere, og med reference til den tekniske direktør får du et koordinerende ansvar for mange af områdets tværfaglige leverancer.
Om os
Du vil skulle indgå i området System- og Anlægsejer, hvor du bliver en del af et stærkt ledelsesteam sammen med den tekniske direktør og seks sektionschefer, der er ansvarlig for hvert deres fagområde. Der er en række opgaver, som går på tværs og som dit team bliver ansvarlige for at løfte i tæt samarbejde med de faglige eksperter.
Området System- og Anlægsejer er i store træk ansvarlig for at udvikle, hvordan Banedanmark vedligeholder jernbanen og de tekniske regler, der skal overholdes. når der renoveres eller bygges ny jernbane. Et vigtigt element er at skabe rammerne for både effektive projekter og efterfølgende drift og vedligehold. Et bærende element i Banedanmarks strategi er asset management, og vi er i gang med at blive certificeret efter ISO 55001. System- og Anlægsejer har en vigtig rolle for at lykkes med strategien, da det er os, der laver langsigtede planer for drift og fornyelse af vores assets, såkaldte asset management planer. Erfaring med asset management vil derfor være en fordel.
Overblik og drivkraft
I rollen er strategisk overblik og analytisk dybde vigtige elementer. Du kommer bl.a til at have følgende ansvarsområder:
- Koordinere dialogen med anlægsdivisionen om de større fornyelsesprojekter, som har flere faglige snitflader på tværs af sektioner eller særlige problematikker
- Kordinere besvarelser fra infrastrukturdivisionen relateret til projektproblematikker, herunder dialog med øvrige interessenter i og udenfor divisionen
- Supportere den tekniske direktør for System- og Anlægsejer på udvalgte opgaver f.eks. relateret til styregrupper eller større analyser
- Procesudvikling på de processer System- og anlægsejer har en rolle i
Banedanmark arbejder på at opstille CO2-krav til fornyelsesprojekter. Det afføder en opgave med at sikre, at kravene ikke skaber en jernbane, der er ineffektiv at drifte efterfølgende. Dette kræver bl.a., at det rigtige hold samles og input samles i en form, så det er anvendeligt for projektet.
Din profil
Vi søger en profil, der trives i en omskiftelig hverdag, med forskelligartede udfordringer og opgaver, heraf nogen med kort deadline. Du skal synes, at det er sjovt at skabe strukturer og form på noget, der ikke er fuldt formgivet endnu, og trives med at opnå succes gennem andre.
Din uddannelsesbaggrund er ikke altafgørende, men det er en forudsætning, at du har en teknisk forståelse og interesse i tekniske problemstillinger. Vi lægger desuden vægt på, at du er hurtig til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger og fremstille dem i et sprog, som alle i organisationen kan forstå. Du behersker evnen til at skrive et godt notat og kender rammerne for det statslige system.
Som person er du udadvendt, ansvarsbevidst og proaktiv – du venter med andre ord ikke på, at opgaverne kommer til dig. Du er god til at skabe netværk og kan bevæge dig rundt på de mange forskellige niveauer og faggrupper i en organisation.
Du får ansættelsessted i Ringsted på Godbanevej 2, tæt på stationen.
Løn
Som akademiker ansættes du som chefkonsulent med personaleansvar efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT, Danmark. Stillingen er placeret i løngruppe 4.
For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer samt at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.
Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere om stillingen så kontakt Sektionschef Lene Barner-Rasmussen tlf. 51663665. Vi vurderer ansøgninger løbende, så send os din ansøgning og CV hurtigst muligt.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” nedenfor og følger instruktionerne.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringsted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Banedanmark, Teknik, Godsbanevej 2, Godsbanevej , 4100 Ringsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6094176