Motiveres du af at have ansvar for faciliteter, udstyr og teknik i et kreativt kulturmiljø?
Så er det måske dig, vi søger som praktisk og teknisk blæksprutte på tværs af Ringsted Musik- og Kulturskole og Ringsted Kulturhus, i et dynamisk og engageret arbejdsfællesskab hvor opgaverne er mangfoldige og dagene sjældent ens!
Ringsted Musik- og Kulturskole udbyder undervisning i musik- og kulturfag i egne rammer med undervisningslokaler, koncertsal mm. på Ringsted tidligere kaserne samt decentralt på skoler og i daginstitutioner.
Ringsted Kulturhus, i Ringsted midtby, benyttes af foreninger mm. til alsidige kulturelle aktiviteter. Kulturhuset har mødelokaler, stort køkken, en lille koncertsal samt en øvecontainer.
Du vil have det overordnede ansvar, for at faciliteterne spiller på de to institutioner – herunder lyd- og lys-teknik, og du vil være en del af den samlede administration. Du vil skulle løse opgaver selvstændigt både i og udenfor huset og indimellem også i projekter og samarbejde med kulturinstitutioner og skoler mm.
Ansættelsen er på 30/37 med arbejdstid varierende tilrettelagt i sync med Musik- og Kulturskolens sæsonplan og aktiviteter, herunder sommetider aften- og weekendarbejde i forbindelse med arrangementer og koncerter - dog som oftest mandag-fredag kl. 09.00 – 15.00.
Du er lidt af en teknisk blæksprutte, tager ansvaret på dig og sikrer, at de fysiske rammer om Musik- og Kulturskolens undervisning, koncerter, events og projekter altid fremstår med høj standard og kvalitet. Du er klar til at tage ekstra fat, når der er behov for det for at komme i mål – med ro, overblik og overskud til uforudsigelighed.
Du har gerne følgende faglige kompetencer og erfaring:
- Finder glæde ved og tager ansvar for rutineprægede daglige serviceopgaver såvel som ved at indgå i ad hoc projekter og opgaveløsning
- Sætter en ære i at holde en høj standard for orden på lokaler, udstyr og service
- Er god til at prioritere og selvstændigt planlægge opgaver og arbejdstid for at komme godt i mål til tiden – men også klar på at gribe uforudsete bolde i farten
- Har relevante kompetencer/erfaring indenfor lyd-, lys- og sceneteknik – evt. også afvikling
- Kendskab til og erfaring med opstilling og kabling af musikgear, dvs. instrumenter, forstærkere, lys- og lydanlæg, m.m.
- Kan udføre mindre vedligeholdelses- og reparationsopgaver
- Har grundlæggende erfaring med IT
- Har kendskab til musik- og kulturbranchen og er vant til at samarbejde med kulturmennesker
Som person er du udadvendt og trives med at være i en positiv, tæt og proaktiv dialog med dine kolleger og er klar til at hjælpe med stort og småt i hverdagen. Du holder hovedet koldt og smilet bredt også i travle og tilspidsede perioder. Du er god til at skabe tætte samarbejdsrelationer med alle, og du kommunikerer anerkendende, positivt og klart.
Dine vigtigste opgaver:
Overordnet har du ansvar for, at vores lokaler er funktionelle og undervisningsklar og for at understøtte den praktiske gennemførelse af vores arrangementer og projekter. Opgaverne er bl.a.:
- Løbende lokaletilsyn, klargøring og omstilling mellem forskellige aktiviteter
- Bortkørsel af affald, dagligt vedligehold af kaffeautomat og øvrigt forefaldende arbejde
- Vedligehold og registrering af lyd-, lys-, og sceneudstyr
- Organisering af depot og instrumentbeholdning og ajourføring af grej- og inventarlister
- Reparation af udstyr/inventar/instrumenter i samarbejde med undervisere
- Pakning og transport af instrumenter mm.
- Opstilling/nedtagning af udstyr og instrumenter til koncerter
- Koordinering (evt. afvikling) af lyd/lys ved interne arrangementer/projekter
- Kontakt til vagt/alarmsystem og tilsyn med låsesystem og alarm
- Kontakt og koordinering med rengøringsfirma
- Samarbejde med kommunens ejendomscenter og koordinering med håndværkere mm.
- Samarbejde, koordinering og opgaveløsning med andre kulturinstitutioner
Vi tilbyder et spændende og varieret job på tværs af to levende institutioner med selvstændige ansvarsområder tæt samarbejde med 25 kolleger.
Ringsted er en levende kulturby i bevægelse, og vi samarbejder i stor stil med Ringsteds øvrige kulturinstitutioner og ungdoms- og folkeskoler om at skabe et levende kulturliv for byens borgere.
Du kan finde mere information om Ringsted Musik- og Kulturskole og Ringsted Kulturhus på musikogkulturskolen.dk samt ringstedkulturhus.dk
Om stillingen og ansøgning:
- Stillingen er en fastansættelse på 30/37 med fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstid.
- Ansættelse den 1. september 2026 eller den 1. oktober 2026 efter aftale.
- Ansøgningsfrist torsdag den 6. august 2026. 1. samtalerunde onsdag den 12. august 2026 og 2. samtalerunde onsdag den 19. august 2026.
- Med stillingen følger i mindre omfang rådighedsforpligtelse i form af telefonisk tilkald.
- Løn forhandles efter overenskomst for teknisk service (FOA) startende på grundtrin 18.
Der kan blive indhentet børne- og/eller straffeattester i forbindelse med ansættelsen.
Det er en del af Ringsted Kommunes ansættelsespolitik at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling. Vi opfordrer både personer med dansk og anden etnisk baggrund til at søge den opslåede stilling.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ringsted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Ringsted Kommune, Regimentet, 4100 Ringsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/6a0f6f9d-6938-45d5-9a21-778e5e1a7627