BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at gøre det nemt for virksomheder at komme i gang og komme videre i Ringsted Kommune? Kan du understøtte vækst og udvikling i virksomhederne? Og vil du være med til at skabe netværk og dele viden, der styrker erhvervslivet? Så er du måske vores nye erhvervskonsulent i Ringsted Kommunes erhvervsteam.
Du bliver en del af erhvervsteamet i Erhvervs-, Fritids- og Kommunikationscenteret, der tilbyder erhvervsservice til iværksættere og etablerede virksomheder i Ringsted Kommune. Vi tilbyder 1:1 vejledning til små og større virksomheder, driver netværk, workshops og arrangementer, og vi bygger bro mellem regionale og nationale erhvervsfremmetilbud og relevante lokale virksomheder.
Vi tilbyder en afvekslende hverdag med mange udadvendte aktiviteter og samarbejdsrelationer. Du skal have lyst til at opbygge og vedligeholde kontakter, og du skal være med til at udvikle nye måder at bringe den lokale erhvervsservice ud til virksomhederne.
Dine primære opgaver bliver:
- Sparring med iværksættere og SMV’ere med udgangspunkt i deres udviklingspotentialer og udfordringer
- Målrettet formidling af tilbud fra det samlede erhvervsfremmesystem – både 1:1 og via Facebook og nyhedsbreve
- Planlægning og facilitering af netværk og workshops
Udadvendt blæksprutte, der kan jonglere med både strategi og proces
Vi forestiller os, at du har erfaring med rådgivning eller sparring ift. forretningsudvikling, salg og markedsføring i private virksomheder. Det kan være fra et lignende job, privat rådgivning, ledelse i en privat virksomhed eller som selvstændig iværksætter. Og så er det et plus, hvis du har kendskab til nogle af de øvrige aktører i det samlede erhvervsfremmesystem.
Som person er du:
- God til at stille de rigtige spørgsmål, der leder virksomhederne videre i deres udvikling
- Struktureret og god til at følge op på aftaler og holde fast i processer
- Serviceminded og god til at opbygge og vedligeholde relationer
Ringsted – midt i mulighederne
Vi tilbyder et job i en kommune der er i rivende udvikling. Med ca. 1.850 private virksomheder er her en god blanding af store og små virksomheder i mange forskellige brancher. I kommunens erhvervsservice tilbyder vi gratis og uvildig sparring til alle lokale virksomheder, og vi bestræber os på at være en let indgang til andre rådgivere og til kommunens organisation.
Erhvervs-, Fritids- og Kommunikationscentret har tre teams med 11 ansatte centralt, der arbejder med kommunikation, markedsføring, erhverv, frivillighed, fritid og kultur i Ringsted Kommune. I centret, på tværs af de tre teams og på kulturinstitutionerne er hovedfokus udviklingen og formidlingen af Ringsted som kommunen ”Midt i mulighederne”.
Processen herfra
Er du interesseret i at høre mere om stillingen som erhvervskonsulent i Erhvervs-, Fritids- og Kommunikationscentret kan du kontakte leder af erhvervsteamet Bente Jongberg på telefon 41 72 25 22.
Ansøgningsfrist er 13. juni 2023. Første runde af samtaler forventes gennemført den 20. og 21. juni 2023, og anden runde samtaler forventes gennemført den 26. juni 2023. Forventet tiltrædelse 1. august 2023.
Det er en del af Ringsted Kommunes ansættelsespolitik at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling. Vi opfordrer både personer med dansk og anden etnisk baggrund til at søge den opslåede stilling.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringsted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Erhvervs-, Fritid- og Kommunikationscentret, Rønnedevej 9, 4100 Ringsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://ringsted.career.emply.com/ad/erhvervskonsulent-der-kan-fa-virksomheder-videre/lzktam/da
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5840735