Vi søger en lærer til vores nyetablerede tilbud på Campusskolen, Brobyggerne.
Campusskolen varetager undervisningstilbuddet, Brobyggerne, som er et sygeundervisningstilbud under folkeskoleloven. Det er et tilbud, der har til hensigt at hjælpe børn og unge, som af forskellige årsager ikke kan deltage i den almindelige skolegang, med at blive fastholdt i en undervisningskontekst, hvor de mødes i deres specifikke udfordringer i et mindre miljø.
Vi tror på, at alle elever gerne vil lykkes og det er vores ansvar at facilitere en vej tilbage. Brobyggerne startede op i foråret 2025 og vi ser nu, at vores aktuelle indsats over for de enkelte elever bærer frugt. Derfor skal vi bruge en kollega, der kan løfte denne opgave sammen med vores dygtige team.
Hvad indeholder jobbet?
Undervisningstilbuddet er tilpasset den enkelte unges behov og mestringsevne. Målet er at hjælpe eleven tilbage i en undervisningskontekst, der afspejler et mere ”normaliseret” undervisningstilbud. Dette gøres ved at give den enkelte elev oplevelsen af at lykkes i en mindre og tilpasset ramme. Undervisningen er individuelt tilrettelagt, og har til formål at bygge en bro til en større undervisningskontekst, hvor der er mulighed for at gå til de obligatoriske prøver med den nødvendige støtte.
Vejene tilbage til et større skolefællesskab kan være mange og meget individuelle. Derfor har vi fokus på, hvad den gode mulighed kunne være, og hvilke muligheder der skal afprøves med tæt støtte og vejledning mellem Brobyggerne og den klasse, vi bygger bro til.
Vi arbejder ud fra et systemisk og narrativt børne- og ungesyn og har blik for alle de faktorer i den unges liv, som kan bidrage til en positiv forandring.
I Brobyggerne, tilrettelægger du undervisningen specifikt til din/dine elever og gør fagene så tilgængelige for eleverne så muligt. Vores mål er i sidste ende at eleverne oplever at lykkes, og at så mange som muligt går til de afsluttende prøver med faglig selvtillid og stolthed over egen progression. Overordnet har vi fokus på at støtte og guide eleven til en god overgang til ungdomsuddannelserne. Det gør vi i tæt samarbejde med forældrene og ikke mindst vores UU-vejleder som er på matriklen, og sammen er vi med til at ruste eleverne til tiden efter Campusskolen.
Vi tilbyder:
- Et kollegaskab i et lille velfungerende og ambitiøst team, der brænder for at lave meningsfulde læringsfællesskaber for de sårbare elever
- Ugentlige teammøder, hvor vi stiller skarpt på vores praksis i et respektfuldt og nysgerrigt rum
- Gode fysiske rammer med gode velindrettede lokaler og adgang til skolens øvrige gode faciliteter
- Månedlig supervision
- En enestående mulighed for at være med til at videreudvikle konceptet
Selve Campusskolen er en skole med et godt og spændende ungdomsmiljø, en organisation med en velfungerende teamstruktur, hvor teamet er den centrale del af at løfte kerneopgaven, samt en meget kompetent lærerstab med faglige og sociale ambitioner på egne og elevernes vegne. Vi lægger vægt på at skabe et ungdoms- og studiemiljø med høje forventninger til vores elever.
Hvad ønsker vi af dig:
- Du er læreruddannet og har gerne erfaring med specialundervisning og elever med forskellige vanskeligheder
- Har kendskab til diagnostiske problemstillinger og har værktøjer til at i mødekomme disse
- Har erfaring med specialpædagogiske og behandlingsmæssige tilgange, herunder low arousal, miljøterapi, mentalisering mm.
- Du har fokus på alle samarbejdsflader rundt om eleven og du tager ansvaret i relationen til elever og forældre
- Du hviler i dig selv og er observant på, hvad der sker i relationen
- Du er fortrolig med dokumentation som en integreret del af din praksis
- At du er nysgerrig på egen og andres praksis, for derved af kvalificere nye muligheder
- Du har god energi, er ikke bange for at fejle og har let til et godt grin
Målgruppen
Indsatsen retter sig primært mod unge i 7.–9. klasse, hvor én eller flere af nedenstående faktorer er gældende ved forløbets start. Indsatsen er midlertidig og har til formål at hjælpe og understøtte eleven i at vende tilbage til skolelivet og skabe gode overgange. Det kan bl.a. være:
- Unge, som ikke har været i skole i en længere periode og har brug for afklaring i forhold til videre skolegang – herunder unge, der har svært ved at forlade hjemmet, og hvor relationen skal opbygges i hjemmet, før de kan introduceres til Brobyggernes fysiske lokaler
- Unge, der i Campusskoleregi er ved at udvikle bekymrende højt fravær og har brug for et kortere, afklarende forløb omkring deres vanskeligheder
- Unge, der er i fare for at falde uden for nuværende fællesskaber
- Unge, der er ved at udvikle uhensigtsmæssige strategier og føler ubehag ved skole
Praktisk:
Ansættelsesstedet er på Campusskolen, Ahorn Allé 48, 4100 Ringsted. Løn efter gældende overenskomst.
Stillingen er tidsbegrænset til et år, med mulighed for efterfølgende fastansættelse.
Tiltrædelse den 1. november 2025 eller snarest muligt.
Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler tirsdag den 30. september 2025 i tidsrummet 15-17.
Vi afholder åbent hus onsdag den 24. september 2025, kl. 16. Her vil vi fortælle yderligere om Brobyggerne. Hvis du er interesseret i åbent hus, bedes du skrive en mail til: René Laursen; renla@ringsted.dk.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder René Laursen: renla@ringsted.dk eller telefonisk 23 67 25 92.
Campusskolen er Ringsted kommunes overbygnings- og udskolingsskole. Campusskolen er en distriktsskole for udskolingselever fra 7.-10. årgang i Ringsted Syd. Vi har 7-9 spor på 7.-9. årgang, kommunens 10. klassecenter samt en specialiseret indsats. Læs mere på https://campusskolen.aula.dk/.
Det er en del af Ringsted Kommunes ansættelsespolitik at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling. Vi opfordrer både personer med dansk og anden etnisk baggrund til at søge den opslåede stilling.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringsted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ringsted Kommune, Campusskolen, Ahorn Alle, 4100 Ringsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 28-09-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/96010344-371c-4768-9875-8fecf23bfb65