Direktionskonsulent med ansvar for budgetproces og strategiske projekter i Ringsted Kommune

dato

Har du interesse for økonomi og budgetlægning og ønsker samtidig at være tæt på topledelsen og politikkerne? I stillingen har du mulighed for at agere bindeled mellem direktionen og kommunens fagcentre/stabe, med særligt fokus på udvikling og implementering af tværgående udviklingsprojekter og strategiske initiativer. Samtidig vil du være en del af budgetafdelingen og stå for Ringsted Kommunes budgetproces samt varetage andre spændende økonomiopgaver. 

Dine primære ansvarsområder: 

  • Konsulent for organisationen i relation til direktion/koncernledelse
  • Ansvarlig for Ringsted Kommunes budgetproces
  • Ansvarlig for Ringsted Kommunes sociale investeringsfond
  • Politisk betjening fx udarbejdelse af dagsordner, udvalgsbetjening og temadrøftelser
  • Projektleder for tværgående og strategiske vigtige projekter i kommunen
  • Ad hoc opgaver inden for økonomiområdet

 

En væsentlig del af stillingen er, at du får ansvaret for gennemførelsen af Ringsted Kommunes budgetproces. Ringsted Kommune har en sund økonomi, og vedtog sidste år toårigt budget i balance for 2025 og 2026. Kommunalvalget står for døren og budgetprocessen for 2027 skal tilrettelægges allerede med udgangen af 2025. Der er derfor brug for et fyrtårn i budgetprocessen som har en god økonomiforståelse og som kan guide os sikkert igennem processen. Vi har en forventning om, at du vil bidrage til en løbende udvikling af den måde, vi fastlægger budgettet.

I rollen som direktionskonsulent vil du være med til at understøtte direktion og koncernledelse. I tæt samarbejde med direktionen og den anden direktionskonsulent, vil du være med til at gennemføre projekter med stor strategisk betydning, samt løbende understøtte kommunens topledelse, bl.a. ved at bistå med sekretariatsbistand til møderne i koncernledelsen.

Ydermere er du ansvarlig for Ringsted Kommunes sociale investeringsfond. Formålet med fonden er, at styrke den forebyggende og tidlige indsats inden for områder som børn og unge, ældre, socialt udsatte og sundhed. Målsætningen er, at den sociale investeringsfond skal være økonomisk bæredygtig, og dermed selv kunne finansiere nye sociale investeringer.

Vi har nedsat et § 17.4-udvalg, som rådgiver Byrådet i relation til kommunens sociale investeringer og behandling af ansøgninger. Du vil være bindeleddet imellem de mange parter, der spiller ind i fondens virke. Der vil derfor også her være et tæt samarbejde med fagcentrene og eksterne aktører om at koordinere Ringsted Kommunes indsats med at identificere sociale investeringer. 

I rollen som direktionskonsulent vil du være med til at understøtte direktion og koncernledelse i forskellige ad hoc projekter og sekretæropgaver.

Hvem er du 
Du har en akademisk baggrund fx inden for samfundsvidenskab eller økonomi og erfaring med udviklingsopgaver og projektledelse, gerne fra en kommune. Vi ser gerne at du har erfaring med økonomistyring og budgetlægning fra en kommune. Du er en initiativrig, selvstændig og proaktiv person, som har et strategisk blik for udvikling. Du har en skarp pen og en god talforståelse samt en god forståelse for arbejdet i en politisk ledet organisation. Desuden evner du at sikre fremdrift i en til tider kompleks hverdag.  Som person er du udadvendt, og du formår at arbejde sammen med mange forskellige kolleger i organisationen. Sidst men ikke mindst har du benene solidt plantet på jorden og kan håndtere et job med høje forventninger og korte tidsfrister.

Afdeling
Stillingen er forankret i Økonomi, HR og Løn, med reference til afdelingslederen for budgetafdelingen. I dagligdagen vil du have et tæt samarbejde med økonomikonsulenterne i budgetafdelingen samt kommunens anden direktionskonsulent, som er forankret i staben for Digitalisering, Jura og Kommunikation. 

Du vil have to arbejdsadresser, som dog ligger i umiddelbar nærhed af hinanden. Din primære adresse vil være Amtstue allé 71, hvor du sidder sammen med budgetteamet.

Vi tilbyder 
Du vil møde en arbejdsplads, hvor dine kolleger er både selvkørende og holdspillere. Vi vægter sparring på kryds og tværs højt, hvor vi i samspil med hinanden skaber de bedste resultater. 

Vi er en afdeling, som sætter pris på humor og åbenhed – og lægger vægt på at indgå i det sociale fællesskab. Vores samarbejde er præget af høj faglighed, og en fleksibilitet og selvstændighed i forhold til arbejdstilrettelæggelsen, men samtidig vil der være arbejdsopgaver – primært i relation til det politiske arbejde - som skal løses uden for den normale arbejdstid.

Ringsted Kommune er en arbejdsplads der værdsætter kompetenceudvikling, og det vil derfor være muligt at blive tilbudt kurser og efteruddannelse, som understøtter opgaveløsningen og din personlige faglige udvikling.

Du kan forvente:

  • spændende og afvekslende opgaver
  • et arbejde som foregår tæt på Byrådet og direktionen
  • plads til selvstændighed i opgaveløsningen og hjælpsomme kollegaer
  • faglige udfordringer og personlig udvikling
  • en velfungerende arbejdsplads med højt til loftet, uformel atmosfære og let til smil

 

Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at rette henvendelse til Sally Thers Clausen, som er afdelingsleder for team Budget på telefon 23 49 22 68.

Stillingen er en fuldtidsstilling og aflønnes efter gældende overenskomst og med udgangspunkt i dine kvalifikationer. Ansøgningsfristen er 15. september og vi forventer at holde første samtale den 18. september og anden samtale den 23. september. 

Det er en del af Ringsted Kommunes ansættelsespolitik at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling. Vi opfordrer både personer med dansk og anden etnisk baggrund til at søge den opslåede stilling.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ringsted Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Ringsted Kommune, Amtstue alle, 4100 Ringsted

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-09-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/05b845fa-c8f9-4b32-80d3-b19f7112d493

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet