Byskovskolens elever, forældre og medarbejdere søger en ny skoleleder, som med tillid, engagement og god erfaring vil lede en stor og spændende folkeskole i Ringsted Kommune.
Skolen, som du skal stå i spidsen for
Byskovskolen er Ringsted Kommunes største folkeskole beliggende på flere matrikler. Skolen rummer godt 600 glade, motiverede og ambitiøse børn, som har høje forventninger til hele deres skolegang fra 0.-9. klasse. Sammen med en dygtig og engageret personalegruppe samt et dedikeret ledelsesteam skal du være med til at fastholde den gode praksis, sikre at skolens fundament står stærkt og være motiveret af at få udfoldet skolens mange potentialer.
Byskovskolen er overbygningsskole for Gyrstinge Skole og Landbørnehus. Skolernes ledelse indgår derfor i en distriktsklynge, hvorigennem de samarbejder tæt om deres fælles elever for at sikre en rød tråd gennem hele skoleforløbet og en god overgang fra Gyrstinge Skole og Landbørnehus til Byskovskolen efter 6. klasse.
Byskovskolen rummer et stort almenområde, et større specialiseret skoletilbud samt kommunens modtageklasser. Det er med andre ord en skole med mange fagligheder, der har brug for en skoleleder, som kan få følgeskab gennem en tydelig ramme og retning for skolen. Gensidig respekt mellem de forskellige aktører på skolen samt en nærværende, interesseret og strategisk ledelse skal være omdrejningspunktet i dit følgeskab. Bagved dig som skoleleder, vil du have en skolebestyrelse, som med klare og tydelige handlinger understøtter, at skolen er en succes.
Se kort video om stillingen ved at klikke her.
Din opgave som skoleleder
Som skoleleder er du hovedansvarlig for den pædagogiske og didaktiske udvikling af skolen samt den daglige drift. Grundet skolens mange fagligheder og matrikelopdeling er der brug for, at du er en samlende figur, som sikrer psykologisk tryghed i relationerne på tværs af både elever, personale, forældre og ledelse.
Du er rollemodellen, der går foran, men som samtidig giver plads til ideer, undringer, nysgerrighed og kritik. Du er kommunikativ stærk både skriftligt såvel som mundtligt, og du kommunikerer tydeligt, klart og kontinuerligt. Du ved, hvad det vil sige at lede igennem ledere, og du mestrer strategisk ledelse samtidig med at du inddrager, guider og giver plads til, at dit ledelsesteam kan lykkes med deres ledelsesopgave.
Sammen skal I være et stærkt, højtydende og samstemt ledelsesteam, som kan teame up om de mange opgaver, der er. Sammen skal I møde hver dag med en ambition om at give alle skoleelever en god dag – hele dagen.
Dine kernekompetencer
Som skoleleder på Byskovskolen forventer vi, at du har følgende kernekompetencer:
1: Du er elevernes ambassadør
- Eleverne siger: ”Du gider os, du siger hej på gangen og du interesserer dig for, hvad vi laver”.
Du skal tænke og lede med fokus på en mangfoldighed af børn og unge, som skal trives både fagligt og socialt i deres skole. Du er medskaber af varierede læringsmiljøer med deltagelsesmuligheder for alle elever.
2: Du er personalets leder
- Personalet siger: ”Du viser os aktivt, at du vil samarbejde med alle faggrupper, at du anerkender vores opgaveløsning, og du er optaget af at sikre et godt og trygt arbejdsmiljø”.
Du har evnerne og viljen til at skabe en stærk kultur ved at sætte tydelige mål og retning for skolen og give os frihed til at nå målene med den faglige viden, vi har.
3: Du er lokalsamfundets omdrejningspunkt
- Forældrene siger: ”Du er imødekommende og klar til at lytte og hjælpe, når vi har brug for det”.
Du prioriterer Byskovskolen og ønsker at gøre skolen til et vigtigt omdrejningspunkt i lokalsamfundet, herunder det naturlige valg for distriktets børn og forældre.
5: Struktureret og systematisk lederskab
-Ledelsesteamet siger: ”Du tør og vil distribuere din ledelse, og har tillid til, vi løfter vores opgave samtidig med at du står bag os, når ledelse er svært”.
Du har et højt kompetenceniveau, herunder gode og dokumenterede resultater fra din hidtidige karriere på elevers trivsel og faglige resultater.
Du besidder administrative evner og god indsigt i økonomistyring.
Vi tilbyder dig et spændende job i en ambitiøs kommune
I Ringsted Kommune vil du blive en del af en meget kompetent skoleledergruppe, hvor vi naturligt samarbejder på tværs af skolerne og er ambitiøse omkring vores skoler. Der er derudover et stærkt kollegialt fællesskab, hvor der er plads til både dybe og svære samtaler samt uformelt sjov og højt humør. Som skoleleder i Ringsted Kommune står du derfor aldrig alene med de udfordringer, der er. Sammen med din organisation, dine kolleger, skolekonsulenterne og det øvrige Skolecenter vil du indgå i et stærkt og forpligtende fællesskab, hvor vi har som mål at lykkes sammen. Du vil referere direkte til skolechefen.
Som en del af Ringsted Kommunes samlede skoleledelse har du mange snitflader til ledere og medarbejdere på tværs af centrene. Du får derfor et vigtigt medansvar for, at Ringsted Kommune bevæger sig i den rigtige retning i forhold til de mål og ambitioner, der er for børne- og ungeområdet. Gennem vores Børne- og Ungepolitik, De skolepolitiske mål samt Udviklingsmodellen vil du, sammen med de øvrige medarbejdere og ledere, have et fælles fundament og udgangspunkt for din ledelse, hvorigennem du også har mulighed for at præge området med dine kompetencer og dit blik på god ledelse.
Vi prioriterer din stemme og udvikling samtidig med, at vi sammen udvikler vores skolevæsen.
Vi glæder os til at høre fra dig
Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Skolechef Kristina Helmark på telefon 20 35 62 15. Send gerne en sms, hvorefter du vil blive kontaktet.
Der afholdes ansættelsessamtaler på følgende datoer:
Den 12. marts fra kl. 13-17.
Den 23. marts fra kl. 14-17.
Imellem i de to samtalerunder foretages en personlighedstest af Ringsted Kommunes HR-afdeling. Du bedes reservere datoer og tidsrum for samtalerne.
Deadline for ansøgning: 5. marts kl. 23.59.
Der kan blive indhentet børne- og/eller straffeattester i forbindelse med ansættelsen.
Det er en del af Ringsted Kommunes ansættelsespolitik at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling. Vi opfordrer både personer med dansk og anden etnisk baggrund til at søge den opslåede stilling.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringsted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Ringsted Kommune, Præstevej, 4100 Ringsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-03-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/25f4588d-74b3-446b-bc05-ad71e669e30a