Vil du være med til at udarbejde køreplanen for fjern-, regional- og godstog i Danmark?
Er du interesseret i at påvirke, hvordan vi kører tog i Danmark, og går du på arbejde for at gøre en forskel, der virkelig kan mærkes? Så har du nu chancen for at stige ombord hos Køreplanlægning, hvor vi udarbejder den årlige køreplan for alle fjern-, regional- og godstog på Banedanmarks netværk.
Du vil være med til at udtænke den gode køreplan og at forhandle den på plads med mange forskellige samarbejdspartnere. Du vil også hjælpe os med at blive klar til, at vi i fremtiden kan indtænke langt mere i den årlige køreplan, blandt andet vedligeholdelse af banen. Er du klar?
Teknisk balancekunst med et blik ind i fremtiden
Som køreplanlægger er det din opgave at få de mange ønsker, behov og krav til at gå op i en højere enhed. Du skal balancere hensyn fra forskellige dele af Banedanmark, jernbanevirksomhederne og det omgivende samfund for at skabe den bedst mulige køreplan.
Du kommer til at arbejde i vores køreplanlægningsværktøj TPS, som hjælper dig med at beregne køretider og visualisere køreplanen. Men det er dig, der træffer beslutningerne og fastlægger, hvornår og i hvilken rækkefølge togene skal køre, så vi sammen får skabt en robust og velfungerende køreplan.
Grundet ny lovgivning er vores arbejde i disse år under stor forandring, hvilket stiller nye krav til, hvad den årlige køreplan skal kunne levere. Vi har derfor også brug for at du kan være med til at tænke nye tanker om, hvordan vi skal gribe vores opgave an i fremtiden.
Dine primære opgaver bliver blandt andet at:
- Udarbejde køreplanskoncepter som tilgodeser ønsker fra jernbanevirksomhederne og sikre god kapacitetsudnyttelse samt punktlig drift
- Indgå i dialog og forhandling med jernbanevirksomhederne om mulige køreplaner
- Behandle jernbanevirksomhedernes ansøgninger om køreplaner i forbindelse med den årlige proces for køreplanstildeling
- Udvikle de processer vi arbejder med for at den årlige køreplan i fremtiden blandt andet kan tage højde for langt flere sporarbejder
- Deltage i udviklingen af vores køreplansværktøj, TPS
Mod på planlægning af togtrafik
Det er vigtigt, at du har et godt overblik over komplekse opgaver, kan se og tænke i overordnede sammenhænge og samtidig arbejder grundigt og struktureret. Du motiveres af at arbejde med komplekse problemstillinger, hvor løsningen ikke altid ligger lige for, og hvor det kræver både analytisk tænkning og vedholdenhed at finde den rette løsning.
Samtidig trives du med mange forskellige samarbejdspartnere, både internt og eksternt. Du formår at kommunikere med forståelse og respekt for modtagerens perspektiv og tilpasse din kommunikation til modtagerens faglighed.
Din præcise baggrund er ikke afgørende. Du kan komme med en relevant uddannelse som fx ingeniør, og du må gerne være nyuddannet. Du kan også have en trafikal baggrund inden for jernbanen, med flere års erfaring med planlægning eller driftsafvikling. Det vigtigste er, at du har mod på en stejl læringskurve – og vi hjælper dig selvfølgelig på vej med et internt oplæringsforløb.
We also welcome applicants who are not yet fluent in Danish, but who are motivated to work in a Danish-speaking workplace and to learn and use Danish within the first year. You will be supported throughout your language learning journey as you become part of our team.
Dit nye team
Dine nærmeste kolleger bliver de tre øvrige køreplanlæggere og teamlederen for Køreplanlægning. Vi har en uformel omgangstone og lægger vægt på et positivt arbejdsmiljø, hvor der altid er mulighed for at få hjælp hos en kollega. Du kan også forvente faglig sparring med din teamleder.
Vi er alle en del af sektionen Kapacitetsudvikling med i alt 19 kolleger, som arbejder med strategiske analyser af blandt andet kapacitet og punktlighed på fremtidige jernbaneprojekter.
Løn og ansættelsesvilkår
Hvis du er akademiker, ansættes du efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten.
Du indplaceres på baggrund af akademisk anciennitet og erfaring som fuldmægtig på basistrin jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.
Ellers ansættes du efter den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Stillingen er som udgangspunkt indplaceret i løngruppe 3 sats 3 provins jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil til den samlede løn være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 16 %.
Ansøgning og kontakt
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Teamleder Jesper Thorsen på tlf.: +4524235951.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte vores personalekonsulenter på mail banedanmarkpersonale@BANE.dk.
For at søge stillingen skal du klikke på linket ‘Søg stilling’ og følge instrukserne.
Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.
Forskellige perspektiver gør os stærkere. Derfor værdsætter Banedanmark mangfoldighed og opfordrer alle interesserede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringsted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Banedanmark, Teknik, Godsbanevej 2, Godsbanevej , 4100 Ringsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/1f85356f-3b4e-44de-a420-10d07c54da58